Stop bombardement og blokade af Gaza. Alle liv tæller!
Der er udsigt til en forfærdelig humanitær katastrofe i Gaza, fordi blokaden har lukket for både el, vand, mad og medicin.
Fortsat krig vil også have katastrofale følger i form af tusinder af yderligere civile dræbte.
Derfor er den første og mest påtrængende opgave at forhindre katastrofen.
Der må lægges pres på Israel for at stoppe bombardementet og blokaden af Gaza.
Israels hensynsløse drab på tusinder af civile, og udsultning af 2 millioner indespærrede palæstinensere kan ikke på nogen måde retfærdiggøres. Det er en krigsforbrydelse.
Den danske regering må stoppe sin opbakning til Israel, og kræve at Israel stopper massakren i Gaza.
Regeringen har sat udviklingshjælpen til palæstinenserne på pause på grund af Hamas’ angreb, men regeringen har ikke taget nogen skridt imod Israels fortsatte overgreb på palæstinenserne.
Det udstiller i den grad regeringens dobbeltmoral. Det er lige så afskyeligt at dræbe uskyldige palæstinensere, som det er at dræbe uskyldige israelere. Den ene forbrydelse kan ikke retfærdiggøre den anden.
Den danske regering fordømmer kun krigsforbrydelser, når de begås imod vore vestlige allierede, og ikke når de begås af og støttes af vore vestlige allierede.
Hvorfor kræver regeringen ikke en arrestordre og en krigsforbrydersag mod Netanyahu?
Palæstinensere er også mennesker med rettigheder.
Stop Israels massakre mod Gaza. Det er den aktuelle hovedopgave.
Det kan kun lykkes at stoppe massakren, hvis Israels vestlige allierede lægger massivt pres på Israel, og kræver at Israel stopper krigen.
Krig kan ikke løse konflikten mellem Israel og Palæstina. Verdenssamfundet må gribe ind og forhindre, at det hele udvikler sig til en meget større krig. FN må hurtigt etablere en fredsskabende og fredsbevarende styrke og holde parterne fra hinanden, som de har gjort det før i Gaza.
Israels regering har ikke vilje til forhandling, og den palæstinensiske ledelse har ikke styrke til at forhandle.
Repræsentanter fra det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden har opfordret FN til aktivt at beskytte både det palæstinensiske og det israelske folk. Med den palæstinensiske ambassadør Riyad Mansours ord: “Der er en vej til fred, hvor hverken palæstinensere eller israelere bliver dræbt”.
Men det lykkes ikke uden et massivt pres på Israel, og her svigter den danske regering desværre sit ansvar.
Sig nej til militarisering af Danmark
Regeringen vil med forsvarsforliget bruge 143 milliarder på militæret over de næste 10 år, og vil gradvist øge militærudgifterne til omkring 20 milliarder om året. Pengene tages af det økonomiske råderum. Det sker på bekostning af klimaindsats og genopretning af sundhedssystem og velfærd.
Regeringen vil øge værnepligten, så flere unge i længere tid skal bruge deres tid i militæret, mens der er mangler arbejdskraft i sundhedssystemet. Øget værnepligt vil undergrave en genopretning af sundhedssystem og velfærd.
Selv om regeringen ikke siger et ord om det, så forberedes også en baseaftale med USA. En baseaftale vil gøre Danmark til bombemål og medføre, at der kommer atomvåben til Danmark.
Samlet vil forsvarsudspillet svække danskernes sikkerhed ved at øge faren for krig og ødelæggelse.
I stedet for oprustning og konfrontation har vi brug for dialog og forhandlinger for at nå frem til aftaler om fælles europæisk sikkerhed.
Sig nej til forsvarsforliget, kræv forhandling og konfliktnedtrapning.
Brug pengene på klimahandling, sundhedsvæsen og velfærd
Åbent brev til Danmarks justitsminister
Fremmer regeringen radikalisering?
Det er vigtigt, at alle arbejder for, at paratheden til at gribe til vold og terror ikke øges og breder sig.
Når Danmarks justitsminister udtrykker bekymring for at deltagelse i demonstrationer skal øge radikaliseringen, er det imidlertid ikke det, han opnår.
Det ministeren opnår er, at humanistisk indstillede danskere, der er imod fortsat terror, drab og overgreb mod civile i Gaza, på Vestbredden og i Israel, bliver bange for at udtrykke denne modstand åbent.
Hvis det er regeringens hensigt, så er der brug for at forsvare ytrings- og forsamlingsfriheden.
Fredelige demonstrationer for synspunkter, som regeringen er imod, er ikke radikalisering, de er tværtimod en vigtig del af den demokratiske politiske kamp.
Det, der øger radikaliseringen, er, når frustrerede, vrede mennesker ikke kan finde nogen veje til at blive hørt eller til at udtrykke deres frustration og vrede.
Så er der fare for, at nogen griber til andre midler.
Justitsministeren og regeringen må overveje, om de faktisk selv bidrager til at øge radikaliseringen.
Regeringen konstaterer, at Israel har lov til at forsvare sig, og så må man acceptere, at der ryger nogle palæstinensere med i købet.
Regeringen nævner sjældent, at et undertrykt og besat folk har ret til modstandskamp. Og de siger slet ikke, at så må man acceptere, at der ryger et par israelere med en gang i mellem.
Det skal de heller ikke sige.
Det vigtige er ikke at konstatere, at en stat har lov til at forsvare sig, og at et undertrykt folk her ret til frihedskamp.
Begge dele er rigtigt, men det vigtige er at sige: Stop terroren mod civile. Det vil Danmarks regering ikke kræve.
Det er skammeligt.
Og det bliver opfattet som støtte til Israels fortsatte terror mod palæstinenserne. Det bidrager til en oplevelse af, at fredelige protester ikke bliver hørt.
Fredelig hilsen
Hasse Schneidermann
Formand for bestyrelsen
Fredsministeriet
hasse.schneidermann@gmail.com
Åbent brev til Danmarks regering
Fredsforhandlinger i stedet for krigshandlinger!
Fredsbevægelsen opfordrer hermed regeringen til at arbejde for forhandling og våbenhvile i Ukraine.
Ingen af de krigsførende parter ser nogen grund til våbenhvile, men for almindelige mennesker er det rigeligt, at krigens død og ødelæggelse må stoppes.
For Ukraine er krigen en katastrofe.
Voldsomt mange mennesker er døde og lemlæstet, og millioner er flygtet.
Byer og lokalsamfund er ødelagte, og mange kæmper en daglig kamp for lægehjælp, rent drikkevand, elektricitet og varme.
Rusland og Vesten spilder enorme ressourcer på krigen og våbenleverancerne – ressourcer, som der ellers er hårdt brug for til løsning af andre globale samfundsproblemer.
Krigen er en tikkende bombe under fødevaresikkerheden i verden, da Rusland og Ukraine er storeksportører af basale fødevarer til verdens fattigste lande.
Og ikke mindst risikerer krigen at udvikle sig til en atomkrig, der vil ramme os alle.
Vi fordømmer invasionen og kræver fredsforhandlinger i stedet for krigshandlinger.
Våbenhvile er ikke overgivelse, men alene et stop for krigens myrderier og ødelæggelser. Uenighederne vil fortsat bestå, men må afgøres gennem forhandling.
For at undgå at krigen blusser op igen, må Vesten engagere sig lige så meget i en fredelig løsning, som regeringerne hidtil har engageret sig i krig.
Vi opfordrer her til at kvinder får en væsentlig rolle i fredsforhandlingerne, fordi det er et faktum, at hvor kvinder har deltaget, har resultatet været længerevarende.
Rusland har ansvaret for krigen i Ukraine, men Vesten har et medansvar for at få stoppet uhyrlighederne, så krigen ikke eskalerer yderligere.
Resten af verden bakker ikke op om fortsat krig – Indien og Kina foreslår våbenhvile, og det samme gør andre store lande i Afrika og Sydamerika.
Derfor opfordrer vi den danske regering til i EU, FN og NATO at arbejde for forhandling og våbenhvile nu, så en fredsproces kan komme i gang.
Aldrig Mere Krig
Esbjerg Fredsbevægelse
Forbyd Atomvåben – ICAN i Danmark Fredsaktivisterne i Nordjylland
Fredsinitiativet DK
Fredsinitiativet Roskilde Fredsministerium
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed Netværket Fyn for Fred Rådet for International Konfliktløsning
Svendborg Fredsgruppe
Århus mod Krig og Terror
Baseaftale skader Danmarks sikkerhed
Der forberedes en aftale om amerikanske baser i Danmark.
Aftalen vil betyde, at Danmark afgiver suverænitet vedrørende retshåndhævelse, militære aktiviteter og om der må være atomvåben i Danmark.
Det viser erfaringer fra lande, hvor USA har baser.
USA tillader ikke, at amerikansk personel dømmes af værtslandet. Hvis amerikansk personel skal retsforfølges for gerninger begået i Danmark, er det alene USA, der kan gøre det. Retten til at bestemme, hvad der er lov og ret i Danmark overgives i de sager fra dansk politi og domstole til USA.
Det er alene USA, der bestemmer, hvad der sker på USA’s baser. USA varetager med baserne egne interesser frem for værtslandets interesser. I Japan placerede USA atomvåben på baserne, selv om Japan klart var imod atomvåben.
Aftalen er farlig for danskerne, fordi den vil øge faren for krig og gøre Danmark til bombemål.
Hvis de danske stræder og bælter bliver spærret i en konflikt med Rusland, så er det ikke USA, men Danmark, der risikerer ødelæggelse. Hvis amerikanerne fra baser i Danmark angriber eller truer Rusland, så er det i første række Danmark, der risikerer ødelæggelse.
Vi siger nej til amerikanske baser.
Det er alene dansk lov, dansk politi og danske domstole, der skal afgøre og håndhæve, hvad der er lov og ret i Danmark.
Det er alene Danmarks regering og Folketinget, der skal bestemme, hvilke militære aktiviteter, der skal udgå fra dansk territorium