Sankt Hans for fred 2023.06.22

Kære fredsvenner.

Det er jo ærgerligt, at vi ikke kan tænde bål i dag. Men det er fornuftigt nok. Når der er tørke og brandfare, skal man lade være med at tænde bål, og hvis der skulle blive brand, skal man naturligvis slukke den, alt andet er uansvarligt og kan udvikle sig til en katastrofe.

Jeg har tidligere været brandmand på Århus Flydedok. Hvis der var brand eller fare for brand, skulle man køle området ned, f.eks. med vand og fjerne brændbart materiale.

Nu brænder det i Ukraine. Krigen er brudt ud i lys lue. Der er i årevis bygget op til et kæmpe bål. Putin har antændt det med angrebet på Ukraine. Ilden truer med at brede sig og katastrofen truer.

Fra store dele af verden tilbyder lande og organisationer at hjælpe med at køle konflikten ned og slukke bålet.

Senest forsøger en delegation af afrikanske statsledere med Sydafrika i spidsen at mægle og få gang i forhandlinger. 

”Hovedbudskabet i den mission, vi er på”, siger den sydafrikanske præsident Ramaphosa, ”er, at denne krig skal løses, og fred skal opnås gennem diplomatiske forhandlinger. Vi er sikre på, at vi skal bevæge os mod fred, for alle krige slutter en dag. Vi mener, at denne krig skal afsluttes så hurtigt som muligt”.

Lad os håbe brandslukningsmissionen lykkes, og lad os opfordre vore politikere til at understøtte indsatsen for forhandling og fred, og ikke puste til ilden.

Også i den overordnede konflikt mellem Rusland og NATO ville jeg ønske, at Danmark ville yde en ansvarlig indsats for nedkøling af konflikten med dialog og forhandling.

Desværre vil folketinget med oplægget til forsvarsforlig i stedet satse på optrapning, oprustning og konfrontation.

Det giver ikke sikkerhed.

Olof Palme konkluderede, at man kun kan føle sig sikker, hvis ens modpart føler sig sikker. Det vil sige, at vi kun kan være trygge som naboer til Rusland, hvis Rusland kan føle sig tryg ved NATO, og omvendt.

Det er en erkendelse, der ikke har fundet vej hverken til NATO eller til de danske politikere. Deres svar er, at vi skal være i stand til at banke russerne.  Det føler jeg mig ikke tryg ved.  Der er stor fare for, at vi ryger med i købet, hvis NATO skal banke russerne.

Kennedy konkluderede efter Cuba-krisen, at man ikke kan vinde en krig med en atommagt, og at man ikke skal presse en atommagt ud i valget mellem et ydmygende nederlag eller en atomkrig.   Den erkendelse, har politikerne også glemt i dag.

Lad os huske politikerne på, at de har et ansvar for forebyggelse og brandslukning.

Den planlagte oprustning er ikke at nedkøle den faretruende konflikt mellem Rusland og NATO, det er at samle brænde og lægge an til et større bål. Det vil svække danskernes sikkerhed ved at øge faren for krig og ødelæggelse.

I stedet for oprustning og konfrontation har vi brug for konfliktnedtrapning, dialog, forhandlinger og aftaler om fælles europæisk sikkerhed.

Lad os få en fredelig Sankt hans, og lad os passe på ikke at starte brande.


Oplæg på fredscafe i Helsingør den 24. maj 2023

Vi skal i dag diskutere amerikanske baser i Danmark og atomvåben.
Jeg vil fortælle, hvad vi ved om vilkårene for baseaftaler med USA, og hvad baserne
vil betyde for dansk suverænitet og for Danmarks sikkerhed. Da spørgsmålet om
amerikanske baser er tæt knyttet til diskussionen om atomvåben, vil vi også komme
ind på faren for atomkrig.

Om amerikanske baser i Danmark

I forbindelse med det nationale kompromis i februar 2022 oplyste Mette
Frederiksen, at der forhandles med USA om en aftale om udstationering af
amerikanske styrker og materiel i Danmark.
Siden har vi ikke hørt mere til, hvad der forhandles om, så vores viden om
baseaftaler kommer dels fra lande med mere åbenhed og dels fra afsløringer af
forhold og vilkår for eksisterende baser.
Meget kender vi fra den Norske kampagne Aksjon mot baseavtale med USA, som
Bitte Vatvedt tidligere i år var i Danmark for at fortælle om.

Om suverænitet, myndighed og retshåndhævelse

I NATO’s SoFa aftale, der handler om status for udstationerede styrker fra
medlemslande i NATO er bestemt, at det udsendende lands myndighed kan
behandle og straffe de udsendte soldater for brud på det udsendende lands
militære lovgivning, mens det modtagende land kan behandle og straffe udsendte
soldater for overtrædelse af modtagerlandets civile lovgivning begået i
modtagerlandet.
Folketinget har derfor i 1955 vedtaget at :
”I det i overenskomstens (SoFa) artikel VII angivne omfang og i overensstemmelse
med de i nævnte artikel indholdt bestemmelser kan overenskomstdeltagernes
militære myndigheder udøve kriminel og disciplinær jurisdiktion på dansk, herunder
også grønlandsk territorium.”

Det betyder, at USA kan dømme amerikanske soldater i Danmark for brud på USA’s
love, men det er Danmark, der dømmer udenlandske soldater i Danmark for
overtrædelse af dansk lov
Det er måske rimeligt nok, og ikke et stort problem. Suverænitetsproblemet opstå,
når vi i stedet for SoFa aftaler taler om bilaterale aftaler, baser og vedvarende
udstationering af amerikansk militær.
Her viser aftaler i andre lande en hel anden suverænitetsafgivelse. Her får
amerikanske styrker ret til at bruge magt, inklusive væbnet magt, og dømme og
straffe efter amerikansk lov samt at forsvare amerikansk personel, baser og materiel
i modtagerlandet også med magtanvendelse og våben.
Det kan også gælde forsvar mod protester, der er lovlige efter modtager landets
lovgivning. Og det er amerikanske myndigheder, ikke modtagerlandets
myndigheder, der skal vurdere om amerikanernes magtudøvelse er lovlig.
USA tillader normalt ikke, at amerikansk militær indsat i andre lande kan
retsforfølges og dømmes af andre end USA.
Frederik Harhoff siger: ”Hvis amerikanske soldater eksempelvis begår forbrydelser i
Danmark, vil USA selv efterforske forbrydelsen og beslutte, om der kan rejses tiltale.
Dermed overflyttes retten til at efterforske forbrydelser begået på dansk jord fra
dansk politi til amerikanske myndigheder”.
Det er en suverænitetsafgivelse vedrørende retshåndhævelsen, som vi ikke skal
acceptere.
Vi ønsker, at det er dansk lovgivning, dansk politi og danske domstole, der alene
afgør og håndhæver, hvad der er lov og ret i Danmark.

Om suverænitet og sikkerhed

Et andet suverænitetsspørgsmål vedrører Danmarks sikkerhed. Her har vi erfaringer
fra 1953, hvor USA ville udstationere jagere og bombefly i Danmark, men Danmark
endte med at sige nej tak, fordi USA ikke ville give Danmark indflydelse på, hvad
flyene skulle bruges til, og end ikke ville acceptere, at det skulle være til forsvar af
Danmark.

Den danske regering frygtede dengang, at udstationering af amerikanske fly til
angrebsformål og evt. militære angrebsoperationer fra baser i Danmark ville øge
faren for angreb på Danmark.
Samtidig ville Danmark miste sikkerhedspolitisk handlefrihed og suverænitet, og
oprettelsen af udenlandske baser på dansk jord ville møde modstand i en stor del af
den danske befolkning.
Det er således et 70 år gammelt dansk princip vedrørende sikkerhedspolitik og
suverænitet, at vi ikke vil have udenlandske baser i fredstid, fordi regering og
folketing selv vil bestemme, hvad der skal ske i Danmark.
Der blev dog året efter indgået aftale om udstationering af amerikanske flystyrker,
men kun i krise- og krigstid.
Nu kender vi jo ikke den danske baseaftale, men erfaringen fra 1953 og fra
baseaftaler i andre lande viser, at amerikanerne ikke vil acceptere begrænsninger på
deres militære handlefrihed på og ud fra baserne.
Det er en sikkerhedspolitisk suverænitetsafgivelse, som vi ikke skal acceptere.
Det er alene Danmarks regering og folketinget, der skal bestemme hvilke militære
operationer, der skal udgå fra dansk territorium.

Om suverænitet og atomvåben

Et særligt aspekt i basespørgsmålet om atomvåben.
Danmark sagde i 1957 nej til udstationering af atomvåben.
I 1957 ønskede USA og NATO, at placere atomvåben i Danmark. Danmark sagde
officielt nej til at have atomvåben i fredstid. Regeringen lovede befolkningen det.
Det har siden været officiel dansk politik, som politikerne ikke siden har turde åbent
at bryde.
Det var det, politikerne sagde til befolkningen, og det, som Mette Frederiksen stadig
siger.
Modstanden var mest i ord. Det var det, som man sagde til befolkningen og officielt
mente. Blandt magthaverne er det nok sådan, at udenrigs- og sikkerhedspolitik
anses for så vigtigt, at det ikke er noget befolkningen skal blande sig i.

Der blev i hvert fald opstillet NIKE missiler på Sjælland, som godt nok officielt var
beregnet til konventionel ammunition, men som var konstrueret til og beregnet til
atomsprængladninger. Mandskabet til batterierne blev trænet i atomkrig.
Atommissilerne blev opbevaret lige syd for grænsen, så de hurtigt kunne køres ind
under eller op til en krise.
Og på Grønland har amerikanerne jo Thulebasen. I 1957 lod H C Hansen
amerikanerne forstå, at de helst ikke skulle spørge eller informere Danmark vedr.
atomvåben på basen. Amerikanerne forstod det, og havde hemmeligt
atombevæbnede fly, der brugte basen.
Så længe, det var hemmeligt, var alt godt for den danske regering.
Ved valget samme år var der valgplakater med teksten: ”H.C. Hansen siger nej til
atomvåben i Danmark”.
I 80’erne, hvor frygten for – og modstanden mod atomvåben var stor, var der megen
fokus på, om amerikanske flådefartøjer, der kom til danske havne, havde
atomvåben ombord.
Regeringen nægtede at spørge amerikanerne om det, og nægtede at indskærpe, at
USA ikke måtte have atomvåben i dansk territorialfarvand. Det ville være
fornærmende, sagde politikerne, for vore allierede kendte jo Danmarks politik om
ingen atomvåben på dansk jord.
Vi ved nu, at amerikaneren i hemmelighed har haft udstationeret atomvåben på
deres baser i lande, som var klart imod atomvåben, blandt andet i Japan.
Nu siger Mette Frederiksen til danskerne, at der ikke må være atomvåben med, når
amerikanske militær og materiel udstationeres i Danmark. Jeg ved ikke, om hun tør
sige det til amerikanerne.
Jeg er sikker på, at Danmark ikke får lov at kontrollere det, og end ikke vil bede om
at få lov at kontrollere. Det ligger i baseaftalerne, at det, der er på baserne, og det
der sker på baserne, er noget amerikanerne bestemmer, og som værtslandet ikke
skal blande sig i.
Det skal vi ikke finde os i. Politikerne har lovet os, der ikke skal være atomvåben i
Danmark. Det skal respekteres, ikke omgås i hemmelighed.

Truslen om atomkrig

Når vi ikke vil have atomvåben i Danmark, så er det fordi, konsekvenserne af
atomvåben er forfærdelige.
I Hiroshima og Nagasaki så man virkningen af radioaktiv stråling.
Under den kolde krig satsede man på, at magtbalancen og frygten for gensidig
udryddelse ville afholde atommagterne fra at bruge atomvåben.
Efter Cuba-krisen konkluderede Kennedy, at man ikke kan vinde en krig mod en
atommagt, og at man ikke skulle presse en atommagt ud i valget mellem et
ydmygende nederlag eller en atomkrig
Det har man helt glemt i diskussionen om krigen i Ukraine.
Siden nedrustningsaftalerne mellem Reagan og Gorbatjov har folk gradvist glemt at
være bange for atomkrig.
Men militæret og våbenindustrien har arbejdet ihærdigt på at gøre brug af
atomvåben mulig.
Gennem udvikling af missilskjold, som også Danmark medvirker til, tror man at
kunne opnå ’first strike capability’. Det vil sige evnen til at slå først uden selv at blive
udslettet bagefter. Ideen er, at hvis man med første slag kan fjerne de fleste af
fjendens atomraketter, så kan man med missilskjoldet pille de resterende raketter
ned bagefter.
Det er skræmmende, og der er politikere, militærfolk og strateger, der tror så meget
på det, at de har brugt milliarder af dollars på at realisere missilskjoldet.
For at undgå en for stor katastrofe, og for at gøre atomvåben politisk acceptable,
har man udviklet små såkaldt ’anvendelige’ atomvåben. De er små i den forstand, at
det ikke er 70’ernes dommedagsbomber, men atombomber, der kun er noget større
end bomberne over Hiroshima og Nagasaki.
Problemet er, at den første bombe, der kastes, vil medføre optrapning og mange
flere bomber. Missilskjold eller ej.
Der skal ikke ret mange bomber til for at udløse en fimbulvinter. En fimbulvinter er i
nordisk mytologi optakten til Ragnarok. Det er en vinter, hvor solen ikke kommer
frem i 3 år.

Et mindre antal atombomber vil sprede så meget støv og røg i atmosfæren, at det
meste vegetation dør, og landbrugsproduktion på hele eller store dele af kloden er
umulig i flere år. Forestil jer, hvad det betyder for dem, der gerne vil have mad hver
dag.

Er der så en reelt fare for atomkrig?

Vestlige analytikere anser det for så sandsynligt, at de diskuterer, hvordan vestens
modsvar på et russisk atomangreb i Ukraine skal være.
Man forsikrer os, med vanlig tro på vestlig teknologisk overlegenhed, at hvis
russerne bruger atomvåben, kan vesten udslette alle russiske militære enheder i
Ukraine og hele Sortehavsflåden.
Man fortæller ikke, hvad Ruslands modsvar derefter vil blive i en situation, hvor
russerne allerede er begyndt at bruge atomvåben. Tænk selv over det!
Et nederlag truer både for Ukraine og for Rusland med at ramme så grundlæggende
interesser, at alle hensyn vil blive tilsidesat for at undgå et nederlag.
Ukraine risikerer at miste store dele af sit territorium.
Rusland risikerer at miste sin sortehavsflåde, der har hjemsted i Sevastopol på Krim.
Begge lande risikerer at skulle efterlade et stort nationalt mindretal på den anden
side af grænsen.
Rusland risikerer, at Ukraine bliver medlem af NATO, og at der opstilles amerikanske
a-våben i Ukraine, hvorfra de kan nå det centrale Rusland på få minutter.
Peter Viggo Jakobsen har sagt det således: ”Selvfølgelig vil de [russerne] benytte
atomvåben, hvis det er deres sidste udvej for at undgå at miste Donbas og Krim.
Folk, der siger andet, forstår hverken krigens eller russernes logik.”

Hvad kan vi gøre ved det?

Kræv forhandling og fred i Ukraine. Vi må stoppe optrapningen mod en atomkrig i
Ukraine. Det kræver, at der skabes en ramme for forhandlinger i neutralt regi, f.eks.
i FN, og at der lægges pres på parterne til at søge en forhandlingsløsning.

Nedtrap konflikten med Rusland. En varig fred kræver dialog, tillidsskabende
foranstaltninger og nye nedrustningsaftaler, så der kan findes udvikles en fælles
europæisk sikkerhedsordning med sikkerhed for alle landene.

Forbyd atomvåben. FN har vedtaget en traktat, der forbyder fremstilling,
anvendelse af, trusler med og opmagasinering og udstationering af atomvåben.
Det er nu gældende international ret. Atomvåben er nu ulovlige ligesom giftgas,
kemiske våben og andre frygtelige våbentyper.

ICAN, International Campaign to Abolish Nuclear Weapons, fik Nobels fredspris for deres arbejde for et forbud mod Atomvåben. Men Danmark vil ikke tiltræde forbudstraktaten fordi NATO’s og dermed vores strategi bygger på atomafskrækkelse. Danmark henviser i stedet til ikkespredningsaftalen, men ikkespredningsaftalens forpligtelse til at søge at afskaffe atomvåben har ligget i dvale i 20 år, mens der er blevet spredt a-våben ud på amerikanske baser i lande, der ellers ikke havde a-
våben.

Vi ved godt at atommagterne ikke bare fjerner deres a-våben. Og at de også har
dem for at beskytte sig. Der er derfor brug for dialog, tillidsskabende foranstaltninger, forhandlinger og aftaler for at få fjernet a-våbnene. Forbudstraktaten er en vej til at lægge pres på atommagterne, og Danmark bør være
med.

Om Danmarks sikkerhed

Man må spørge sig selv, hvorfor i alverden vil politikerne dog afgive så meget af
dansk suverænitet, og hvorfor vil de overlade så betydende myndighed og
beslutningsret til amerikanerne, og hvorfor vil de samme politikere holde fast i en
farlig atomvåbenstrategi?
Det vil de, fordi regeringen og stort set alle folketingets partier tror på, at dansk
sikkerhed bedst opnås ved at tækkes amerikanerne og følge dem blindt.
Det er altså for Danmarks sikkerheds skyld, at vi skal have en baseaftale. Og hvorfor
er vi så i mod det?

Det er vi, fordi Danmark og USA har forskellige sikkerhedspolitiske interesser.
Hvis de danske stræder og bælter bliver spærret i en konflikt med Rusland, så er det
ikke USA, men Danmark, der risikerer ødelæggelse.
Hvis amerikanerne fra baser i Danmark angriber eller truer Rusland, så er det i første
række Danmark, der risikerer ødelæggelse.
Danmark har brug for en fælles europæisk sikkerhedsordning. Olof Palme
konkluderede i sin tid, at et land ikke kan føle sig sikkert, hvis dets modstander ikke
føler sig sikker.
Danmark (og Europa) skal leve med Rusland som nabo. Det er klart i vores
sikkerhedspolitiske interesse, at det kan ske fredeligt.
USA derimod taber ikke noget, men tjener milliarder af dollars på en krig i Europa.
Denne geografisk betingede interesseforskel forklarer også, hvorfor USA arbejder
for en optrapning af konflikten med Rusland, mens Frankrig og Tyskland er tøvende
og foretrækker en diplomatisk løsning på Ukraine-krisen.

Mit hovedbudskab om baseaftalen

Sig nej til baseaftalen, den udhuler vores suverænitet, gør Danmark til bombemål,
øger krigsfaren og undergraver ikkespredningsaftalen og bestræbelserne på at
forbyde atomvåben.
Mit hovedbudskab om atomvåben er, at brug af atomvåben vil ødelægge vores
livsbetingelser, derfor skal vi stoppe udviklingen mod atomkrig i Ukraine, kræve at
Danmark tilslutter sig FN’s forbudstraktat, og så naturligvis sige nej til amerikanske
baser.