Kære fredsvenner.

Militarisme og oprustning vinder frem. Politikerne taler ikke længere om diplomati, dialog og fredelig konfliktløsning.

Det skyldes ikke, at nogle politiske ledere er onde. Det handler ikke om personer som Trump, Putin og Mette Frederiksen.

Det handler om, at staterne og de herskende eliter varetager deres interesser. Og at disse interesser ændrer sig, når verden ændrer sig.

Den forklaring, vi får i medierne, er, at det er en kamp mellem de gode, demokratierne, anført af USA mod de onde, autokratierne, anført af Rusland og Kina og den onde leder, Putin.

Med den analyse er det jo logisk, at vi må ruste os til krig, for de andre er jo definerede som onde, så de vil os det pr. definition ondt. Så er yderligere analyser unødvendige og faktisk uønskede.

Det fører til fejlslutninger, som da danske medier og politikere antog, at det var de onde russere, der havde sprængt Nord Stream-rørledningerne, og saboteret deres egen mulighed for at eksportere russisk gas

Jeg vil forsøge mig med en analyse.

De store fremskridt, der historisk har begrænset retten til at føre krig, er opnået i situationer, hvor folk er godt trætte af krig og ikke kan klare mere krig, og hvor herskerne derfor var nødt til at lave aftaler. Det gælder den Westphalske fred efter 30 års krigen, som gav os princippet om national suverænitet, som andre fyrster ikke skulle blande sig i.

Det gjaldt efter 1. verdenskrig, hvor vi fik Folkeforbundet, der via forhandlinger skulle forhindre fremtidige krige.

Det gjaldt efter 2. verdenskrig, hvor vi fik FN, med princippet om, at konflikter skulle løses med fredelige midler, og at små og store nationer har lige rettigheder.

Det tyder på, at aftaler om at undgå krig forudsætter bred folkelig opbakning.

Nedturen for FN’s principper accelererede kraftigt, da USA efter Sovjetunionens sammenbrud stod tilbage som verdens eneste supermagt.

USA og Vesten havde nu ikke længere brug for internationale regler, der begrænsede den stærkes ret. I stedet begyndte man at begrunde magtanvendelse moralsk. Det gav USA og Vesten ret til at føre krige, mens resten af verden skulle kende sin plads, og ikke udfordre Vestens overhøjhed.

Bush-doktrinen fra 2001 sætter ord på det. USA erklærer der officielt, at de har særlige rettigheder, også til at angribe, hvis nogen nærmede sig at kunne udfordre USA’s status, som den eneste supermagt.

Siden da har Vesten gradvist undergravet FN. USA har stoppet støtten til det ene FN-organ efter det andet. Danske politikere og medier er langsomt, men lydigt, fulgt med, selv om Danmark stadig betaler. Politikere og medier fortæller os i stigende grad, at FN ikke dur, og ikke kan løse problemerne, og at hvis det er rigtig alvorligt, må NATO træde til.

Allerede med krigen mod Serbien 1999 gik Danmark over til at gå i krig uden FN-mandat. Siden da har det ikke været FN, men NATO, der havde betydning for, om Danmark gik i krig.

I FN-regi blev retten til forebyggende krige og moralsk begrundede krige forsøgt indført med Responsibility to Protect. Nu måtte en ’god’ udefrakommende magt bruge militære midler, hvis en ’ond’ regering truede med at begå alvorlige forbrydelser mod eget folk. Påstande om dette blev brugt til at retfærdiggøre, og dermed lovliggøre angrebet på Libyen.

Dermed kom den internationale orden til at bygge på det, man kalder den regelbaserede orden. Det er noget andet end den gamle FN-baserede verdensorden, hvor konflikter skulle løses med fredelige midler, og små og store nationer havde lige ret. Nu havde Vesten ret og magt til at gribe ind i det godes tjeneste, mens de andre, autokratierne, det Globale Syd mv. skulle underordne sig militært, økonomisk og politisk og kende deres plads. Ellers risikerede de handelsrestriktioner, økonomisk blokade, konfiskation af midler i udenlandske banker, blokering af internationale betalinger, statskup, farverevolutioner eller militær intervention.

Bevares, USA havde før lavet militære interventioner, regimeskifter, militærkup og blokader. Det nye er, at det nu var en del af ’den regelbaserede orden’ og en norm med opbakning fra den vestlige verden, inklusiv dansk opbakning politisk, økonomisk og i flere tilfælde militært.

Så længe USA var militært overlegen, teknologisk førende, økonomisk dominerende, så længe al olie skulle afregnes i dollar, alle internationale betalinger kontrolleredes gennem SWIFT, og USA/Vesten dominerede nyhedsformidlingen, så var det bare sådan verden var. Det blev retfærdiggjort med fortællingen om, at Vesten var de gode. Og ve den, der ikke ville indordne sig.

Men de forudsætninger er ikke længere til stede. Derfor er verden nu igen i forandring. USA’s verdensherredømme falder hastigt fra hinanden.

Under globaliseringen flyttede industriproduktionen ud af USA og Europa og ud til lande med billig arbejdskraft og råvarer. Man glemte blot, at den industrielle og teknologiske udvikling sker sammen med produktionen, så nu har Kina indhentet eller overhalet USA med hensyn produktion og teknologi, herunder AI, militærteknologi og rumteknologi.

Nu afregner mange lande indbyrdes i egne valutaer i stedet for i dollar, også vedrørende olie. BRIKS-landene udvikler deres eget betalingssystem uden om SWIFT. Det gør USA’s statsgæld til et stort problem. De kan ikke længere bare dække underskuddet ved at udstede nye obligationer. Derfor vil USA ikke bindes i nye dyre krige ude i verden.

Det har også konsekvenser for europæisk sikkerhedspolitik.

Under den kolde krig var USA’s hovedmodstander Sovjetunionen. Med NATO sikrede USA sig dengang, at en evt. kommende krig med Sovjetunionen ville blive udkæmpet i Europa.

Men Sovjetunionen brød jo sammen. Nu er det Kina, der er den store udfordring for USA’s verdensherredømme. Europas politiske og militære betydning er dermed forsvundet, for en krig med Kina vil blive udkæmpet og afgjort i Asien. USA har ikke længere brug for, og heller ikke råd til at have militær i Europa. Det må europæerne selv klare.

Sideløbende med og som følge heraf er en ny multipolær verdensorden på vej, drevet bl.a. af BRICKS-landene. Det giver landene i det Globale Syd en forhåbning om, at de også kan udvikle deres økonomi og produktion og få en anden rolle end at levere billig arbejdskraft og råvarer.

Den udvikling skyldes ikke Trump, og den forsvinder ikke, når USA får en anden præsident.

Ikke bare Trump, men de herskende kræfter i USA, både demokrater og republikanere, ser dette. USA’s ændrede strategiske interesser har igen ændret USA’s politik. De herskende i Europa vil ikke erkende det, og holder stædigt fast i, at alt bliver godt igen, når Trump går af.

Krigen med Iran har tydeligt vist USA’s vigende magt.

Og folkemordet i Gaza har helt undergravet fortællingen om Vesten som de gode, og afsløret dobbeltmoralen.

Når de industrielle, økonomiske, teknologiske og ideologiske forudsætninger for USA’s verdensherredømme smuldrer, bliver der ikke andet tilbage end den rå militære magt.

Derfor skal USA’s allierede nu bære byrden af en oprustning i hidtil uset grad. Og oprustningen skal ikke bare bevare Vestens militære magt, men også drive en industriel genopbygning. Det var temaet på NATO’s topmøde i Ankara. Mark Rutte kalder det en forsvarsindustriel revolution.

Det var lidt om baggrunden for den triste udvikling.

Når det nu ikke skyldes, at Trump er dum, men skyldes, at verden er ændret, kan vi så gøre noget ved det, eller ender det i en verdenskrig?

Vi må se i øjnene, at det er farligt.

Særligt 2 krige, krigen mod Iran og Ukrainekrigen har potentiale til at eskalere til atom- og verdenskrig.

USA sidder fast i Iran-krigen. Hvis Trump trækker USA ud, vil det være et ydmygende nederlag med konsekvenser for USA’s magt og status i hele Mellemøsten.

Men Trump kan ikke vinde uden at bruge atomvåben. Det er det, der menes, når Trump taler om at udslette Iran.

Også i Ukrainekrigen kan det gå helt galt.

Nu rammer Ukraine mål i hele Rusland med langtrækkende droner og missiler. Rusland kan ramme våbenfabrikkerne i Ukraine, men Ukraines nye langtrækkende våben produceres på fabrikker i Europa. Mest i Tyskland. Så dem kan Rusland ikke bombe uden at eskalere konflikten.

Der er kræfter i Rusland, der presser på for en konfliktoptrapning. Der er krav om at ramme våbenfabrikkerne, og der er krav om at bruge atomvåben ’for at genetablere atomafskrækkelsen’.

Hidtil har Putin og den russiske ledelse afvist disse krav. Presset på Putin vokser, mens EU opruster med henblik på at kunne føre og vinde en krig med Rusland inden 5 år.

Hvis, eller snarere når, russerne konkluderer, at de alligevel kommer i krig med EU inden 5 år, så er der fare for, at de kræfter vinder, der allerede nu kræver optrapning og atomafskrækkelse.

Her er Danmark desværre dybt involveret i optrapning og mere krig, og imod dialog og konfliktnedtrapning, så her ligger nok vores mest påtrængende opgave.

Igen fører fordommen om de gode og de onde til den ’nødvendige’ konklusion, at vi må besejre de onde russere, mens en analyse ville vise, at det bedste var at kunne leve fredeligt sammen med vore naboer. Og at det også er Ruslands interesse. Russerne har ingen ting at vinde ved en ødelæggende storkrig, hvor de ikke kan sejre.

Men udviklingen giver også håb. Det, at grundlaget for USA’s dominans smuldrer, giver håb om en bedre og mere fredelig verden. Måske kan vi i fremtiden undgå krige som dem i Afghanistan, Irak, Libyen og Iran, hvis USA’s position som verdens herre og moralens vogter bliver afløst af en multipolær verdensorden med flere magtcentre, der afbalancerer hinanden.

Det er i hvert fald håbet for mange lande i det Globale Syd, der gerne vil udvikle deres økonomi og produktion til mere end at levere billige råvarer og arbejdskraft, og nu ser en mulighed for at gøre det uden at blive udsat for intervention, blokade eller kup.

Derfor bakker landene i det Globale Syd stadig op om FN. De vil gerne reformere FN, og give det Globale Syd en større rolle, men de har, modsat Vesten, fortsat brug for principperne om national suverænitet, fredelig konfliktløsning og små og store nationers lige ret.

For landene i Europa, er det anderledes. Den herskende europæiske elite holder fast ved drømmen om, at USA’s dominans kan sikre Vestens overherredømme. Derfor forsøger de at leve op til USA’s krav om oprustning og om at styrke våbenindustrien gennem en forsvarsindustriel revolution. Derfor fik USA lov til gøre, hvad de vil på Grønland. Derfor er Danmark stadig klar til at lægge hånden på kogepladen og gå i krig uden FN-mandat, hvis USA kalder.

Europas ledere ønsker ikke dialog og aftaler med Rusland om fred og fælles sikkerhed. EU-landene ønsker at fastholde USA’s engagement i Europa ved hjælp af fortsat krig i Ukraine og fortsat konflikt med Rusland.

Danmark, og særligt Mette Frederiksen, er meget aktive fortalere for dette.

Oprustning og støtte til krig besluttes desværre uden nogen modstand i folketinget, fordi ikke bare alle politikerne, men også størstedelen af befolkningen, tror på fjendebilledet og fortællingen om, at de andre er onde.

Alle politikerne er opdraget med den overbevisning, at dansk sikkerhed opnås ved at have det tættest mulige forhold til USA

Og det er her, i Danmark, vi kan gøre noget. Det er de danske politikere og den danske befolkning, vi kan påvirke. Trump og Putin er fuldstændig ligeglade med, hvad danske krigsmodstandere gør og siger, så dem kan vi ikke påvirke, men regeringen kan påvirkes, hvis vi presser dem.

Det er i dag op ad bakke, men heldigvis kan vi bygge på, at befolkningen stadig er imod krig og for FN’s principper. De accepterer bare oprustning og krig, fordi de tror, det er nødvendigt.

Danskerne ved godt, at man ikke kan løse en konflikt uden at tale med den, man er i konflikt med, og at man ikke stopper en krig uden en forhandling med modparten om fred. Men propagandaens logik er jo, at de onde kan man ikke forhandle med.

For at vende udviklingen, forhindre oprustningen og sikre freden må vi overvinde fortællingen om kampen mellem de gode og de onde. Det betyder ikke, at vi er putinister, eller at vi sympatiserer med de diktatorer, som Vesten ikke kan lide.

Vi synes, at man skal lægge sin sikkerhedspolitik ud fra en reel analyse og forståelse af de forskellige aktørers interesser og handlemuligheder, og ikke ud fra en forudfattet holdning om, at nogen er onde.

Vi må kræve, at Danmark arbejder for at mindske risikoen for atom- og verdenskrig. Det gør Danmark ikke i dag.

Danmark skal ikke underordne sig USA’s kamp for verdensherredømmet, men erkende, at USA og Europa ikke har samme interesser.

I Mellemøsten skal Danmark og EU understøtte forsøg på mægling, som vi ser fra FN og Pakistan.

Danmark skal turde lægge pres på vore allierede i USA og Israel, for at stoppe angrebene og for, at de (USA og Israel) skal acceptere, at der må indgås en fredsaftale med Iran.

Tilsvarende må Danmark og EU acceptere, at der skal forhandles en fred i Ukraine, og at vi fremover skal leve i et fredeligt naboskab med Rusland, simpelthen fordi, vi ikke kan leve med en atomkrig. At leve fredeligt sammen kræver dialog i stedet for oprustning og konfliktoptrapning.

Danmark skal overholde FN’s principper. I FN skal Danmark tale for forhandling og fred og imod krig. Vi skal ikke, som den danske FN-ambassadør gjorde, da USA og Israel angreb Iran, fuldstændigt bakke op om angriberne og i stedet kritisere, at Iran forsvarer sig ved at angribe amerikanske mål i andre Golf-lande.

Vi skal forkaste fortællingen om de gode og de onde, og arbejde for en bred folkelig opbakning til og tro på FN. Kun sådan kan vi presse regeringen tilbage på FN sporet, og få Danmark tilbage til at arbejde for fredelige løsninger og imod krig.