I mere end 100 år har vi kæmpet for helt basale rettigheder, der skal gøre det muligt at leve et værdigt liv.

Vi har kæmpet for retten til en fair løn. Retten til sundhed. Retten til uddannelse. Retten til at passe på vores familier – vores børn og dem, vi elsker.

Nu står vi på et kritisk tidspunkt i historien, hvor klimaforandringerne er i gang med at undergrave alt det, vi har kæmpet for. For klimakrisen er ikke ”bare” en miljøkrise. Det er en social krise. Det er en krise, der forstærker uligheden og truer vores fælles velfærd.

Klimakrisen gør de fattige fattigere.

Når priserne på mad på bare 5 år er steget med 32 procent, så er det ifølge Nationalbanken bl.a. fordi, oversvømmelser og hedebølger mange steder i verden har gjort det sværere at producere mad.

Så længe temperaturstigningerne fortsætter op, er det lige så sikkert som amen i kirken, at priserne på mad følger med.

Vi ser allerede i dag, hvordan det går ud over de mest sårbare og udsatte her i Aarhus. Det kræver handling! Vi må aldrig nogensinde acceptere fattigdom som et vilkår.

Vi har en forpligtelse til at sørge for, at alle – uanset indkomst - har adgang til sunde og nærende fødevarer. Det starter med at fjerne momsen på økologisk frugt og grønt. Det øger lighed i sundhed. Og så skal vi genskabe stærke, lokale fødevaresystemer, så vi ikke er afhængige af globale forsyningskæder, der bryder sammen, når klimaet raser. Her kan vi glæde os over de gode, grønne arbejdspladser, der følger med det.

Klimakrisen skaber A og B-hold, når borgere fastholdes i fossil afhængighed.

Jeg forstår godt, at det kan være fristende at uddele gavechecks, når priserne stiger på benzin og diesel. Det er bare så uendeligt kortsigtet. Og det splitter. Den ene halvdel af befolkningen drøner afsted på grøn og billig energi. Den anden halvdel bliver holdt fast i en afhængighed af dyre fossile brændsler, som skaber krige og forværrer klimaet. Og hvem tjener på det. Ja, det gør olieselskaberne og bilindustrien, som hellere vil bevare status quo end at tage ansvar for fremtiden.

Vores løfte til hinanden i dag skal være, at vi ikke vil lade os splitte. Vi skal stå sammen og hjælpe hinanden, så alle kan transportere sig trygt, frit og grønt – uden at smadre klimaet.

Klimakrisen er blevet en klassekamp.

De rige forurener. De fattige betaler. Det er de rigeste 10 % af danskerne, der står for halvdelen af alle CO2-udledningerne. De flyver i privatfly og kører SUV’er. De tjener penge på at investere i grønne energiprojekter, der rejser sig i folks baghaver, mens vi som almindelige borgere kan se frustreret til.

Derfor er der brug for, at vi sammen hæver stemmen og siger: Stop svineriet!

Lad nu forurenerne betale!

Det er ikke os, der skal betale de milliardstore regninger til klimasikring, der allerede nu hober sig op, fordi vandet kommer til at stå 1 meter højere om 50 år.

Og det stopper ikke med det. For vi skal også kræve medejerskab over den energi, der bliver produceret her i landet.

Vores løfte er, at vi som medejere også er klar til at tage ansvar for vores eget forbrug. Men det kræver, at vi har muligheden for at gøre det.

Da jeg for et par dage siden snakkede med Sebastian Mernild – en af verdens førende klimaforskere – var hans budskab klokkeklart: Vi kan ikke længere stoppe klimaforandringerne. Klimaforandringerne er i fuld gang og 1,5 graders-målet er passé.

Det kommer til at medføre massive forandringer og gøre store dele af kloden ubeboelig.

Ifølge nødhjælpsorganisationen Care er der allerede nu hvert år ca. 23 millioner NYE klimaflygtninge. Det er til sammenligning dobbelt så mange fordrivelser som dem, der skyldes krig og konflikter.

Vi kan ikke bremse klimaforandringerne, men vi kan stå sammen og insistere på, at vi ikke vil lade os trække rundt i et kommercielt cirkus, hvor de rige forsøger at score kassen på klimakrisen, mens andre må gå sultne i seng.

Vi kan rejse os, som vi gjorde for mere end 100 år siden og kræve, at der også i en tid med klimakrise skal være styr på de basale rettigheder, der gør det muligt at leve et værdigt liv.

Vi kan hæve stemmen, så INGEN er i tvivl om, at vi kræver en grøn og retfærdig fremtid.