Mistænkeliggørelse af kollegaer og venner der ikke har hvid dansk baggrund er en tilbagevendende del af regeringstoppens dagsorden. De omtales som potentielt samfundsundergravere, der ikke vil os det godt... som kollegaer ser vi noget helt andet, vi ser kollegaskab og solidaritet med fællesskabet på arbejdspladserne.

Ser vi mod fagforeninger så er den dominerende reaktion på disse angreb tavshed, de forsvarer ikke deres medlemmer.

I øjeblikket varmes der op til valgkamp med afsæt i udlændingepolitikken, det vil betyde fortsættelse af disse angreb – der skal vi vise at tavshed ikke er hele fagbevægelsens reaktion.

Fagforeningernes tavshed er et kæmpe svigt fordi det splitter os på arbejdspladserne og når vi spilles ud mod hinanden står vi svagere– det burde toppen i fagbevægelsen ha’ lært gennem historien og de mange arbejdskampe – tabte og vundne.

Men det er også et svigt fordi den racisme, der ligger inkluderet i sådanne angreb er med til at legalisere USA’s imperialisme – det giver accept af at ’de andre’, ’ de brune med en anden tro’ gerne må angribes og ses som legitime mål for udgrænsning på den ene eller anden måde - hvad enten det er herhjemme, i Gaza eller andre steder i verden. Når de italesættes som ikke-ligeværdige mennesker og som fjender i en eller anden form, hvorfor skulle de så ikke kunne angribes både med ord og med det mest avancerede militærudstyr.

Den hjemlige politik er med til at skabe et billede på verden, hvor folkemord og fordrivelse af millioner af mennesker normaliseres, som vi har set det med Gaza og det palæstinensiske folkemord som fortsætter også på Vestbredden - uden nogen taler om det, hverken Christiansborg eller medierne.

Opbakning til amerikansk imperialisme styres af de, der har magten – økonomisk og politisk, herhjemme, i EU og USA. De der har enorme formuer vil have endnu mere gennem adgang til strategiske råstoffer og andre ressourcer uden hensyn til lokal befolkningen, miljøet, klimaet eller andet. Samtidig sætter de en oprustning i gang som betyder, at vi skal være villige til at dø for deres interesser. Vi har ingen interesse i en oprustning der binder flere og flere midler i militært grej i stedet for i velfærd til dig og mig, vores børn, unge og gamle, i sundhed og uddannelse.

Når regeringen fortsat støtter eksport af militært udstyr til Israel handler det om at vise sig som en logrende allierede til den amerikanske magtelite, som nu åbent gnider sig i hænder over at se de fortjenester deres visioner for et sønderrevet Gaza kan give rigmændene der flokkes om Trump. En vision som palæstinenserne ikke har nogen som helst indflydelse på, hvad der sker i

Den amerikanske imperialisme handler om kontrol og ejerskab over olie og andre strategiske råstoffer, som f.eks. de store gasfelter ud for Gaza og den Grønlandske undergrund – de bekymre sig ikke om alm. menneskers levevilkår hverken i Palæstina, Iran, Ukraine eller andre steder. Derfor ser vi amerikanske angreb og indgreb rundt om i verden som helt åbenlyst handler kontrol med vigtige ressourcer, om kontrol med strategisk vigtige områder og søhandelsruter, der kan øge fortjenesterne – tænk på Panama, Venezuela, Grønland, Sudan, Yemen osv .

Den øgede økonomiske magtkoncentration betyder øget politisk magt uden for demokratisk kontrol og uden for de demokratiske strukturer. En udvikling som er markant og synlig i Trumps USA – men som også ses tydeligt i den stigende uligheden både herhjemme og globalt.

Magtkoncentrationen gør det bydende nødvendigt at fagbevægelsen aktivt handler imod denne udvikling for den vil ramme os alle .. hårdt på et tidspunkt

Så når fagbevægelsens top tror de kan overleve ved at alliere sig med den politiske top, der fastholder USA som nødvendig ven, så må vi sige fra og gøre det klart, at vi ikke får bedre arbejdsvilkår eller liv af, at palæstinenserne myrdes i tusindvis og fordrives fra deres hjem og marker. Tværtimod, når USA ikke møder modstand og kritik er det for dem tilskyndelse til fortsatte angreb og indgreb – og i det globale syd er der ingen der har fået bedre levevilkår via den amerikanske imperialisme, spørg bare folk i Syd- og Mellemamerika.

International solidaritet er stadig fundamentet for fagbevægelsen, for også globalt gælder det, at vi taber når vi spilles ud mod hinanden. Det er kun dem med formuerne, der tjener på den konkurrence vi bliver gjort til en del af når vækstraterne skal øges og stormagterne slås om de værdier som tilhører os.

Den bedste måde at forbedre vores og andres levevilkår på er at gøre noget ved den voksende ulighed - globalt og herhjemme.

Der er mange veje til at handle med afsæt i international solidaritet og forhindre tech-oligarkerne og deres milliardær-venner i at ødelægge kloden og vores liv. I Europa er fagforeninger en vigtig politisk spiller, vi skal få dem til at spille på en anden bane, for lige er det svært at se at de gør andet end passivt at se på… i hvert fald her i landet i sydeuropa er det en anden historie f.eks. med strejke blandt havnearbejderne for at blokere amerikanske våbenleverancer til Israel.

Her hjemmer kan det konkret ske ved at gå op imod de imperialistiske interesser som firmaer som Mærsk og Terma har gode fortjenester på, når de er involveret i det militære samarbejde mellem USA og Israel. Det handler om at presse fagforeningstoppen til at opgive ATP’s investeringer i Israel og i våbenindustri mm. Det handler om at få andre fagforeninger end 3F til at lave kurser i Fred og Velfærd som modsvar til oprustnings- og krigsretorikken.

Helt konkret kan det også være at gå med i det Faglige Palæstina Netværk vi har startet her i byen, hvor vi forsøger at skubbe fagligaktivitet i gang til støtte for palæstinensiske fagforeninger og kollegaer, det er helt konkret modsvar til USA’s imperialisme.

Det er vigtigt fagforeninger bliver aktive spiller i at sikre en bedre verdensorden.

https://www.foljeton.dk/post/hvor-taet-er-vi-paa-thiels-utopi