I FN pagten er det helt klart. Konflikter skal løses med fredelige midler. Små og store nationer har lige ret.

Men i dag er politikerne og medierne helt fokuseret ret gennem magt, og magten sikres med militære midler.

Hvordan er det kommet dertil. Jeg vil argumentere for at det skyldes: 

- En ændret verdensorden 

- Ukrainekrigen

- Gaza

Hvad er problemet? Jeg vil argumentere for at det skyldes:

- Gensidig mistillid landene imellem

- Mistillid til internationale institutioner

- Teknologisk udvikling og ændrede sikkerhedskoncepter

Hvad kan vi gøre ved det? Jeg vil argumentere for:

- Tillidsskabende foranstaltninger

- At styrke og reformere FN

- En ny multipolær verdensorden

- At det kræver et markant folkeligt pres at få regeringen til at arbejde for at styrke FN og stoppe krigene.

Ændring af verdensordenen

FN og den FN-baserede verdensorden er et produkt af 2. verdenskrig og afspejler både datidens magtforhold, og en bevidsthed om, hvor frygtelig krig var. Der var en enighed om, at det skulle fremtidens generationer skånes for.

FN har siden været organisationen, der faciliterer fredeligt samarbejde om at løse klodens problemer på tværs af uenigheder og forskellige interesser. 

 Danmark deltog aktivt i FN’s fredsbevarende missioner, og i 50 år mente man, at grundlovsændringen i 1953 betød, at Danmark ikke kunne gå i krig uden et udtrykkeligt mandat fra FN.

Magtstrukturen har udviklet sig over tid. I et ryk med Sovjetunionens sammenbrud og vestens verdensherredømme. Det førte til en udvikling, hvor man i vesten ikke længere brug for FN’s begrænsninger af den stærkes ret. Det er tydeligst udtrykt i Bush-doktrinen. Det blev undervejs almindeligt i vesten at tale om, at FN ikke duede.

Siden har vi set en lige så vigtig, men gradvis forandring med Kinas og det globale syds voksende økonomiske betydning og deraf følgende selvbevidsthed. Det har ført til, at den vestlige fortælling nu handler om en regelbaseret verdensorden og en kamp mellem de gode, demokratierne, anført af USA, og de onde, autokratierne, anført af Rusland og Kina.

I de forløbne 80 år har befolkningen i de vestlige lande stort set ikke oplevet krig på deres egne territorier, så erindringen om, hvor forfærdelig krig er, er gradvist blegnet, så nu taler man ikke om krig, som noget der skal undgås, men som et anvendeligt middel, men kan gribe til, når det er nødvendigt.

Efter Anders Fogh gik med i Irak-krigen er fortolkningen af grundloven nu ændret, så Danmark kan angribe andre lande, hvis regering og folketing beslutter det.

Det Mette Frederiksen kalder den regelbaserede verdensorden er ikke den FN-baserede verdensorden, men en verdensorden, hvor vesten, fordi de er de gode, har særlige rettigheder, og kan fastsætte regler, som andre lande skal følge, ellers risikerer de formastelige enten blokade, indefrysning af værdier, kup, farverevolutioner eller militære angreb. Alt sammen skridt, som efter FN’s regler er ulovlige, eller skal godkendes i sikkerhedsrådet.

Vestens regelbaserede verdensorden søger at fastholde det globale syd i fattigdom og udplyndring. Det er det Danmarks krigsdeltagelse siden 90’erne har handlet om. En krigsdeltagelse, der efter FN’s regler stort set har været ulovlig, og som regeringen alligevel bekender sig til også fremover med en erklæret vilje til at lægge hånden på kogepladen.

Krig i Ukraine og Gaza

I de sidste par år har 2 store krige medvirket til at give dødsstødet til vestens hegemoni og fremskyndet en ændret verdensordenen.

Den første var Ukrainekrigen. Det var Rusland, der ulovligt angreb Ukraine, men Vestens hyklerisk moralske fordømmelse og kravene til 3. lande om at overholde vestens boykotregler vækker modstand i 5/6 af verden. Uden for Vesten er man imod militære angreb, men man synes ikke, at Ruslands angreb på Ukraine er værre end de krige og borgerkrige, som vesten starter eller støtter. Derfor kan Rusland stadig handle med resten af verden trods Vestens sanktioner.

Det globale syd har faktisk arbejdet for fred i Ukraine. Både Tyrkiet, Kina, Brasilien, afrikanske lande og FN’s generalsekretær har arbejdet for en forhandlet fred, men det har Vesten hånligt afvist. Vesten, særligt EU og Danmark ønsker ikke forhandlinger med Rusland, men ønsker at knække Rusland militært og økonomisk i Ukraine. Rusland har derfor opgivet sit krav om forhandling, og ønsker nu at sejre inden en fredsaftale.

Ukrainekrigen viser, at det i dag er lande fra det globale syd, der forsvarer FN’s ide om at konflikten skal løses med fredelige midler. Vi ved jo, at man ikke kan løse en konflikt uden at tale med den, man er i konflikt med.

Vesten ønsker hverken dialog eller en rolle for FN med neutrale blå hjelme, men foreslår at indsætte en militær styrke fra NATO-lande i Ukraine. Dermed sikrer EU fortsat krig med død og ødelæggelse i Ukraine.

Krigen i Gaza, Israels overgreb i hele Palæstina og Israels angreb på andre lande i Mellemøsten har i lyset af vestens forargelse over Rusland yderligere udstillet Vestens dobbeltmoral og manglende respekt for princippet om alle nationers lige ret. Både USA og EU, også Danmark har støttet og leveret våben til Israels folkedrab og talt om ret til selvforsvar. I modsætning til i Ukrainekrigen har der ikke i Gazakrigen været vilje til sanktioner.

De øvrige krige f.eks. i Sudan er man fra vestlig og dansk side bare ligeglade med.  

Manglende tillid

Denne udvikling kommer oven i en situation, hvor der i forvejen var den manglende tillid landene i mellem og til FN’s nedrustningsmekanismer.

Trine Rosengren Pejstrup har i en DIIS rapport undersøgt denne mistillid.

Det globale syd synes ikkespredninsgaftalen og forbudstraktaten forfordeler atommagterne og lader dem bestemme udviklingen.

Det forstærkes af, at våbenhandelsaftalen ikke overholdes af våbenproducenterne i Nord, og særligt ikke af USA.

Danmark eksporterer også stadig våbendele, der bruges i Gaza.

Opfattelsen i syd, er at våbeneksportørerne i Nord manipulerer med våbenhandelstraktaten af hensyn til økonomi og politiske interesser.

Man tror ikke længere på effektiviteten i multilaterale nedrustnings- og våbenkontrolaftaler.

Vi kan tilføje, at også blandt stormagterne, USA, Rusland og Kina er der dalende tillid til, at de kan opnå sikkerhed ved at lave aftaler.  Kombineret med, at USA ikke længere synes, de har brug for de gamle aftaler, indgået mellem USA og Sovjetunionen, har det ført til, at de fleste nedrustningsaftaler i de senere år er blevet opsagt.

Teknologi og sikkerhedskoncepter.

Udviklingen hænger sammen med den teknologiske udvikling og ændring af sikkerhedskonceptet. AI og droner har givet et teknologisk våbenkapløb, der ændrer måden at føre krig på og øger faren for atomkrig.

Nedrustningsaftalerne kunne indgås i en tid, hvor stormagterne måtte indse, at ingen kunne vinde en krig. Konceptet hed meget passende MAD. Mutual Asured Destruktion, Gensidig sikret Ødelæggelse. Ingen stormagt havde First Strike Capability, evne til at slå først. Selv efter et omfattende overraskelsesangreb mod fjendens atommissiler, ville der være nok raketter tilbage til at udslette det angribende land.

Det fik tænketanke, forskere og våbenproducenter i USA til at udvikle missilskjoldet. Ideen bag missilskjoldet er at opnå First Strike Capability ved, at man med et førsteslag kan ramme langt hovedparten af russernes atommissiler, og så bagefter med missilskjoldet nedskyde de sidste.

Det viser en gammel sandhed. At forsvarssystemer ofte ikke er beregnet til forsvar, men er en forudsætning for at kunne angribe.

Missilskjoldet satte gang i en modernisering af atommissilerne. Der var brug for atommissiler, der ikke kunne skydes end. Russerne udviklede hypersoniske missiler. Siden kom så AI og droner.

På grund af dronernes afgørende betydning ser vi nu ideen om en dronemur, som kan skyde alt ned, der kommer ind i Europas luftrum øst fra. Det er en slags missilskjold version 2,0. En tilpasning til den teknologiske udvikling. Det ser ud som et forsvarsanlæg, men er en forudsætning for at kunne føre krig.

Troen på, at man kan vinde en krig, demonterer MAD konceptet. Dermed følger også tanken, at fjenden forbereder sig på at føre krig og vinde.

Den voksende mistillid bygger på frygten for, at modparten udvikler nye våben og militær kapacitet med henblik at kunne angribe og sejre, samt at ingen kan forudse, og derfor ikke traktatmæssigt begrænse udvikling af nye højteknologiske våben.

Hvad kan der så gøres ved det?

Den del af problemet, der bunder i manglende gensidig tillid landene imellem, må man forsøge at løse med tillidsskabende foranstaltninger.

For at starte det, må landene sætte sig sammen, helst faciliteret af FN, og undersøge, hvad man på trods af uenigheder kan blive enige om af skridt, der viser åbenhed og god vilje. Det skal nok starte i det små. Det kunne måske genstarte en proces mod mere åbenhed og tryghed, som da man under den kolde krig aftalte at informere hinanden om militærøvelser og sende observatører. Det virkede og voksede og førte til Open Skyes aftalen, som skulle sikre, at landene med overvågningsfly kunne følge med i, hvad modparten havde gang i. USA trak sig fra aftalen i 2020 og Rusland i 2021.

Der er som bekendt 50 året for Helsingfors-aftalen. Dengang under den kolde krig lykkedes det et samle landene i Europa + USA til en konference, hvor de kunne tale sammen om sikkerhedsproblemer og menneskerettigheder. Og det lykkedes trods grundlæggende uenigheder at aftale nogle spilleregler, som virkede stabiliserende under resten af den kolde krig.

At gøre det igen forudsætter, at staterne er villige til dialog, og at de ønsker at undgå konfrontation. I mange lande, også i Danmark, kræver det et folkeligt pres nedefra. Desværre er vores regering imod enhver form for dialog med fjenden, og regeringens politik er at begrænse og afbryde fredelige forbindelser.

Fredelige folk til folk forbindelser.

Fredelige forbindelser af enhver art er med til at give de personer, der deltager, et kendskab til rigtige mennesker på den anden sidde. Og personlige erfaringer gør folk mindre modtagelige over for propagandaens fjendebilleder.

Hvis Rusland igen kom med i internationale sportsmesterskaber, og tusinder af vesterlændinge og tusinder af russere rejste til hinandens lande til mesterskaber i håndbold, fodbold eller andet, så ville folk på begge sider få et personligt kendskab til, om de andre er onde og farlige, eller bare er mennesker lige som os. Det ville ikke være farligt for andre end dem på begge sider, der ophidser til krig.

Idrætsforbund, fagforeninger, NGO organisationer og bevægelser kunne gøre noget for freden ved at genoptage og udvikle personlige og fredelige forbindelser folk til folk.

Når foreningerne kun i meget ringe omfang gør dette, er det fordi krigs- og oprustningshysteriet står stort set uimodsagt i mediebilledet.

Hvis vi vil skabe et offentligt pres, for fred og imod oprustning og konfrontation, er vi nødt til at nedbryde fjendebillederne, og desuden oplyse om de forfærdelige konsekvenser af at fortsætte kursen mod en krig med Rusland.

Om fjendebilledet.

Vi er ikke Putintilhængere, men skræmmebilledet, som dæmoniseringen har skabt af Putin som den onde satan selv, er en karikatur uden hold i virkeligheden.

Hver gang magthaverne forbereder krig, skaber de et fjendebillede, der skal få undersåtterne til at acceptere krigen. Man sagde, at Saddam Hussein var så ond, at han beordrede babyer taget ud af kuvøserne i Kuwait. Man viste i FN billeder af Saddams mobile kemiske våbenfabrikker, der truede menneskeheden. Man sagde, at Gadaffi planlagde et folkemord i Bengazi, og i øvrigt hver morgen fik serveret nye jomfruer, der var indfanget til ham om natten. Tyskerne kunne se på film i 1939, at Polen angreb de tyske grænseposter.

Når man fortæller os, at et land, et folk eller deres ledere er gennemført onde, uden nogen formildende omstændigheder, så er det altid løgn og krigspropaganda, og vi skal turde sige det.

Om atomkrig.

Vore politikere ønsker, at Trump giver Zelensky Tomahawk-missiler. Tomahawk-missiler er beregnet til atomsprænghoveder. Hvordan mon Rusland vil reagere, hvis der kommer et angreb, der fuldstændig ser ud som et angreb med atomvåben? De har måske 5 minutter til at reagere inden Moskva bliver ramt.

Vi må fortælle, at det er farligt at optrappe krigen. At Ukraine-krigen kan eskalere til en atomkrig. At en atomkrig kan udløse en fimbulvinter, ved at hvirvles så meget tøv og røg op i atmosfæren, at solen ligesom i Ragnarok ikke kommer frem i 3 år, så der ikke kan dyrkes fødevarer på store dele af kloden.

Om konventionel krig.

Vi har heldigvis ikke haft krig i Danmark i 80 år, så danskerne har i dag ingen erindring om krigens grusomhed. Man har set noget af grusomhederne i Ukraine og lidt fra Gaza. Vi må huske danskerne på, at også konventionel krig er frygtelig.

At det ikke er undtagelsen, men normen i krig, at civile dræbes og lemlæstes, at der begås voldtægt og seksuelle overgreb i massemålestok, ikke kun af dem, vi anser for onde, men også af dem vi normalt anser for gode, og at krig er ufattelig destruktion og ødelæggelse.

Det var erindringen om krigens grusomhed, der gav FN styrke, fordi folkene ikke ville finde sig i mere krig. Der er stadig brug for FN. For at give FN styrke igen, skal vi genskabe det folkelige pres, også i den del af verden, der har glemt, hvordan krig er.

Reform af FN

Den manglende tillid til FN-systemet og multilaterale aftaler om nedrustning må man forsøge at løse ved at reformere FN og anerkende det globale syds større rolle. Et reformeret FN kunne støtte og give plads til de mange multinationale initiativer, der har ønsket at mægle, men ikke har institutionelle rammer til det. Det kunne åbne for løsninger i konflikter, hvor FN i dag er låst af vetoretten i sikkerhedsrådet.

Vi skal forsvare FN, men også reformere FN til en ændret verdensorden uden vestlig hegemoni.

Ukrainekrigen

I Ukrainekrigen må FN på banen med tilbud om neutral sikring og kontrol af overholdelse af våbenhvile og fredsaftaler.  FN kan støtte sig på de mange lande, der har forsøgt sig med initiativer for mægling. For at nå til aftaler, må der også drøftes en langsigtet europæisk sikkerhedsstruktur, ellers kan Ukraine og Rusland ikke begge have tillid til, at en aftale giver sikkerhed.

Krigen i Gaza

I krigen i Gaza må FN på banen for at sikre nødhjælp, redde våbenhvilen og sikre en reel fred. FN må presse på for overholdelse af traktaten om våbenhandel. 136 FN lande har anerkendt Palæstina, så FN må forsøge et globalt pres for en tostatsløsning. FN må gennem UNRWA koordinere genopbygningen. FN må også bidrage til at genopbygning af civile og politiske strukturer.

Krigen i Sudan

I krigen i Sudan må FN arbejde for mægling, og forsøge at inddrage de sudanesiske modstandskomiteer, der væltede den tidligere diktator. FN må hjælpe med flygtningene i nabolandene.

Det er ikke overraskende eller ny løsninger, jeg har peger på.

Isabel Bramsen peger i The Copenhagen Peace Report på de samme ting.

Min pointe er, at det kræver et folkeligt pres på den danske regering, hvis regeringen skal arbejde for at styrke FN og afslutte krigene.