Hvis man går ind på det danske EU formandskabs hjemmeside kan man se formandskabs program opsummeret sådan her:   Det danske EU-formandskab har to overordnede prioriteter: Et sikkert Europa og et konkurrencedygtigt og grønt Europa.  De skarpe vil bemærke at det faktisk ikke er to, men tre prioriteter der er gemt her. Men ifølge programmet går grøn omstilling og konkurrence snildt hånd i hånd.   Og det giver mening hvorfor det bliver skrevet sådan. Det danske EU formandskab kommer ind i et EU, der efter en grøn periode med masser af progressiv lovgivning, kæmper med at få vind i de grønne sejl efter en ændret verden, hvor brud på tillid og krig har sat Europa i krise. En identitetskrise, en eksistentiel krise og en krise, der har rystet selve ideen om en verden i fremgang.  Men sagen er, at vi var allerede i krise. Og de kriser, de økologiske kriser, er kun blevet større og mere presserende.  

Vi er i den sjette masseuddødelse af arter. Vores globale temperatur er stadig stigende, som vi ser hele tiden med flere nyheder om ekstremt vejr: de katastrofale oversvømmelser vi så i Pakistan et par år siden, oversvømmelser i Valencia, brænd i Los Angeles sidste år og nu endnu en hedebølge i Europa der slår varmerekorder. Vi er direkte på vej mod katastrofale tipping points, der hvis vi når dertil, vil skabe selvforstærkende effekter, der vil få de økologiske kriser til at løbe ud af kontrol, og undergrave vores fundamentale livsgrundlag, med konsekvenser eksperter stadig ikke fuldt kan gennemskue.   Kriserne har allerede store menneskelige konsekvenser, særligt for dem der har bidraget mindst til kriserne, de fattige internt Europa, samt folk i det globale syd, ikke bare gennem direkte ekstremt vejr, men også gennem ressourcemangel og hyppigere konflikter.  I DR Congo ser vi også hvordan konflikter, bliver forstærket af de samme mekanismer, der driver klimakrisen. Den brutale og uetiske ressourceudvinding af Kobolt, der fodrer vores forbrug af teknologi, holder hundredtusindvis af mennesker i moderne slaveri. Det er

konsekvensen af et system, der prioriterer en evig vækst over alt andet, en vækst der drives af udnyttelse og vores massive forbrug. En vækst der har ledt os til de økologiske kriser, men som i følge det danske formandskab, også skal lede vejen ud af den.  Vi har de seneste år set en ændret verdensorden. Men den verdensorden fordrer netop klimahandling. Det ville vise, at vi tror på samarbejde. Det ville vise, at vi har respekt for de aftaler vi har indgået i og for menneskeliv. Det ville vise, at vi tror på at handle for det fælles bedste, at vi tror på solidaritet og på at tage hensyn også til dem udenfor vores kontinent, hvor mange af dem mest påvirket af klimaforandringer, også har været ofre for vesteuropæisk kolonisering.  For når vi taler om den nye verdensorden som Europa har været “ofre for”, må vi ikke glemme, hvilken del vi selv har i den, og om den overhovedet er så ny. Når EU støtter Israel, til dels for deres olie og gas, når EU støtter Rwanda for at få adgang til Kobolt i Congo, når EU støtter den serbiske regering for at få adgang til litium, er det ikke helt til at se, hvor den moralske integritet er at finde.  Vi har selv været med til at normalisere den lovløse tilstand,