Oplæg Rød Sommerlejr

Kravet om oprustning breder sig overalt. Der kræves oprustning i et omfang, som var utænkeligt for få år siden. Da regeringen for 10 år siden forpligtede os til NATO’s 2% krav, var det så dyrt, at politikerne længe udskød det til en gang i fremtiden.

Så kom krigen i Ukraine. Og det ændrede dagsordenen markant.

Så længe, der er krig, tilsidesætter hensynet til krigen alle andre hensyn. Derfor er klimaindsatsen nærmest gået i stå. Derfor er der ikke udsigt til genopretning af velfærden, men til yderligere nedskæringer. Derfor tog de store bededag, og derfor skal pensionsalderen fortsat stige.

Hvis vi vil ændre det, er det ikke nok for os at diskutere økonomien og kræve penge til sygehuse, velfærd, lavere pensionsalder og klimahandling.

Vi er nødt til at diskutere krigen, og prøve at få stoppet krigsbegejstringen og gøre op med krigspolitik og oprustning.

Kravet om at prioritere krig og oprustning kommer alle steder fra. Det kommer fra NATO og USA, det kommer fra EU og det kommer fra danske politikere og naturligvis fra våbenlobbyen. Det kommunikeres ukritisk af mediernes mikrofonholdere og der hentes militærfolk ind som eksperter.

Det nationale Kompromis.

Det startede med Det nationale kompromis om dansk sikkerhed- og forsvarspolitik.

Aftalen indeholdt

- Et historisk løft af Forsvaret til 2 pct. af BNP inden udgangen af 2033”.

- Afskaffelse af forsvarsforbeholdet.

- Udfasning af russisk gas.

Aftalen skulle finansieres ved at lempe finanspolitikken i 22 og 23 og håndteres inden for de finanspolitiske rammer.

NATO’s 5% krav

Hvis Forsvarsudgifterne hæves til 5% af BNP, svarer det til cirka 10% af de samlede offentlige udgifter – altså dobbelt så meget som statens udgifter til både folkeskoler og privatskoler tilsammen. Udtrykt per indbygger svarer det til cirka 25.000 kroner for hver dansker fra spædbarn til olding, og mere end det, hvis vi regner pr skatteyder.

ReArm Europe

EU vil med programmet ’ReArm Europe’ opbygge en stor europæisk våbenindustri ved hjælp af investeringer og våbenkøb for 6000 milliarder kr. 

Det er så stort et tal, at man har svært ved at finde ord for det. Det overstiger vores forestillingsevne. Man kan sige, det er ufattelig dyrt.

EU ved godt, at det har medlemslandene ikke råd til, så planen er, at det skal lånefinansieres ved at stifte en fælles EU-gæld, som landene er forpligtet til at betale af på fremover.

Råderummet

Bare roligt. Finansministeriet har fundet pengene. Ved at lægge nye forudsætninger ind i regnemaskinen, har de fundet et stort råderum, så ministeriet nu kan vise, at der er råd til det hele. Ellers ville folk jo sige nej til at bruge alle pengene på krig og oprustning.

Men i realiteternes verden skal pengene tages et sted fra.

Når vi kommer til overenskomstforhandlingerne, og til sommerens forhandlinger med regioner og kommuner om, hvor meget de må bruge på velfærd og sundhedsvæsen, tror jeg ikke på, at Vammen siger: ”Der er råd til det hele, bare kom med jeres ønsker”. 

Så vil finansministeren sige, at det er en usikker tid med store trusler udefra, så vi må vise ansvarlighed og holde igen inden for en snæver ramme. Så skal pengene ikke findes i det luftige råderum, men på statsbudgettet. Og der gør det ondt, hvis vi giver alle pengene til våbenindustrien.

I ved det godt alle sammen, så råb op og sig fra. Vi ser det lige nu, hvor der trods råderummet aftales store nedskæringer på kontanthjælpen, som vil presse dårligt fungerende unge ud i underbetalt arbejde på det uregulerede arbejdsmarked.

Vi har brug for at sikre reallønnen, genoprette velfærden, ikke mindst på handicapområdet og i ældreplejen, investere i folkeskole og uddannelse, og redde sundhedsvæsenet og opprioritere klimaindsatsen, der nærmest er gået i stå. Det er store og dyre opgaver. Vi kræver, at de opprioriteres, og at der sikres penge til det.

Velfærd fremfor våben.

Når vi diskuterer økonomisk prioritering, så er det ofte spørgsmålet om velfærd eller våben. Fra fredsbevægelsen har vi ofte brugt parolen ’Velfærd fremfor Våben’, ikke mindst når vi søgte samarbejde med fagbevægelsen.

Fra våbenlobbyen og andre tilhængere af oprustningen møder vi så argumentet om, at oprustningen skaber arbejdspladser. Vores modargument, som er veldokumenteret, er, at der med den samme investering kan skabes betydelig flere arbejdspladser i andre brancher.

Nu skal der jo bygges krigsskibe i Frederikshavn. Vær sikker på, det bliver brugt som argument for at få fagbevægelsen til at acceptere oprustningen.

Vi kan ikke forvente, at fagforeninger eller ansatte vil at være imod lokale arbejdspladser, men her må vi bede fagbevægelsen om at være tilbageholdende og ikke aktivt støtte oprustningen. Fagbevægelsen går jo heller ikke aktivt ud og støtter f.eks. fortsat produktion af asbest eller andre ting, som vi ved slår folk ihjel.

Fagbevægelsen skal være en aktiv medspiller i kravet om afspænding, nedrustning og fred. Som Hardy Hansen sagde: ”Hvad er sejre i lønkampen værd, hvis vi taber kampen for fred”?

Generelt er modstillingen ’Velfærd eller Våben’ god til at lave alliancer, men den giver ikke svar til dem, der vil opruste for at få sikkerhed. Sikkerhedsspørgsmålet overtrumfer alle andre argumenter.

Derfor er vi, som jeg startede med at sige, nødt til at forklare, at oprustning ikke giver sikkerhed.

Oprustningen giver ikke mere sikkerhed, oprustning kan ikke sikre freden, men giver tværtimod øget fare for krig og udslettelse.

Tag Grønland, selv en enorm oprustning med krigsskibe, droner og tanks med vinterdæk kan ikke forhindre Trump i at tage Grønland, hvis han beslutter det. Det eneste, der holder ham tilbage, er forventningen om massiv international fordømmelse.

I Danmark kan selv en enorm investering i luftforsvar og krigsskibe ikke sikre vores overlevelse, hvis Ukrainekrigen ender i en ’fuldskala’ krig mellem Rusland og NATO.

Hvis vi vil undgå krig, må vi satse på dialog, konfliktnedtrapning, tillidsskabende tiltag og internationale aftaler om en fælleseuropæisk sikkerhedsordning.

Hvis vi, som EU planlægger, hælder rigtig mange milliarder i udviklingen af en stærk europæisk våbenindustri, så får vi lige præcis det. Så får vi en europæisk våbenindustri, der er en stærk magtfaktor med betydning for økonomi og beskæftigelse i Europa.

En stor våbenindustri har brug for at sælge de våben og den ammunition, fabrikkerne producerer. Våbenindustrien har derfor brug for nye krige, ellers må der skæres ned og lukkes fabrikker.

Projekt ’ReArm Europe’ vil skabe en stærk våbenlobby, der vil være garant for nye krige. 

Sikkerhed opnås ikke ved at gøre os afhængige af våbenproduktion, men ved dialog og internationale aftaler, der kan mindske spændingsniveauet.

Fjendebilleder

Vi får fortalt, at vi skal opruste, fordi russerne truer. I kan være sikre på, at den russiske våbenlobby fortæller russerne, at de skal opruste, fordi vesten truer.

På den måde reagerer begge parter på det, den anden gør. En enorm oprustning af EU-landene vil udløse et russisk modsvar med en tilsvarende oprustning.  Det er våbenkapløbets logik. For at bryde den logik, må vi gøre noget andet end at opruste.

NATO’s og EU’s oprustningskrav vil sikre et accelererende våbenkapløb. Kombineret med fortsat krig i Ukraine er det en optrapning med kurs mod en ødelæggende storkrig.

Den russiske trussel.

Hele begrundelsen for oprustningen bygger på påstanden om en russisk trussel. En påstand om, at Rusland har både evnen og viljen til at angribe os.

Det er en udokumenteret påstand. Det er jo taknemmeligt, fordi det er en spådom om fremtiden, så den er svær at faktatjekke. Derfor skal vi ikke bygge på påstande, men på analyser af faktiske forhold.

Evnen

Ruslands økonomi er langt mindre end EU-landenes. Ruslandsbefolkningstal er kun 1/3 af EU’s.

SIPRI viser hvert år, at de europæiske NATO-landes militærudgifter, altså uden USA, er flere gange større end Ruslands.

Analyseinstituttet Statista måler også styrkeforholdet.

I foråret 2025, altså efter Rusland har omstillet til mere krigsøkonomi, og før NATO’s besluttede oprustning, så det sådan ud:

- NATO 8,6 millioner soldater. Rusland har 3,5 millioner soldater

- NATO’s luftvåben er fire gange større end Ruslands (22.300 fly og helikoptere mod 4900)

- Kun på atomvåben er der nogenlunde ligevægt, ellers er vesten langt overlegen på alle områder.

Vi ser det også i, at Rusland har ret svært ved at besejre det langt mindre Ukraine.

Så Rusland har ikke evnen til at besejre Vesten

Viljen

Hvis man ser på viljen, så bygger Vesten sin påstand på en ideologi, der definerer Rusland, Kina, Iran og Nordkorea som ondskabens akse, så forudsætningen er indbygget. Rusland og Putin vil os det ondt.

Der er ingen tvivl om, at Rusland og Vesten har forskellige interesser, men vi bliver nødt til at analysere Ruslands interesser i stedet for bare at agere ud fra, at de er onde.

Rusland har naturligvis en interesse i Ruslands sikkerhed Derfor vil de ikke have amerikanske atomraketter helt tæt på, f.eks. i Ukraine.

Hvis Rusland skal overleve som betydende regional stormagt, må de også have en interesse i at undgå en krig, de ikke har styrke til at vinde.

Helsinki

Det er altså ikke nødvendig nødvendigt at opruste. Der er en anden vej.

For 50 år siden, under den kolde krig, lykkedes det med Helsinki konferencen at samle landene til en dialog hen over og på trods af uenigheder og modsætninger.

Det startede i det små, med aftaler om at orientere hinanden om militærøvelser. Konkrete tillidsskabende aftaler banede vej for større aftaler, så man i 80’erne, da atomtruslen var størst, kunne aftale at fjerne mellemdistanceraketter fra Europa.

De aftaler er i de seneste år alle blevet opsagt. Der er brug for at starte forfra.

For at bryde oprustningsspiralen er det nødvendigt med dialog og tillidsskabende aftaler, som dem der førte til afspænding i slutningen af den første kolde krig.

Politikerne må søge dialog med Rusland, og undersøge, hvad der kan aftales for at forhindre, at Ukrainekrig og våbenkapløb eskalerer til atom- og verdenskrig.

Vi skal opbygge tillid, ikke fjendebilleder.

Vi skal droppe krigspolitikken, og i stedet søge dialog, nedrustningsaftaler og tillidsskabende foranstaltninger.

Vi skal tage diskussionen om velfærd eller våben, og vi skal også vise, at oprustning forringer vores sikkerhed.