Hvad skal vi have ud af EU-formandskabet?

Når Danmark nu overtager EU formandskabet, er både regeringens og EU-toppens hovedprioritet at sikre oprustning i Europa og fortsat krig i Ukraine. Vi vil have noget bedre ud af, at Danmark får øget indflydelse. Formandskabet må i stedet prioritere fred, velfærd og klimahandling.

Der er 2 problemer i formandskabets satsning på krig og oprustning.

1. Krig og oprustning fjerner både fokus fra, og tager pengene fra klimaindsats, velfærd og alt det andet, vi har påtrængende brug for.

2. Oprustning giver hverken sikkerhed eller fred. Tværtimod, oprustning sikrer et vanvittigt våbenkapløb, og øger risikoen for, at krigen eskalerer til en 3. verdenskrig.

Først lidt om pengene. Formandskabets prioritering handler om, at man vil leve op til både NATO’s krav om, at landene skal bruge 5 % af deres BNP på militæret, og til EU’s plan ’ReArm Europe’, der skal opbygge en stor europæisk våbenindustri med investeringer og våbenkøb for 6000 milliarder kr.

Det er så stort et tal, at man har svært ved at finde ord for det. Hedder det mon 6 billiarder, 6 billioner eller måske 6 trillioner? Det overstiger vores forestillingsevne. Man kan sige, det er ufattelig dyrt.

Men bare roligt. Finansministeriet har fundet pengene. Ved at lægge nye forudsætninger ind i regnemaskinen, har de fundet et stort råderum, så ministeriet nu kan vise, at der er råd til det hele. Ellers ville folk jo sige nej til at bruge alle pengene på krig og oprustning.

Men i realiteternes verden skal pengene tages et sted fra.

Når vi kommer til overenskomstforhandlingerne, og til sommerens forhandlinger med regioner og kommuner om, hvor meget de må bruge på velfærd og sundhedsvæsen, tror jeg ikke på, at Vammen siger: ”Der er råd til det hele, bare kom med jeres ønsker”.

Så vil finansministeren sige, at det er en usikker tid med store trusler udefra, så vi må vise ansvarlighed og holde igen. Så skal pengene ikke findes i det luftige råderum, men på statsbudgettet. Og der gør det ondt, hvis vi giver alle pengene til våbenindustrien.

I ved det godt alle sammen, så råb op og sig fra. Vi ser det lige nu, hvor der trods råderummet aftales store nedskæringer på kontanthjælpen.

Vi har brug for at opprioritere klimaindsatsen, der nærmest er gået i stå, genoprette velfærden, ikke mindst på handicapområdet og i ældreplejen, investere i folkeskole og uddannelse, og redde sundhedsvæsenet. Det er store og dyre opgaver. Vi kræver, at de opprioriteres, og at der sikres penge til det.

Men den vigtigste indvending er, at oprustningen ikke giver mere sikkerhed, men tværtimod øger faren for krig og udslettelse.

Hvis vi hælder rigtig mange milliarder i udviklingen af en stærk europæisk våbenindustri, så får vi lige præcis det. Så får vi en europæisk våbenindustri, der er en stærk magtfaktor med betydning for økonomi og beskæftigelse i Europa.

En stor våbenindustri har brug for at sælge de våben og den ammunition, fabrikkerne producerer. Våbenindustrien har derfor brug for nye krige, ellers må der skæres ned og lukkes fabrikker. Projekt ’ReArm Europe’ vil skabe en stærk våbenlobby, der vil være garant for nye krige.

Sikkerhed opnås ikke ved at gøre os afhængige af våbenproduktion, men ved dialog og internationale aftaler, der kan mindske spændingsniveauet.

Vi får fortalt, at vi skal opruste, fordi russerne truer. I kan være sikre på, at den russiske våbenlobby fortæller russerne, at de skal opruste, fordi vesten truer.

På den måde reagerer begge parter på det, den anden gør. En enorm oprustning af EU-landene vil udløse et russisk modsvar med en tilsvarende oprustning. Det er våbenkapløbets logik. For at bryde den logik, må vi gøre noget andet end at opruste.

Regeringens og EU-toppens prioritering vil sikre et accelererende våbenkapløb. Kombineret med fortsat krig i Ukraine er det en optrapning med kurs mod en ødelæggende storkrig.

Det er ikke nødvendigt at gå den vej. Der er en anden vej. For 50 år siden, under den kolde krig, lykkedes det med Helsinki konferencen at samle landene til en dialog hen over og på trods af uenigheder og modsætninger.

Det startede i det små, med aftaler om at orientere hinanden om militærøvelser. Konkrete tillidsskabende aftaler banede vej for større aftaler, så man i 80’erne, da atomtruslen var størst, kunne aftale at fjerne mellemdistanceraketter fra Europa.

De aftaler er i de seneste år alle opsagt. Der er brug for at starte forfra.

For at bryde oprustningsspiralen er det nødvendigt med dialog og tillidsskabende aftaler, som dem der førte til afspænding i slutningen af den første kolde krig.

Politikerne må søge dialog med Rusland, og undersøge, hvad der kan aftales for at forhindre, at Ukrainekrig og våbenkapløb eskalerer til atom- og verdenskrig.

Vi skal opbygge tillid, ikke fjendebilleder.

Stop krigspolitikken, søg dialog, nedrustningsaftaler og tillidsskabende foranstaltninger.