Sankt Hans tale 2025

Tak til jer, der er mødt op til vores hyggelige Sankt Hans arrangement, og tak til beboerhuset for det gode samarbejde.

Vi holder Sankt Hans for Fred, fordi fred ikke er en given ting, men noget, vi skal påskønne og gøre noget for. Vi skal fremme dialog og fredelige løsninger, og vi skal protestere mod oprustning og konfliktoptrapning.

Det skal vi, fordi krig er forfærdelig. Det gælder alle krige.

Det har sjældent været så nødvendigt som i år, hvor krig, oprustning og konflikt breder sig, og hvor oprustning og konfliktoptrapning ukritisk støttes af politikere og medier.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, oprustning og bomber var vejen til fred. Medierne har glemt, at der er 2 parter i en konflikt, og at det, den ene part gør, fører til det, den anden gør.

Det er nødvendigt at bryde krigspolitikkens logik, undlade konfliktoptrapning og vende optrapningsspiralen.  

Den seneste foruroligende konfliktoptrapning sker i Mellemøsten, hvor Netanyahu nu er lykkedes med at trække USA ind i krigen mod Iran.

Det kan blive en storkrig i Mellemøsten, der kan få langt større omkostninger og flere ofre, end Vestens krig mod Irak havde og Israels krig mod palæstinenserne aktuelt har.

Desværre hører vi ikke klare protester mod optrapningen fra hverken politikere eller medier. Man venter og ser. Og man viderebringer lige som op til Irak-krigen, de løgne, der skal retfærdiggøre krigen. 

Før Irak-krigen så vi falske beviser på, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Før Israels angreb på Iran kom der meget belejligt en rapport, der sagde, at Iran nu brød reglerne og var på vej mod at lave atomvåben. Efter Israels angreb har formanden for det internationale atomenergiagentur sagt, at det er der ikke belæg for. Men da var krigen startet med den begrundelse.

Påstanden om, at Iran vil eller kan lave atomvåben, står trods vurderinger fra efterretningstjenester og atomenergiagentur uimodsagt i de danske medier, og bruges som begrundelse for, at krigen er nødvendig, og at bombningerne er vejen til fred.

Vi må holde fast i, at krig ikke er en acceptabel løsning, og at intet land har ret til at angribe og bombe andre stater, heller ikke selv om man påstår, landet er en trussel, og at dets leder er ond som selve satan.

Vi må ikke tro på de påstande, der kommer i medierne om, hvor onde de andre er. Erfaringen fra alle tidligere krige er, at krige begrundes med løgn og propaganda.

Gør i stedet noget for fred og dialog.

God Sankt Hans.