Er der et alternativ til militarisering og oprustning?

Politikerne forbereder EU til en storkrig med Rusland.

Mette Frederiksen, Kaja Kallas og Von der Leyen arbejder målrettet på, at vesten skal besejre Rusland militært.

Den politik er optakten til 3. verdenskrig.

Hvordan skal vi forstå situationen? Hvad kan vi gøre? Hvad er alternativet til krig og oprustning i Europa?

EU’s strategipapir fra 2024 tager udgangspunkt i, at vi er nødt til at opruste, fordi der er en russisk trussel. De siger, det er for at afskrække russerne fra at angribe os.

Strategien skal realiseres med Projekt ReArm Europe med svimlende 6000 milliarder til oprustning.

Men er det nu rigtigt, at det er den eneste mulighed, og at det er noget, vi er nødt til? Eller er der andre måder at forholde sig til Rusland på? Og hvad er konsekvensen?

Jeg vil argumentere for

- at der er en bedre løsning på konflikten med Rusland end oprustning, konfliktoptrapning og i sidste instans krig.

- at det både er muligt og bedre for europæernes sikkerhed, liv, klima og velfærd at leve fredeligt sammen med Rusland som gode naboer.

- og at vejen dertil er dialog, konfliktnedtrapning og forhandling.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Jeg hedder Carsten Andersen. Jeg kommer fra Århus mod Krig og Terror, og jeg en med i bestyrelsen for fredsministerium.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _

Som sagt: Alternativet til konfrontation og oprustning er at leve fredeligt sammen med Rusland som gode naboer.

Vejen dertil er dialog, konfliktnedtrapning og forhandling.

Lige nu vil EU det modsatte.

Anført af von der Leyen, og støttet af Mette Frederiksen lægger Kommissionen og Ministerrådet op til en mangedobling af udgifterne til våbenproduktion og militær med en fælles europæiske strategi for indkøb og produktion af våben og andet militært udstyr.

Mette Frederiksen er helt tydelig på, at topprioriteten under det danske EU formandskab bliver at sikre oprustningen

Hvor det tidligere strategipapir talte om at sikre den grønne omstilling, er fokus nu på at øge forsvarsudgifter og investeringer i europæisk våbenindustri, og på at udvikle nye våben med støtte fra PESCO, Den europæiske Forsvarsfond og den Europæiske Centralbank.

ReArm Europe

EU vil med programmet ’ReArm Europe’ bruge 6000 milliarder kr. på oprustning. 

Det bliver katastrofalt for både vores sikkerhed, økonomi, klima og velfærd.

ReArm Europe vil starte et nyt rustningskapløb!

En oprustning på enorme 6000 milliarder kr. vil naturligvis i Rusland blive opfattet som en trussel. Det vil føre til et russisk modsvar i form af øget oprustning, som igen vil føre til krav om yderligere oprustning i Europa. Så er oprustningsspiralen kørende.

For at bryde oprustningsspiralen er det nødvendigt med dialog og tillidsskabende aftaler, som dem der førte til afspænding i slutningen af den første kolde krig. Politikerne må søge dialog med Rusland, og undersøge, hvad der kan aftales for at forhindre, at Ukrainekrig og våbenkapløb eskalerer til atom- og verdenskrig. Vi skal opbygge tillid, ikke fjendebilleder.      

’Rearm Europe’ vil styrke våbenlobbyen og nødvendiggøre nye krige!

En oprustning på enorme 6000 milliarder kr. vil føre til en langt større og stærkere europæisk våbenindustri. En så stor våbenindustri kommer til at spille en afgørende rolle for økonomi og beskæftigelse.

Våbenlobbyen vil dermed få magt til at kræve nye krige for, at industrien kan sælge de våben og den ammunition, de producerer.

_ _ _ _ _ _ _

Problemet med, at EU nu vil sikre våbenindustri og oprustning, er, at det både skader europæernes sikkerhed ved at øge risikoen for krig og ødelæggelse, og at det finansieres på bekostning af europæernes interesse i klimaindsats, sundhed og velfærd.

Dem, der har fordel af, og som har på presset på for strategien om oprustning, er USA, NATO og våbenindustrien. Hvis EU skal arbejde med sikkerhedspolitik, så skal de varetage EU’s sikkerhedspolitiske interesser, ikke USA’s.

USA’s og europæernes sikkerhedspolitiske interesser er forskellige. Bare se på et landkort. Rusland ligger lige op ad EU, og det bliver det ved med. Det er derfor klart i vores sikkerhedspolitiske interesse, at naboskabet kan forløbe fredeligt.

USA derimod ligger på andet kontinent.  

Hvis adgangen til Østersøen gennem de danske stræder og bælter bliver spærret i en konflikt med Rusland, så er det ikke USA, men Danmark, der risikerer ødelæggelse. 

Hvis amerikanerne fra baser i EU angriber eller truer Rusland, så er det i første række Europa, der risikerer ødelæggelse.

Europa skal leve med Rusland som nabo. Det er klart i vores sikkerhedspolitiske interesse, at det kan ske fredeligt. USA derimod taber ikke noget, men tjener milliarder af dollars på en krig i Europa.

Trækker USA sig fra Europa?

Både EU og USA kæmper for at genetablere verdensordenen med USA’s/vestens eneherredømme, men USA har ikke råd. USA har et enormt underskud på statsbudgettet, hvor renterne betales ved at udstede nye statsobligationer.

Med USA First vil Trump både stoppe USA’s udgifter til den tabte krig i Ukraine og begrænse udgiften til USA’s engagement i Europa.

USA vil desuden have sine allierede til købe langt flere våben hos amerikanske våbenproducenter.

De europæiske politikere har endnu ikke fundet deres ben i det ændrede forhold til USA. De holder stædigt fast i strategien fra Biden-tiden om, at Rusland skal besejres militært og økonomisk gennem fortsat krig i Ukraine og flere sanktioner. Og de håber oprustning og fortsat krig i Ukraine kan redde det døende transatlantiske fællesskab.

EU skal holde op med at varetager USA’s interesser, og i stedet varetage egne interesser.

_ _ _ _ _ _ _

Kan man leve fredeligt sammen med Rusland?

Jeg startede med at konstatere, at alternativet til krig og oprustning naturligvis er at leve fredeligt sammen med vore naboer russerne. Men kan man det? Kan vi føle os trygge og sikre ved det?

Olof Palme, der arbejdede for fredelige løsninger, konkluderede, at man kun kan føle sig sikker, hvis ens modpart føler sig sikker. Det vil sige, at vi kun kan være trygge som naboer til Rusland, hvis Rusland kan føle sig tryg ved EU og NATO, og omvendt.

Hvis en part føler sig truet og må opruste, går det ud over modpartens sikkerhed, så de også må opruste.

Det betyder, at vi må overveje, hvad skal der til, for at Rusland kan føle sig sikker, og russerne må overveje, hvad skal der til for, at EU og NATO kan føle sig sikre.  

For at nå en sådan tryghed, må der arbejdes målrettet på at overvinde den gensidige mistillid. Midlet dertil er såkaldt tillidsskabende foranstaltninger. Med Helsinki aftalerne under den kolde krig lykkedes det at indgå en række tillidsskabende og spændingsnedtrappende aftaler, som desværre i de seneste år en efter en er blevet opsagt.

Det startede i det små med aftaler om at informere hinanden om militærøvelser, og om at sende observatører. Der er brug for at genoplive den praksis.

Der var Open Sky aftalen, som sikrede, at man fra oven kunne følge med i modpartens militære opbygning, og se om der blev forberedt et angreb. Den aftale er også opsagt.

Det toppede i 1987 med INF-traktaten, der forhindrede opstilling af mellemdistanceraketter i Europa, da atomtruslen var mest påtrængende. Aftalen er opsagt med henvisning dels til udvikling af nye rakettyper og dels til, at Kina ikke var med i aftalen. Så nu skal der opstilles amerikanske mellem- og langdistanceraketter i Tyskland.

Gad vide, hvordan Russerne vil reagere på det?

Europæiske politikere bør for vores sikkerheds skyld arbejde for en ny aftale om at forbyde atomraketter i Europa. Det er påtrængende nødvendigt. Man må meget gerne søge en aftale med Kina, men kinesiske mellemdistanceraketter kan ikke nå Europa, så det ændrer ikke ved behovet for en aftale i Europa.

Det, der forhindrer, at der igen laves den slags tryghedsskabende aftaler, er, at politikerne ikke længere ønsker at forhandle og indgå aftaler med Rusland.

Olof Palmes erkendelse af, at sikkerhed nødvendigvis må være fælles sikkerhed, har ikke fundet vej hverken til EU-kommissionen, EU-parlamentet eller NATO.

Deres svar er, at vi skal være i stand til at banke russerne. 

Det føler jeg mig ikke tryg ved.  Der er stor fare for, at vi ryger med i købet, hvis NATO skal banke russerne.

Ukraine

Spørgsmålet, om vi kan leve fredeligt sammen med Rusland, bliver sat på spidsen med krigen i Ukraine.

Det blev i årene før krigen klart, at Vesten ikke ville forhandle om, og slet ikke indgå kompromisser for, at Rusland kunne føle sig sikker. Det er stadig både Kaja Kallas’, von der Leyen’s og Mette Frederiksens linje.

Ruslands krav var dengang, at Ukraine ikke måtte optages i NATO. Russerne var bange for opstilling af amerikanske atomraketter i Ukraine, der kunne nå Moskva og det centrale Rusland på 5 minutter.

Krigen i Ukraine optrappes.  Der anvendes stadig kraftigere våben. Det er nødvendigt for at sejre militært. Det er krigens logik. Nu drøftes brug af atomvåben på højeste politiske plan.

Krigens logik fører os direkte mod en altødelæggende krig. 

Ruslands atomstrategi var indtil september sidste år, at atomvåben kan anvendes, når der er en eksistentiel trussel mod Rusland. Strategien er nu præciseret, så bombardementer i Rusland med NATO-våben kan udløse et atomart modsvar. Også angreb på Ruslands strategiske atomslagstyrke, som Ukraine droneangreb for nogle uger siden, kan ifølge den nye atomstrategi udløse et atomart modsvar.

NATO har også en atomstrategi, hvor NATO kan anvende atomvåben, også som de første, hvis det er nødvendigt.

Så der er en reel fare for, at krigens logik og parternes strategier vil føre os ud i en atomkrig. Derfor er det nødvendigt at bryde med NATO’s og Ruslands atomstrategier.

Hvis vi vil bryde krigens logik, før Ukrainekrigen eskalerer til en atom- og verdenskrig, må vi arbejde for en løsning alle parter kan leve med.

_ _ _ _ _ _ _

Et centralt spørgsmål, hvis alle parter skal føle sig sikre, er, om der er andre måder at garantere Ukraines sikkerhed på end med NATO-medlemskab og amerikanske atomraketter?

Er det ikke klart bedre både for ukrainerne og for hele Europas sikkerhed, hvis krigens død og ødelæggelse kan erstattes af en internationalt garanteret sikkerhedsaftale?

Kennedy konkluderede efter Cuba-krisen, at man ikke kan vinde en krig mod en atommagt, og at man ikke skal presse en atommagt ud i valget mellem et ydmygende nederlag eller en atomkrig. Den erkendelse, har politikerne også glemt i dag.

Kennedys konklusion betyder, at fortsat krig ikke giver sikkerhed, hverken for ukrainerne eller EU-landene.

Palmes konklusion betyder, at Ukraines sikkerhed afhænger af, at der kan indgås en aftale, der også giver russerne sikkerhed.

En sådan aftale skal selvfølgelig kombineres med internationale garantier til Ukraine. Det er oplagt at have både Vesten, FN og Kina med.

Hvis vi vil have sikkerhed, må det forhandles som en aftale om fælleseuropæisk sikkerhed.

_ _ _ _ _ _ _

Jamen Putin kan man ikke forhandle med, siger de.

Udsagnet dækker over, at vesten ikke ønsker dialog og forhandling. 

Man fortier, at der har været forhandlinger flere gange, også efter at Rusland angreb Ukraine, og at der indtil nu har været samarbejde, der fungerer, f.eks. levering af russisk olie og gas til EU-lande gennem ukrainske rørledninger.

Ukraine vil gerne have betalingen for brug af rørledningen og Rusland vil gerne sælge sin olie og gas. 

Ligesom i Gaza er krigen frygtelig, og vi hører jævnligt om, hvor hensynsløs Putins krigsførelse er, så af hensyn til de civile ofre er det nødvendigt at stoppe død og ødelæggelse.

EU argumenterer og arbejder aktivt imod dialog og kompromiser med Putin og for kamp indtil sejren. Dermed fortsætter ødelæggelsen af Ukraine og ukrainerne dræbes og lemlæstes. 

Man får hverken fred eller våbenhvile uden dialog med dem, man er i krig med. 

Det er helt naturligt, at man ikke kan lide dem, man er i krig med, men det er alligevel netop ens modpart, man er nødt til at forhandle med. Man må forhandle med de ledere, modparten har, også med Putin. 

For at opnå er forhandlingsresultat, må man oven i købet kunne den svære kunst at forstå modpartens interesser, handlemuligheder og bevæggrunde, og man må finde et kompromis, som begge parter kan leve med. Ellers fortsætter konflikten.

_ _ _ _ _ _ _

Lad mig summere op:

Der er 2 sider af problemet med oprustning.  Oprustningen skader vores sikkerhed og øger krigsfaren.  Og oprustningen tager pengene fra klimaindsats, sundhed og velfærd.

Det med sikkerheden er det vores opgave at argumentere for.  Det er en nødvendig diskussion , for så længe trusselbilledet står uimodsagt, så overtrumfer sikkerhedsargumentet alt andet. Der er ikke andre end os til at tage diskussionen.

Vi skal vise, at trusselsbilledet er falsk, og at der er et alternativ til oprustning og krig. Det er at leve fredeligt med Rusland som nabo.

For at det skal lykkes, må EU overvinde sin modstand mod dialog, forhandling og kompromisser, og begynde at varetage europæernes sikkerhedspolitiske interesser, i stedet for som hidtil at varetage USA’s og våbenindustriens interesser

Der er brug for at genoptage afbrudte fredelige kontakter, og for at forhandle og aftale tillidsskabende foranstaltninger.

Derefter må der arbejdes for en fælles europæisk sikkerhedsaftale med sikkerhed for alle parter, så både Ukraine, Rusland, Tyskland, Frankrig, Danmark og alle de andre europæiske lande kan være sikre, og ikke skal føle sig truede.

Det er muligt at forhandle om en sådan aftale, hvis man vil.

Det er et alternativ, som er langt bedre end oprustning og i sidste instans krig med Rusland.

For at nå det, skal vi presse det danske formandskab og de europæiske politikere til at skifte kurs, og søge forhandling og fælles sikkerhed.

Gør noget for freden.

Det andet problem, at oprustning stjæler midlerne fra nødvendig og nyttig indsats, det kan vi lave alliancer om.

Når Danmark overtager EU-formandskabet sker det med en stor åbningsceremoni og folkefest i Århus.

Århus mod Krig og Terror vil sammen med folk fra fagbevægelsen, klimabevægelsen og andre gode kræfter præsentere bevægelsernes krav og forventninger til det danske EU-formandskab. Vi planlægger en alternativ folkefest for fred, velfærd og klimaindsats, med taler og musik fra en scene i Mølleparken, Århus. Bak op og kom og vær med.  

_ _ _ _ _ _ _