Norden som atomvåbenfri zone

Atomvåbenfri zoner har været et ønske tidligt under den kolde krig, og blev foreslået i FN i 1957.

USA og NATO var imod det. I Danmark måtte politikerne love befolkningen, at der ikke skulle være atomvåben på dansk territorium i fredstid, men samtidig acceptere overfor amerikanerne, at Danmark ikke kunne eller ville blande sig i om USA havde atomvåben på deres base i Thule. Det er værd at huske, når vi nu får de mange nye USA baser i Norden.

I 1978 vedtog FN’s generalforsamling: ”Oprettelsen af kernevåbenfri zoner på basis af aftaler, der er frit indgået blandt staterne i den pågældende zone, udgør en vigtig nedrustningsforanstaltning« (UN 1978: pkt. 60–62).

Ideen om Norden som atomvåbenfri zone fremførtes af flere politikere omkring 1980 og bredte sig særligt efter Nordisk Fredskonference i Ålborg i 1981. Brezhnew lovede, at dele af Sovjetunionen kunne indgå i en sådan zone, men NATO ønskede ikke et atomvåbenfrit Norden, så der kom aldrig en nordisk atomvåbenfri zone.

Kravet om atomvåbenfri zoner er blevet aktuelt igen, fordi faren for en atomkrig nu igen er blevet uhyggelig aktuel.

Under den kolde krig udvikledes en skakmat situation med MADkonceptet, ’Mutual Assured Destruktion’. Siden har politikere og våbenlobby arbejdet målrettet på at opnå ’First strike Capability’, samt på at udvikle såkaldt anvendelige atomvåben.

Atomtruslen er ikke længere 70’erne dommedagsbomber. Nu er det små bomber på bare 10 til 50 gange Hiroshima-bombens styrke. Sammen med missilskjoldet mener atomlobbyen, at det gør, at en atomkrig kan vindes.

Ideen er, at man ikke kan ramme alle russernes atomraketter på en gang, men hvis man med et første slag kan fjerne de fleste, så kan man med missilskjoldet skyde de resterende raketter ned. Så vi skal ikke være bange.

Vi skal generelt ikke være bange for optrapning mod atomkrig, siger de. Atomlobbyen beroliger os med, at hvis russerne bruger a-våben i Ukraine, så kan NATO udslette alle russiske militærenheder i Ukraine og i Sortehavet. Man fortæller ikke, hvad rusernes svar så vil blive i en situation, hvor man allerede har taget atomvåben i brug.

Vi skal arbejde på at bryde optrapningens spiral og for forhandlinger, våbenhvile og fred i Ukraine. Ellers er der en reel fare for, at krigen optrappes til en atomkrig. Det er krigens logik.

Derfor er det nødvendigt at gøre noget ved atomtruslen. Atomvåben skal forbydes, sådan som FN har vedtaget, og vi kan få opbakning til det blandt mange af vore medborgere, men USA og NATO vil ikke have, at vore lande tilslutter sig forbudstraktaten.

Norden som en atomvåbenfri zone kan være et skridt på vejen. Vi skal foreslå det, og udbrede forståelsen for, at vi må gøre noget.

Også her møder vi det problem, at USA og NATO er imod enhver begrænsning af atomvåbentruslen. Og hensynet til USA og NATO er afgørende for både politikere og medier i vore lande.

Vi har historikken fra den kolde krig med os. Dengang ville de nordiske politikere ikke have atomvåben i fredstid. Det vil befolkningerne stadig ikke. Det kan vi indtil videre stadig bruge som argument.

Det, at de nordiske lande nu er samlet i NATO, fører ikke standpunktet om atomvåbenfrihed ind i NATO. Tværtimod. Måske er udmeldingen fra både Sverige og Danmark om, at vi ikke længere er i en fredstid, en forvarsel om, at politikerne nu vil lukke atomvåben ind.

Politikerne løber fra de standpunkter, de havde indtil for få år siden, og de er nu i fuld gang med at fortælle befolkningerne, at atomvåben er nødvendige for at sikre freden.

Det er op ad bakke, men vi er nødt til at forsøge, og til at tro på, vi kan finde en vej der sikrer vores overlevelse