Amerikanske baser i Danmark/Norden
Som i formentlig har hørt, ønsker Trump, at USA skal overtage Grønland, og han udelukker ikke brug af militær og økonomisk magt for at opnå det. Oprustningen af Grønland og Arktis er ikke i Danmarks og Grønlands interesse. Der er ikke en militær trussel mod Grønland. Det er ikke farligt, at Kinesiske handelsskibe nu kan sejle på de isfri farvande i Arktis, og det er ikke på grund af aggression og ond vilje, at Ruslands kyst når halvvejs rundt om Arktis.
Det er vores interesse, at Arktis er et lavspændingsområde.
Arktis var et lavspændingsområde med fredeligt samarbejde indtil Trumps daværende udenrigsminister Mike Pompeo på et møde i Arktisk Råd i 2019 sagde, at det skulle høre op.
Grønlænderne har ret til selv at bestemme i deres land. Vi er i Danmark forpligtet til at støtte grønlænderne og forsøge at redde deres selvbestemmelsesret.
Og hvorfor siger jeg det, når emnet lige nu er baseaftalerne.
Det gør jeg, fordi det med det Grønlandske eksempel på Trumps ”USA first” bliver tydeligt, at USA’s interesser er forskellige fra Danmarks og Nordens interesser, og at USA varetager egne interesser uden hensyn til andre berørte parter.
Det gælder også i andre spørgsmål.
Alligevel vil folketinget til februar vedtage lovgivning, der giver USA ret til frit at benytte baser i Ålborg, Skrydstrup og Karup til at varetage USA’s egne interesser, uden dansk indflydelse.
Det skader Danmarks sikkerhed, fordi det øger krigsfaren og gør Danmark til bombemål.
Regeringen skal ikke lydigt følge USA. Regeringen skal varetage Danmarks og Grønlands interesser.
Nordens sikkerhedspolitiske interesser er ikke de samme som USA’s. Bare se på et landkort. Norden er naboer til Rusland. USA ligger på et andet kontinent.
Hvis adgangen til Østersøen gennem de danske stræder og bælter bliver spærret i en konflikt med Rusland, så er det ikke USA, men Danmark, der risikerer ødelæggelse.
Hvis amerikanerne fra baser i Norden angriber eller truer Rusland, så er det i første række Norden, der risikerer ødelæggelse.
Baseaftalerne skader Nordens sikkerhed, fordi de øger faren for krig, død og ødelæggelse i Norden. Norden (og Europa) skal leve med Rusland som nabo. Det er klart i vores sikkerhedspolitiske interesse, at det kan ske fredeligt. USA derimod taber ikke noget, men tjener milliarder af dollars på en krig i Europa.
Allerede I 1953 ønskede USA baser på danske lufthavne, men politikerne endte den gang med at sige nej tak, fordi USA ikke ville give Danmark indflydelse på, hvad flyene skulle bruges til, og end ikke acceptere, at det skulle være til forsvar af Danmark.
Den danske regering frygtede dengang, at udstationering af amerikanske fly til angrebsformål og evt. militære angrebsoperationer fra baser i Danmark ville øge faren for angreb på Danmark.
Når USA nu laver mange nye bilaterale aftaler bl.a. med de nordiske lande og med lande i Asien, må vi se det som et led i USA’s forsøg på at inddæmme Rusland og Kina.
Med baser i Danmark og Sverige kan USA lukke den russiske østersøflåde inde. Med baser i Norge og overvågning af GIUK-gabet (Grønland/Island/United Kingdom) med radar og droner fra Grønland og Færøerne, kan USA kontrollere den russiske nord-flådes adgang til Nordatlanten.
Russernes adgang til Nordatlanten spiller ingen rolle for Nordens sikkerhed. Vi er naboer til russerne i Østersøen. Men det er afgørende for USA’s sikkerhed i tilfælde af en atomkonfrontation mellem USA og Rusland.
Erfaringen siden 50’erne også fra baseaftaler i andre lande viser, at amerikanerne ikke vil acceptere begrænsninger på deres militære handlefrihed på og ud fra baserne. F.eks. er basen i Ramstein brugt i forbindelse med bombardementer, dronelikvideringer og krige, som Tyskland var imod.
Det er en sikkerhedspolitisk suverænitetsafgivelse, som vi ikke skal acceptere.
Det er alene Danmarks regering og folketinget, der skal bestemme hvilke militære operationer, der skal udgå fra dansk territorium. Og tilsvarende gælder vedr. de andre nordiske lande.