50 året for Helsingfors-aftalen

Der er nu 50 året for Helsingfors-aftalen. Dengang under den kolde krig lykkedes det et samle landene i Europa + USA til en konference, hvor de kunne tale sammen om sikkerhedsproblemer og menneskerettigheder.

Og det lykkedes trods grundlæggende uenigheder at aftale nogle spilleregler, som virkede stabiliserende under resten af den kolde krig. Med afslutningen af den kolde krig forsvandt de gensidige fjendebilleder for en tid. Warszawapagten blev opløst, men NATO fortsatte, og havde brug for en ny fjende. Det blev i en periode muslimske terrorister.

Der var stadig modsætninger i Europa. Du Rusland efter Jeltzin-årene som mislykket stat kom ud af kaos, blev det klart, at Vesten ikke ville lukke Rusland ind i varmen, og med NATO’s udvidelser og Ruslands stigende indflydelse uden for Vesten voksede spændingerne. Med borgerkrigen i Donbas og besættelsen af Krim efter Maidan-kuppet i 2014 havde NATO igen fået en europæisk hovedmodstander, og det lykkedes forbavsende hurtigt at genoplive de gamle fjendebilleder.

Siden Ruslands angreb på Ukraine i 2022 er det løbet helt løbsk. Nu skal vi igen lære at være bange for, at russerne kommer og tager os. Finland og Sverige blev skræmt ind i NATO. Der blev indgået baseaftaler og nationalt aftalt en vanvittig oprustning, understøttet af krav og aftaler i både EU og NATO.

Vore landes oprustning og optrapningen af krigen i Ukraine med stadig stærkere våben og med stadig mere direkte involvering af NATO landene på alle måder, bortset fra utilsløret indsættelse af uniformerede militærenheder, leder frem mod en direkte militær konfrontation med Rusland. Der er nu igen, lige som for 50 år siden, en reel fare for, at det eskalerer til en atom- og verdenskrig.

Der er nu, som for 50 år siden, brug for at samle landene i Europa til fredelig forhandling om sikkerhedsproblemer og samarbejde i Europa. Desværre ønsker mange politikere ikke en forhandlet løsning om fælles sikkerhed. I hvert fald den danske regering siger det klart. Målet er at besejre modparten.

Det viser sig også i OSCE. CSCE/OSCE blev dannet som er organ for dialog hen over og på trods af uenigheder og modsætninger. I en situation, hvor mange politikere, også i Norden, nu er imod dialog og i stedet ønsker konfrontation, forsøger disse politikere at gøre OSCE til et organ for deres side i kamp mod modparten.

Vi må som fredsbevægelse forsvare OSCE’s rolle som organ for dialog på trods af modsætninger, og kræve at politikerne ikke misbruger OSCE som redskab til at vedtage, at de andre er onde, men forsøger at bruge OSCE som et redskab til at undersøge, hvad man kan blive enige om, trods modsætningerne.

Vi må huske Olof Palme’s konklusion om, at sikkerhed nødvendigvis må være gensidig sikkerhed, og at man ikke kan føle sig sikker, hvis modparten føler sig truet.

OSCE kunne begynde med at undersøge, om der er områder, hvor der igen kan aftales konkrete tillidsskabende foranstaltninger, lige som der for 50 år siden ved Helsingfors-konferencen blev givet løfte om varsling af militærøvelser.

Der er brug for det. Vi skal opbygge tillid ikke fjendebilleder.