Oplæg Fredsfestival 2024

Er der et alternativ til oprustningen?

Vi får at vide, at vi er nødt til at opruste, fordi der er en russisk trussel, eller for at vi kan afskrække russerne fra at forsøge at angribe os.

Men er det nu rigtigt, at det er den eneste mulighed, og at det er noget, vi er nødt til? Eller er der andre måder at forholde sig til Rusland på? Og hvad er konsekvensen?

Jeg vil argumentere for, at der er en bedre løsning på konflikten med Rusland end oprustning, konfliktoptrapning og i sidste instans krig.

At det er muligt, og at det er bedre for danskernes sikkerhed, liv, klima og velfærd, at forsøge at leve fredeligt sammen med Rusland som gode naboer.

Og at vejen dertil er dialog, konfliktnedtrapning og forhandling.

_ _ _ _ _ _ _ _

Jeg hedder Carsten Andersen. Jeg har været med i Århus mod Krig og Terror siden vi startede efter 11. september 2001. Jeg er desuden aktiv i nogle landsdækkende fredsorganisationer, bl.a. Fredsministerium og Forbyd Atomvåben/ICAN i Danmark.

_ _ _ _ _ _ _

Dansk sikkerhedspolitik er i disse år præget af en ensidig satsning og fokusering på oprustning, konfliktoptrapning og militære løsninger, samtidig med at fredelige forbindelser, handel med videre med modparten Rusland afbrydes.

Politikere og folketing har siden russerne angreb Ukraine lavet flere sikkerhedspolitiske aftaler. De store milepæle er det nationale kompromis, afskaffelse af forsvarsforbeholdet, baseaftalen og forsvarsforliget.

Politikerne siger, aftalerne er indgået af hensyn til danskernes sikkerhed, men problemet med, at politikerne nu satser på militære løsninger og investerer i våbenindustri og oprustning, er netop, at det skader vores sikkerhed ved at øge risikoen for død og ødelæggelse.

Dertil kommer så, at det finansieres på bekostning af vores interesse i klimaindsats, sundhed og velfærd.

_ _ _ _ _ _ _ _ _

Dansk sikkerhedspolitik bygger på at sikkerhed opnås ved at følge USA.

USA’s og Danmarks sikkerhedspolitiske interesser er forskellige. Bare se på et landkort. Rusland er vores nabo ved Østersøen, og det bliver det ved med. Det er derfor klart i vores sikkerhedspolitiske interesse, at naboskabet kan forløbe fredeligt.

USA derimod ligger på andet kontinent.  

Hvis adgangen til Østersøen gennem de danske stræder og bælter bliver spærret i en konflikt med Rusland, så er det ikke USA, men Danmark, der risikerer ødelæggelse. 

Hvis amerikanerne fra baser i Norden angriber eller truer Rusland, så er det i første række Norden, der risikerer ødelæggelse.

Norden, og resten af Europa skal leve med Rusland som nabo. Det er klart i vores sikkerhedspolitiske interesse, at det kan ske fredeligt.

USA derimod taber ikke noget, men tjener milliarder af dollars på en krig i Europa.

Denne geografisk betingede interesseforskel forklarer også, hvorfor USA arbejdede for en optrapning af konflikten med Rusland, mens Frankrig og Tyskland var tøvende og længe søgte en diplomatisk løsning på Ukraine-krisen.

_ _ _ _ _ _ _ _

Der er en tydeligt EU-problematik her. EU har også valgt konfrontation og militær optrapning.

Anført af von der Leyen og Kaja Kallas, og støttet af Mette Frederiksen lægger Kommissionen og Ministerrådet op til en fordobling af udgifterne til våbenproduktion og militær med en fælles europæiske strategi for indkøb og produktion af våben og andet militært udstyr.

Hvor EU’s tidligere strategipapir talte om at sikre den grønne omstilling, er fokus nu på at øge forsvarsudgifter og investeringer i europæisk våbenindustri, og på at udvikle nye våben med støtte fra PESCO, Den europæiske Forsvarsfond og den Europæiske Centralbank.

Strategien styrker våbenlobbyen og gør våbenindustrien til en vigtig faktor for økonomi, beskæftigelse og vækst.

Strategien øger dermed behovet for nye krige, for at våben og ammunition kan blive solgt.

At sætte ny fart i våbenkapløbet, øger dermed risikoen for krig.

Sikkerhed opnås ikke ved at gøre os afhængige af våbenproduktion, men ved dialog og internationale aftaler, der kan mindske spændingsniveauet.

EU’s satsning på krigsproduktion spiser desuden de ressourcer, der er brug for til klimaindsats, sundhed og velfærd.

EU og Danmark skal holde op med at varetager USA’s interesser, og i stedet varetage egne sikkerhedspolitiske interesser.   _ _ _ _ _ _ _

Kan man leve fredeligt sammen med Rusland?

Jeg startede med at konstatere, at alternativet til krig og oprustning naturligvis er at leve fredeligt sammen med vore naboer russerne. Men kan man det? Kan vi føle os trygge og sikre ved det?

Olof Palme, der arbejdede for fredelige løsninger, konkluderede, at sikkerhed nødvendigvis må være fælles og gensidig. Man kun kan føle sig sikker, hvis ens modpart føler sig sikker.

Det vil sige, at vi kun kan være trygge som naboer til Rusland, hvis Rusland kan føle sig tryg ved EU og NATO, og omvendt.

Derfor er der ingen sikkerhed i den aktuelle strategi om afskrækkelse.  Prøv lige at overveje, hvordan danske politikere ville reagere, hvis Rusland oprustede i Østersøen for at afskrække? Hvis Rusland ville være militært til stede i nærheden af det sydfynske øhav for at afskrække os.

Mon ikke de besindige danske politikere vil synes, at en russisk flåde-tilstedeværelse i deres baghave var en provokation og en trussel, og at det ville føre til oprustning og mere konfrontation.

Hvordan mon så russerne reagerer på fremskudte amerikanske baser i Norden eller på vores afskrækkende jagerfly i Letland. 

Her tror jeg ikke, russerne er så meget anderledes end danskerne.

Hvis en part føler sig truet og må opruste, går det ud over modpartens sikkerhed, så de også må opruste.

Mekanismen både i afskrækkelse og våbenkapløb er, at det, den ene part gør, er en reaktion på noget, den anden part har gjort. At hver ny handling skaber en reaktion hos modparten. Det er lige som i et gammelt ægteskab. Man kan ikke sige, hvem der begyndte.

For at bryde optrapningsspiralen, må vi overveje, hvad skal der til, for at Rusland kan føle sig sikker, og russerne må overveje, hvad skal der til for, at EU og NATO kan føle sig sikre.

For at nå en sådan tryghed, må der arbejdes målrettet på at overvinde den gensidige mistillid. Midlet dertil er såkaldt tillidsskabende foranstaltninger. Under den kolde krig lykkedes det at indgå en række tillidsskabende og spændingsnedtrappende aftaler, som desværre nu en efter en er blevet opsagt.

INF-traktaten fra 87 forhindrede opstilling af mellemdistanceraketter i Europa, da atomtruslen var mest påtrængende. Aftalen er opsagt med henvisning dels til udvikling af nye rakettyper og dels til, at Kina ikke var med i aftalen.

Europæiske politikere bør for vores sikkerheds skyld arbejde for en ny aftale om at forbyde mellemdistanceraketter i Europa. Man må meget gerne søge en aftale med Kina, men kinesiske mellemdistanceraketter kan ikke nå Europa, så det ændrer ikke ved behovet for en aftale i Europa.

Der var aftaler fra den kolde krig om at informere hinanden om militærøvelser og om at sende observatører. Der er brug for at genoplive den praksis.

Der var Open Sky aftalen, som sikrede, at man fra oven kunne følge med i modpartens militære opbygning og se, om der blev forberedt et angreb. Den aftale er også opsagt.

I øjeblikket kan der ikke laves den slags tryghedsskabende aftaler, fordi politikerne ikke længere ønsker at forhandle og indgå aftaler med Rusland.

Olof Palmes erkendelse af, at sikkerhed nødvendigvis må være fælles sikkerhed, har ikke fundet vej hverken til EU eller NATO.

Nu skal der ikke længere snakkes med russerne, nu skal de trynes, og vi skal være i stand til at banke russerne.

Det føler jeg mig ikke tryg ved.  Der er stor fare for, at vi ryger med i købet, hvis NATO skal banke russerne.

Og det selv om efterretningstjenesterne vurderer, at Rusland ikke ønsker en krig med NATO.

_ _ _ _ _ _ _

Ukraine

Spørgsmålet, om vi kan leve fredeligt sammen med Rusland, bliver sat på spidsen med krigen i Ukraine.

Det blev i årene før krigen klart, at Vesten ikke ville forhandle om, og slet ikke indgå kompromisser for, at Rusland kunne føle sig sikker. Det er stadig både Bidens, von der Leyen’s og Mette Frederiksens linje.

Man vil ikke analysere, og slet ikke forstå, hvorfor Rusland angreb Ukraine, og dermed heller ikke analysere, i hvilke situationer Rusland evt. vil angribe igen, og i hvilke situationer Rusland ikke vil angribe.

Man vil hellere konkludere, at Rusland angreb Ukraine, og så vil de nok angribe igen, når de kan, måske først i Baltikum og siden Danmark.

Ruslands krav var, at Ukraine ikke måtte optages i NATO. Russerne var bange for opstilling af amerikanske atomraketter i Ukraine, der kunne nå Moskva og det centrale Rusland på 5 minutter. Det var den frygt, vesten ikke ville forstå.

Krigen i Ukraine optrappes.  Der anvendes stadig kraftigere våben. Det er nødvendigt for at sejre militært. Det er krigens logik. Nu drøftes brug af atomvåben på højeste politiske plan.

Krigens logik fører os direkte mod en altødelæggende krig. 

Ruslands atomstrategi var indtil september i år, at atomvåben kan anvendes, når der er en eksistentiel trussel mod Rusland. Strategien er nu præciseret, så bombardementer i Rusland med NATO-våben kan udløse et atomart modsvar.

NATO’s atomstrategi er, at Nato kan anvende atomvåben, også som de første, hvis det er nødvendigt.

Så der er en reel fare for, at krigens logik og parternes strategier vil føre os ud i en atomkrig. Derfor er det nødvendigt at bryde med NATO’s og Ruslands atomstrategier.

I forbindelse med Donormødet I september og Zelenskys besøg i Washington drøftede man tilladelse til at bruge amerikanske og andre langtrækkende raketter til at ramme mål langt inde i Rusland. Vestlige efterretningstjenester vurderede, at sådanne bombninger ville udløse et russisk modsvar.

Samtidig sagde Mette Frederiksen, at vi ikke skulle være bange, men tillade Ukraine at bruge de langtrækkende våben inde i Rusland, for at vinde krigen. Vi har en dristig, eller måske dumdristig statsminister 

Hvis vi vil bryde krigens logik, før Ukrainekrigen eskalerer til en atom- og verdenskrig, må vi arbejde for en løsning alle parter kan leve med.

_ _ _ _ _ _ _

Et centralt spørgsmål, hvis alle parter skal føle sig sikre, er, om der er andre måder at garantere Ukraines sikkerhed på end med NATO-medlemskab og amerikanske atomraketter?

Er det ikke klart bedre både for ukrainerne og for hele Europas sikkerhed, hvis krigens død og ødelæggelse kan erstattes af en internationalt garanteret sikkerhedsaftale?

I december 2021, altså før krigen, foreslog Rusland sikkerhedsgarantier på betingelse af et Ukraine uden for Nato, men USA mente ikke, NATO-udvidelsen var til forhandling.

 Kennedy konkluderede efter Cuba-krisen, at man ikke kan vinde en krig mod en atommagt, og at man ikke skal presse en atommagt ud i valget mellem et ydmygende nederlag eller en atomkrig. Den erkendelse, har politikerne også glemt i dag.

Kennedys konklusion betyder, at fortsat krig ikke giver sikkerhed, hverken for ukrainerne eller EU-landene.

Palmes konklusion betyder, at Ukraines sikkerhed afhænger af, at der kan indgås en aftale, der også giver russerne sikkerhed.

En sådan aftale skal selvfølgelig kombineres med internationale garantier til Ukraine. Det er oplagt at have både Vesten, FN og Kina med.

Hvis vi vil have sikkerhed, må det forhandles som en aftale om fælleseuropæisk sikkerhed.

_ _ _ _ _ _ _

Jamen Putin kan man ikke forhandle med, siger de.

Udsagnet dækker over, at vesten ikke ønsker dialog og forhandling. 

Man fortier, at Rusland både før krigen i Ukraine og også siden har anmodet om en sådan forhandling. Man fortier, at der har været forhandlinger flere gange, også efter at Rusland angreb Ukraine, og at der stadig er samarbejde, der fungerer, f.eks. levering af russisk olie og gas til EU-lande gennem ukrainske rørledninger.

Ukraine vil gerne have betalingen for brug af rørledningen og Rusland vil gerne sælge sin olie og gas. 

Aftalerne forlænges nu igen. Ukraine bad EU om at forhandle dem. Men EU vil helst ikke vise, man kan forhandle med Rusland, så det endte med, at det er de enkelte modtagerlande, der indgår aftalerne. Når der en fælles interesse i det, kan man altså forhandle en løsning.

Nøjagtig som i Gaza er krigen frygtelig, og vi hører jævnligt om, hvor hensynsløs Putins krigsførelse er, så af hensyn til de civile ofre skulle man tro, der var et ønske om at stoppe død og ødelæggelse, men både EU og NATO argumenterer og arbejder aktivt imod dialog og kompromiser med Putin og for kamp indtil sejren. Dermed fortsætter ødelæggelsen af Ukraine og ukrainerne dræbes og lemlæstes.

Der er dog tegn på, at den samlede totale afvisning af forhandling ændrer sig.

Kristelig dagblads leder sidste fredag d. 4. oktober argumenterer for, at selv om man kunne ønske det, så er der ikke udsigt til, at Ukraine kan vinde krigen uden en farlig optrapning, og at man derfor må overveje, hvad der er en til nød acceptabel, omend ikke nødvendigvis ønskværdig, afslutning på blodsudgydelserne?

Avisen skriver ”Hvis man ikke mener, at det i længden holder, at vi andre beder ukrainerne om at kæmpe til sidste ukrainer, bliver det svært på et tidspunkt at komme uden om et forlig om fred – altså en forhandlet fredsslutning. At det forudsætter, at Ukraine selv på et tidspunkt viser interesse for denne udgang, er klart.

Men alternativerne hertil kan for indeværende kun være to ting, og ingen af dem er attraktive: At Rusland slider Ukraine op i en evighedskrig. Eller at Vesten tillader ukrainsk brug af vestligt donerede langdistancevåben dybt ind på russisk territorium, og hvorfor ikke også snart andre strategiske eskalationer.

Det sidstnævnte har det problem, at det meget vel kan tage krigen til atomart niveau. Det gætter en del iagttagere og sågar en del vestlige politikere på, at det ikke vil. Men sagen er, at det kun er gæt. Og når det gælder valget atomkrig/ikke atomkrig, vil de fleste ved nærmere eftertanke medgive, at der ikke rigtig er råd til at gætte forkert”.

Samme melding kommer fra Tysklands kansler Scholz, der foreslår, at der nu må forhandles med Rusland for at slutte fred. 

Folk ved jo godt, at man får hverken fred eller våbenhvile uden dialog med dem, man er i krig med. 

Det er et godt tegn, at vestlige ledere og medier nu også begynder at sige det.

Det er helt naturligt, at man ikke kan lide dem, man er i krig med, men det er alligevel netop ens modpart, man er nødt til at forhandle med. Man må forhandle med de ledere, modparten har, også med Putin. 

For at opnå et forhandlingsresultat, må man oven i købet kunne den svære kunst at forstå modpartens interesser, handlemuligheder og bevæggrunde, og man må finde et kompromis, som begge parter kan leve med. Ellers fortsætter konflikten.

_ _ _ _ _ _ _

Lad mig summere op:

Alternativet til oprustning og krig er at leve fredeligt med Rusland som nabo.

For at det skal lykkes, må Vesten overvinde sin modstand mod dialog, forhandling og kompromisser, og Danmark og EU må begynde at varetage europæernes sikkerhedspolitiske interesser, i stedet for som nu at varetage USA’s og våbenindustriens interesser i konfrontation.

Der er brug for at genoptage afbrudte fredelige kontakter, og for at forhandle og aftale tillidsskabende foranstaltninger.

Der må arbejdes for en fælles europæisk sikkerhedsaftale med sikkerhed for alle parter, så både Ukraine, Rusland, Tyskland, Frankrig, Danmark og alle de andre europæiske lande kan være sikre, og ikke skal føle sig truede.

Det er muligt at forhandle om en sådan aftale, hvis vesten vil. Rusland har længe ønsket en sådan forhandling.

Det er et alternativ, som giver langt større sikkerhed end oprustning og i sidste instans krig med Rusland.

For at nå det, skal de vestlige og særligt de europæiske politikere presses til at skifte kurs, og søge forhandling og fælles sikkerhed.

Vi skal rette presset mod den danske regering og folketing. Det er dem vi kan påvirke.

Stop oprustning og konfrontation, for vor sikkerheds skyld!