Stop krigen i Ukraine, før den eskalerer til en atomkrig.

Krigen i Ukraine optrappes.  Der anvendes stadig kraftigere våben. Det er nødvendigt for at sejre militært. Det er krigens logik.

Først leverede Danmark kun beskyttelsesudstyr og forsvarsvåben. Det var for farligt at levere offensive våben, kanoner og tanks. Kampfly var helt utænkeligt. Politikerne ville ikke i krig med Rusland 

Så leverede Danmark alligevel artilleri, siden tanks. Rusland understregede at optrapningen ville få konsekvenser, og truede med atomvåben.

NATO beroligede os med, at hvis Rusland brugte atomvåben, kunne Vesten ramme og udslette alle russiske enheder i Ukraine og hele Sortehavsflåden. Man sagde ikke noget om, hvad rusernes svar på det ville blive i en situation, hvor der allerede var lukket op for brug af atomvåben.

Så leverede Vesten F16 kampfly, og Danmark gik forrest i den optrapning. Siden har vestlige lande tilladt at donerede våben kan bruges til angreb ind i Rusland. Det er igen krigens logik. Det er nødvendigt, hvis man ikke vil indgå i forhandlinger, men for enhver pris vil have en militær sejr over Rusland.

Rusland sagde igen, at det ville få konsekvenser, og truede igen med muligheden for at bruge atomvåben.

Holdningen i den danske regering er stadig, at man skal følge krigens logik, og gøre det, der er nødvendigt for, at sejre med militære midler, og at der ikke må forhandles.

Nu er F16 kampflyene indsat i luftoperationer, indtil videre dog kun over Ukrainsk territorium.

Der er altså udsigt til fortsat optrapning og stadig færre begrænsninger på hvilke midler, der er acceptable, for at vinde.

Vil det så føre til en atomkrig?

Vestlige politikere kan nu kun berolige os med, at det tør Rusland nok ikke, så det skal vi ikke være bange for.

Ruslands atomstrategi er, at atomvåben kan anvendes, når der er en eksistentiel trussel mod Rusland. Se det sammen med, at NATO-høge har planer om at opdele et besejret Rusland i småstater.

NATO’s atomstrategi er, at atomvåben kan anvendes, også som de første, hvis det er nødvendigt.

Derfor er der udviklet et missilskjold, som i givet fald skal skyde fjendtlige atomraketter ned, så en atomkrig kan vindes. 

Af samme grund er der udviklet såkaldt anvendelige atomvåben.

Det er ikke længere 70’ernes dommedagsbomber, men små hyggelige atombomber med en sprængkraft på måske 10 til 50 gange Hiroshima-bombens. NATO tror stadig på et liv efter en atomkrig.

 

Så ja, der er en fare for, at krigens logik og parternes strategier vil føre os ud i en atomkrig.

Derfor er det nødvendigt at bryde krigens logik og søge konfliktnedtrapning, forhandling, våbenhvile og fred. 

Politikerne må forstå, at man ikke kan vinde, en atomkrig, At man ikke nøjes med en begrænset atomkrig. Brug af atomvåben vil føre til en altødelæggende storkrig.

Vi må presse den danske regering til at skifte politik. 

Det er nødvendigt at bryde krigens logik ved at søge forhandling med Rusland. Man får hverken våbenhvile eller fred uden at forhandle med den, man er i krig med.

Det er nødvendigt at bryde med NATO’s og Ruslands atomstrategier.

Danmark må tilslutte sig FN’s forbud mod atomvåben.