Grundlovstale 2024

Kære venner

Kære vedholdende EU-modstandere.

Vi må stoppe den vanvittige oprustning af EU, og så bruge pengene på klimaindsats.

Klimabevægelsen forsøger at gøre EU-valget til et klimavalg, men EU og politikerne taler i stedet om oprustning.

Anført af von der Leyen og Vestager, og støttet af Mette Frederiksen lægger Kommissionen og Ministerrådet op til en fordobling af udgifterne til våbenproduktion og militær med en fælles europæiske strategi for indkøb og produktion af våben og andet militært udstyr.

Der er tale om et skift fra klima til oprustning.

Hvor tidligere EU-strategipapirer talte om at sikre den grønne omstilling, er fokus nu på at øge forsvarsudgifter og investeringer i europæisk våbenindustri, og på at udvikle nye våben med støtte fra PESCO, Den europæiske Forsvarsfond og den Europæiske Centralbank.

Der er ellers mange, der deler håbet om, at EU skal sikre klimaindsats, men EU fungerer i praksis som en undskyldning for ikke at gøre noget.

Både landbruget og industrien siger, hver gang folketinget diskuterer klimakrav: ”Vi vil rigtig gerne, og vi gør, hvad vi kan, men det nytter ikke at vedtage stramninger i Danmark alene, for så flytter produktionen til andre lande, hvor de sviner mere”.

Det siger landbrug og industri også i alle de andre EU-lande. Dermed bliver EU den undskyldning, der forhindrer, at nogle lande går i spidsen og vedtager klimakrav, som kan inspirere til krav i andre lande.

Problemet er, at det indre marked og den frie bevægelighed for arbejdskraft, varer og tjenesteydelser forhindrer medlemslandene i at gennemføre krav ud over den laveste fælles standard.

Landbrug og industri ville miste deres argument om, at produktionen vil flytte, hvis man kunne vedtage en dansk co2 afgift, som opkræves både på produktion i Danmark, og som importafgift på varer, der ikke er betalt en rimelig co2 afgift af i produktionslandet. Men det må vi ikke for EU.

Kan man så vedtage en effektiv klimaindsats i EU?

Ja, som pæne ord i en hensigtserklæring, men lobbyister sikrer, at det ikke bliver til handling, før de frie markedskræfter engang gør det nødvendigt for industriens og landbrugets indtjening. Hvis der skal ske klimahandling, så vil det kræve et massivt pres fra klimabevægelsen i mange lande.

Industri og landbrug vil også her sige: ”Vi vil rigtig gerne, men det må ikke koste arbejdspladser eller gøre varerne dyrere”.

Og lobbyister vil sikre, at politikerne og pressen fortier, at formålet med co2 afgift og andre klimatiltag jo netop må være at gøre klimaskadelig produktion og klimabelastende varer dyrere, så afgifterne bliver et incitament til at omlægge produktion og forbrug.

Kommissionen og lobbyisterne sikrer sammen, at EU ikke vedtager noget, der rammer landbrugets og erhvervslivets indtjening og interesser.

Denne kombination af en magtfuld kommission og stærke lobbyister gør, at Kommissionens og Ministerrådets plan om øget våbenproduktion bliver farlig.

Oprustningsstrategien vil sætte ny fart i våbenkapløbet, og dermed øge risikoen for krig.

Strategien styrker våbenlobbyen, og gør våbenindustrien til en vigtig faktor for økonomi, beskæftigelse og vækst.

Strategien øger dermed behovet for nye krige, så våben og ammunition kan blive solgt.

Satsning på krigsproduktion spiser de ressourcer, der er brug for til klimaindsats.

Men fortvivl ikke. Morten Løkkegård fra Venstre vil løse problemet.

Han vil ændre reglerne, så EU stempler våbenproduktion som bæredygtigt, og ændre ESG reglerne så firmaer, der investerer i forsvarsteknologi kan markedsføre sig som ’sustainable’.

 

Og wupti, så er prioriteringen af oprustning ikke noget problem.

 

Det sætter en helt nyt niveau for greenwashing. Det overgår det som landbruget og industrien ellers præsterer. 

Venstre kunne lige så godt sige: ”Kast flere bomber, for klodens skyld”.

Det, der i stedet skal siges, er ”Fred på Jorden, Fred med Jorden”

 

Klimaindsats opnås ved at stoppe krige og klimaskadelig produktion og omlægge til reelt bæredygtig produktion

Sikkerhed opnås ikke ved at gøre os afhængige af våbenproduktion, men ved dialog og internationale aftaler, der kan mindske spændingsniveauet.

Men EU modarbejder, anført af von der Leyen og Mette Frederiksen, ethvert forsøg på at få dialog og forhandlede løsninger.

Stop den vanvittige oprustning af EU!

Brug pengene på klimaindsats!

Fred på Jorden, fred med Jorden!

Kan i have en god Grundlovsdag.