Kære demonstranter, kære efterskoleelever.

Tak fordi I demonstrerer for fred. Tak fordi I engagerer jer i kampen for en verden, vi kan overleve i.

Der er mange gode grunde til at gøre noget for freden. Jeg vil nævne nogle af de mest påtrængende.

Det mest påtrængende i øjeblikket er at stoppe blodbadet i Gaza. Mon ikke den forfærdelige situation har åbnet mange unge menneskers øjne for, hvor forfærdelig krig er. Og måske også for, at man ikke bare kan gå ud fra, at vesten og Danmark er på den rigtige side.

Alle, der har nogen medfølelse med uskyldige ofre, kan se, at det må standse. Det er ikke i orden at synes, myrderiet må fortsætte indtil den ene part har sejret.

Som regel er det sådan, at når først det er kommet til krig, så er der ikke længere nogen rigtig side. Så bliver det første krav af hensyn til de mennesker, der dræbes og lemlæstes, stop skydningen, våbenhvile nu. Så må man derefter forhandle om en fredsaftale.

Det gælder både i Gaza, i Ukraine og i andre krige.

En mere vedvarende grund til at ungdommen skal engagere sig i arbejdet for fred, er at krigene er klimaødelæggende.

Det er velkendt at klimaforandringerne vil gøre mange områder ubeboelige, og at det vil medføre nye krige om land, vand og føde.

Sammenhængen mellem krig og klima går også den anden vej, men det taler politikerne helst ikke om.

Krige, som i Ukraine og Gaza, giver en enorm klimabelastning og fremrykker klimaforandringerne.

Øget våbenproduktion giver øget co2 belastning, og jetjagere og tanks bruger betydelige mængder fossilt brændstof. Men det småting i forhold til den klimabelastning, der sker, når våbnene bliver brugt til krig.

Militæret har indtil videre kun stået for omkring 0,5% af Danmarks co2 udledninger.

Det, der virkeligt er klimaødelæggende, er ikke så meget, at landene har baser, kampfly og kampvogne. Problemet er, når baser, fly og kampvogne bliver brugt til deres formål, at føre krig med al den ødelæggelse, der er en del af krigens væsen.  

Når en by eller et område er bombet, brændt af og ødelagt, som det lige nu sker i Gaza, og som det skete i Mariopol, Aleppo og Mosul, så er boliger, infrastruktur og produktionsapparat destrueret.

Hvis de stakkels indbyggere igen skal have et sted at bo, og igen skal kunne tjene en løn og selv frembringe deres livsfornødenheder, så skal det hele produceres igen.

Bygninger, veje, fabrikker, maskiner mv. Det er hundrede års akkumuleret co2 belastning, der så skal udledes i atmosfæren en gang til. 

Vi kan godt snakke om genbrug, affaldssortering og begrænsning af madspild mv. men det her er klimabelastning i en helt anden målestok.

Krig er den mest klimaødelæggende aktivitet, vi kender.

Og den ødelæggelse tælles helt sikkert ikke med i krigsmagernes co2 regnskab.

Læg så dertil, at når der er krig, så prioriteres krigen over alt andet. Så æder krig og oprustning de midler, der skulle være brugt til andre formål, og klimaindsatsen nedprioriteres og udskydes.

Så for klimaets skyld, skal vi kræve våbenhvile nu, så krigenes bombninger og klimødelæggelse stopper.

Tilsvarende æder krig og oprustning af de penge, der skulle bruges på uddannelse og på genopretning af velfærden og sundhedsvæsenet.

Hvis vi vil undgå yderligere nedskæringer på uddannelserne og på det offentlige sundhedsvæsen, så skal vi stoppe krigene. Så længe, der er krig, blive alt andet prioriteret lavere.

Paroler om velfærd frem for våben, eller klimaindsats før oprustning, som vi kan samarbejde med fagbevægelsen eller klimabevægelsen om, giver ikke svar til dem, der vil opruste for at få sikkerhed, så lad os se lidt på Danmarks sikkerhed.

Det nationale kompromis om Danmarks sikkerhed skulle give sikkerhed gennem øget oprustning, øget våbenproduktion og afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Dertil kommer den nye aftale om amerikanske baser, som er en væsentlig del af militariseringen.

Jeg vil se på først baseaftalen og så forsvarsforliget, og påvise at begge dele i stedet giver øget krigsfare.

Problemet med baseaftalen er, at USA fra baserne kan udføre krigshandlinger uden, at Danmark har nogen indflydelse på, hvad der sker. Det forringer danskernes sikkerhed, fordi USA fra baserne varetager USA’s interesser, og de er anderledes end Danmarks interesser.

Bare se på et verdenskort. Danmark ligger i Europa, ved indsejlingen til Østersøen. USA ligger på den anden side af jorden. Det er i Danmarks sikkerhedspolitiske interesse, at der er fred i Europa. USA har andre interesser i deres geopolitiske konflikt med Rusland.

Det er der ikke noget nyt i. Allerede I 50’erne ønskede USA også baser på jyske lufthavne, men politikerne sagde dengang nej, fordi de ikke kunne få indflydelse på, hvad baserne måtte bruges til.

Hvis de danske stræder og bælter bliver spærret i en konflikt med Rusland, så er det ikke USA, men Danmark, der risikerer ødelæggelse.

Hvis amerikanerne fra baser i Danmark angriber eller truer Rusland, så er det i første række Danmark, der risikerer ødelæggelse.  

Det forringer danskernes sikkerhed, fordi det øger krigsfaren og gør Danmark til bombemål.

Vi har det sikkerhedspolitiske argument på vores side. Det er krigspolitikerne, der sætter Danmarks sikkerhed på spil.

Vi er også imod baseaftalen, fordi den svækker danskernes retssikkerhed.

Problemet er, at amerikansk personel ikke kan dømmes efter dansk lov, men at evt. forbrydelser skal behandles af amerikansk militærpoliti og amerikanske domstole efter amerikansk lov.

Det betyder f.eks. at samtykkeloven ikke gælder i sager, hvor amerikansk personel er indblandet.

Vi er desuden imod baseaftalen, fordi amerikanske baser medfører en risiko for atomvåben i Danmark.

I Baseaftalen, står, at aftalen ikke ændrer på dansk politik i forhold til opmagasinering og deployering af atomvåben i Danmark. Det er mindst 3 grunde til, at det ikke er betryggende.

Dansk politik var, at USA kunne bruge Thule også med atomvåben, bare de holdt det hemmeligt.

Aftalen bestemmer, at Danmark ikke kan inspicere og kontrollere, hvilke våben USA har på baserne.

Vi ved, at USA havde atomvåben på baser i Japan, selv om Japan af gode grunde var klart imod atomvåben.

Og så kommer vi til oprustningen, som blev varslet med det nationale kompromis og forsvarsforliget.

Delaftalen, som i januar er indgået til udfyldning af forsvarsforliget, konkretiserer nogle af problemerne i forsvarsforliget.

Forsvarsforliget har forpligtet Danmark til at bruge 2% af BNP på at opfylde NATO's krav. Når BNP så stiger, så skal forsvarsudgifterne også stige. I denne omgang ved at den samlede ramme, som i det nationale kompromis var sat til 143 mia., nu øges til 155 mia. 

Den mekanisme vil sikre stigende forsvarsudgifter hvert år og tage af de penge, der kunne bruges til klimaindsats, velfærd og sundhedsvæsen. Det kommer til at ramme vore medborgere.

Det sikkerhedspolitiske problem, er at oprustningen indgår i et våbenkapløb, så når vi og resten af vesten opruster, føler ruserne sig truede og opruster, og omvendt. Så kører oprustningsspiralen.

Med delaftalen gennemføres den aftalte investering i langtrækkende droner i Grønland og radarstation på Færøerne, Begge dele for at øge overvågningen af Nordatlanten, mere af hensyn til USA's sikkerhed end af hensyn til Danmarks sikkerhed. 

Det er ligegyldigt for Danmarks sikkerhed om russerne har adgang til Nordatlanten. Vi er naboer til dem i Østersøen. Men for USA er det afgørende at kunne overvåge, om russerne sejler gennem GIUK gabet. (Grønland, Island, UK)

Der medtages i aftaleteksten, nok mest af hensyn til Færøerne og Grønland, en sætning om, at Arktis fortsat skal være et lavspændingsområde.

At oprustning kan sikre Arktis som lavspændingsområde er en militær logik, som ikke er rationelt begrundet.

En stor del af forliget handler om investering i bedre forhold for personalet. Det er jo sympatisk nok, men det udspringer af et ønske om at udvide antallet af militært ansatte. Hvis det lykkes, vil det øge problemerne med at rekruttere unge mennesker til nyttige og nødvendige fag og jobs i velfærds- og sundhedssektoren.

Det er en af de mest skadelige følger af forsvarsforliget, hvis vi lige ser bort fra, at oprustningen jo øger krigsfaren.

Til brug, hvis oprustning og trusler slår over i krig, anskaffes så luftværnsmissiler både til flådens skibe og til den brigade, Danmark skal stille med til fortsat og øget optrapning af spændingen i Østeuropa. Det er den farligste del af den nye aftale, fordi det meget konkret øger rustningskapløbet lige i konfrontationszonen.

Nøjagtigt som det vil øge spændingen, at NATO i dette forår starter sin hidtil største militærøvelse med 90.000 mand. Det sker i forvisning om, at der vil komme en russisk modreaktion, der så kan retfærdiggøre den yderligere oprustning.

Ruserne har deres høge og våbenfabrikanter, der tjener millioner ved at bruge vestlig oprustning og militære skridt til at argumentere for russisk oprustning, nøjagtig som vores våbenfabrikanter og krigslobbyister argumenterer med en russisk trussel for, at vi skal acceptere dansk oprustning, som våbenfabrikanterne tjener tykt på.

Og det stopper ikke her.

Både krigsministeren og statsministeren har været ude med krav om at forcere oprustningen yderligere og fremrykke de mange militære investeringer.

Det vil betyde at en større del af statsbudgettet skal reserveres til død og ødelæggelse, og at nyttig anvendelse af samfundets ressourcer må nedprioriteres yderligere.

Senest har der på sikkerhedskonferencen i München været forslag om, at de europæiske EU og NATO-lande anskaffer sig atomvåben.

Både franske og tyske politikere og danske Søren Pind argumenterer for EU må have sin egen atomslagstyrke.

Og ikke mindst så er Danmark igen blevet en krigsførende nation.

I en periode efter nederlaget i Afghanistan lød det som om, Danmarks militære fokus blev flyttet fra krige i fjerne lande til et dansk territorialforsvar, og at forsvaret skulle omstilles fra et udrykningskorps til netop et nationalforsvar. Selv progressive partier købte den ide.

Nu kan vi se, at Danmark både skal opruste hjemme og angribe i fjerne lande. Krigspolitikken fortsætter. Danmark deltager nu i angrebene på Yemen. Det var ikke nok for krigspolitikerne at sende en fregat for at beskytte Mærsks adgang til det røde hav.

Regeringen ville også være med i USA’s og Storbritanniens angreb på Yemen. Regeringen har dermed engageret Danmark militært både i konflikten mellem Israel og araberne, og i borgerkrigen i Yemen, hvor den shiitiske Houti-bevægelse kæmper mod Saudisk støttede Al Qaeda-grupper.

Mønsteret fra Danmarks tidligere krige fortsætter. Der tales pænt om ædle motiver, men når Danmark går i krig uden for Europa, er det for at bevare vestens overherredømme og fastholde det globale syd i fattigdom og udplyndring.

 

Hvis Danmark vil sikre fri sejlads i Bab el Mandeb strædet, skal vi arbejde for stop af krigene både i Gaza og Yemen, og stop for våbeneksport til Israel.

Konflikter skal løses med fredelige midler, dialog og forhandling. Ikke med flere bombardementer.

Danmark skal ikke involveres militært i endnu en uoverskuelig konflikt.

Med baseaftale, forsvarsforlig og fortsat krigspolitik har regering og folketing valgt at satse på oprustning, konfrontation og fortsatte krige. Det giver ikke sikkerhed.

I stedet skal Danmark arbejde for våbenhvile, konfliktnedtrapning, dialog og forhandling.

Olof Palme konkluderede, at man kun kan føle sig sikker, hvis ens modpart føler sig sikker. Det vil sige, at vi kun kan være trygge som naboer til Rusland, hvis Rusland kan føle sig tryg ved NATO, og omvendt.

Det er en erkendelse, der ikke har fundet vej hverken til NATO eller til de danske politikere. Deres svar er, at vi skal være i stand til at banke russerne.  Det føler jeg mig ikke tryg ved.  Der er stor fare for, at vi ryger med i købet, hvis NATO skal banke russerne.

Kennedy konkluderede efter Cuba-krisen, at man ikke kan vinde en krig med en atommagt, og at man ikke skal presse en atommagt ud i valget mellem et ydmygende nederlag eller en atomkrig.  Den erkendelse, har politikerne også glemt i ukrainekonflikten.

Det er jer unge mennesker, arrangørerne af dagens demonstration og jeres jævnaldrende, der skal leve med konsekvenserne af krig og oprustning. Både i forhold til sikkerhed, klimaødelæggelse og samfundsmæssige prioriteringer.

Vi er bundet til et skæbnefællesskab med vore geografiske naboer. Vi kan leve fredeligt sammen med dem, eller gå til grunde sammen med dem i et ragnarok af krig og/eller klimaforandringer.

Lad os vælge livet.

Gør noget for freden.