Tak for invitationen til at deltage her og belyse fredsbevægelsens rolle i dag.

Jeg vil beskrive fredsbevægelsens rolle ud fra hvad vi gør, og hvordan vi forholder os til de problemer danskerne står overfor i en situation, der på mange områder er truende, og hvor regering og folketing desværre har valgt at satse på oprustning og fortsat krig i stedet for at arbejde for våbenhvile, forhandling og fredelig konfliktløsning.

Fredsbevægelsens rolle er at forme, formidle og udtrykke den folkelige modstand mod krig.

Den folkelige modstand er modstykket til våbenindustriens og krigstilhængernes lobbyarbejde. I øjeblikket er det desværre krigsmagerne, der er i offensiven.

Vi skal gå imod fjendebillederne og propagandaen om at krig og oprustning er nødvendig, og at forhandling og fredelig konfliktløsning er umulig.

Vi skal vise danskerne, at der er andre muligheder, så de kan kræve at politikerne gør noget for freden.

Vi skal fortælle politikerne, hvad de kan gøre for at stoppe krigene og mindske spændingen, så de kender mulighederne.

Dem, vi kan påvirke, er danskerne og den danske regering. Derfor er vores pres, vores krav og vores forslag rettet til den danske befolkning og regering. 

Vi har søgt foretræde og sendt henvendelser og forespørgsler til politikerne om at arbejde for stop af krigen i Ukraine, om at lægge pres på Israel for at stoppe blokade og bombardementer, om amerikanske baser og om forbud mod atomvåben.

 

Det mest påtrængende i øjeblikket er at stoppe blodbadet i Gaza. Den forfærdelige situation har åbnet mange menneskers øjne for, hvor forfærdelig krig er.  Og også for, at man ikke bare kan gå ud fra, at Vesten og Danmark er på den rigtige side.

Alle, der har nogen medfølelse med uskyldige ofre, kan se, at det må standse. Det er ikke i orden at synes, myrderiet må fortsætte indtil den ene part har sejret.

Som regel er det sådan, at når først det er kommet til krig, så er der ikke længere nogen rigtig side. Så bliver det første krav af hensyn til de mennesker, der dræbes og lemlæstes: stop skydningen! våbenhvile nu!

Så må man derefter forhandle om en fredsaftale.

Det gælder både i Gaza, i Ukraine og i andre krige.

Desværre vil regering og folketinget ikke stille krav om våbenhvile og stop for krigshandlingerne, i stedet støtter de i praksis fortsat krig.

Dermed er regering og folketing særligt vedrørende Israel/Palæstina i modsætning til en voksende del af den danske befolkning og største delen af verden uden for EU og NATO.  

 

Mere langsigtet er hovedproblemet, at oprustning og baseaftale skader danskernes sikkerhed.

Baseaftalen gør Danmark til et bombemål.

Oprustningen accelererer våbenkapløbet og øger risikoen for militær konfrontation.

Krigspolitikken med bombninger og undertrykkelse i det globale syd, aktuelt i Yemen, øger terrortruslen.

 

Et andet væsentligt problem er, at krig og oprustning tager de midler, der er brug for til klimaindsats og andre nyttige opgaver.  Så længe der er krig, prioriteres krigen højere end alt andet. Vi har lige set det med regeringens udspil i dag.

Der er påtrængende brug for penge til klimaindsats og til genopretning af velfærden og sundhedssystemet, men det er våben og oprustning, man finder penge til. Og man sender våben og ammunition til en klimaødelæggende krig.

Der er påtrængende brug for arbejdskraft i velfærds og sundhedssektoren, og for at flere unge mennesker tager en uddannelse inden for disse områder, men man prioriterer at trække flere unge mennesker ud af arbejdsmarkedet til værnepligt og ødelæggende militære aktiviteter.

 

Et særskilt problem er, at folketing og regering desværre ikke har fredelige værktøjer til rådighed, fordi politikerne har valgt at bruge pengene på våben. Danmark må genopbygge diplomatiet og investere i forskning om fredelig konfliktløsning, så vi fremover ikke kun har jægersoldater og kampfly, men i stedet kan sende diplomater og mæglere.

Fredsbevægelsen rejser disse problemer på gaden, på møder og i medierne. Vi er i dialog med klimagrupper, ungdomsgrupper, humanitære og folkelige organisationer, fordi der skal opbygges et folkeligt pres nedefra om, at politikerne skal skifte kurs og arbejde for danskernes sikkerhed. Den kan kun sikres ved at søge dialog, forhandling og fred med dem, man er i konflikt med.

Fredsbevægelsen former, formidler og udtrykker den folkelige modstand mod krig.