Historier fra fredsbevægelsen

Dette bliver både et historisk tilbageblik og et politisk oplæg, eller måske en mellemting, for kampen for fred har altid været politisk. At starte en krig er en politisk beslutning. Krig er fortsættelsen af politik med andre midler.

Derfor har fredsbevægelsen været en politisk bevægelse. Ikke nødvendigvis knyttet til politiske partier, men altid en politisk bevægelse.

I 1882 opstod den første danske fredsbevægelse, Dansk Fredsforening, anført af Frederik Bajer. Dansk Fredsforening fører gennem flere sammenlægninger og navneforandringer frem til dannelsen af FN-forbundet i Danmark, som stadig arbejder for at støtte FN's sag.

Fredsbevægelsen som bevægelse hænger sammen med arbejderbevægelsens opståen.

Det har i flere hundrede år været sådan, at det var undersåtterne, der skulle stille op som soldater og lægge krop til, når de herskende førte krig. Med kapitalismens fremkomst skete der noget nyt. Nu var undersåtterne arbejdere, der arbejdede sammen på store fabrikker. De kunne organisere sig og strejke og sige nej.

Da opstod ideen om, at man kunne sige nej til krig.

Arbejderbevægelsen tog begejstret ideen til sig. Tænk hvis man lavede en krig og ingen kom.

Første internationale troede på, og aftalte indbyrdes, at man kunne forhindre krig ved at sige fra, hvis det nationale borgerskab igen kaldte til krig.

De store arbejderpartier i Europa svigtede desværre og stemte for krigsbevillingerne i 1914.

Under 1 verdenskrig dannedes Kvindefredsligaen. De er stadig aktive i fredskampen

Efter krigen og for at undgå sådanne katastrofer fremover dannedes Folkeforbundet.

Folkeforbundet opstod på grund af, og havde sin eneste styrke i den folkelige opbakning. Befolkningerne var forfærdede over krigen med dens meningsløse masseslagterier, maskingeværer, giftgas mv. Folk ville ikke være med til mere krig. I nogle lande gjorde de oprør. Derfor gik de herskede med til en international aftale om at begrænse retten til at gå i krig.

Det er stadig den modstand mod krigens død og ødelæggelse, der er drivkraften i fredsbevægelsen.

I 1926 oprettedes Aldrig mere krig, som en dansk afdeling af War Resistors International

Folkeforbundet forhindrede nogle krige, bl.a. undgik man via forhandlinger med Folkeforbundet en krig mellem Sverige og Finland, ved at Ålandsøerne blev neutrale og demilitariserede. En status de stadig har i dag.

Folkeforbundet kunne dog ikke forhindre 2. verdenskrig.

2. verdenskrig startede, lige som nutidens krige med en løgn. Tyskerne kunne med egne øjne se på film, hvordan polske soldater angreb de tyske grænseposter.

I 1945 blev FN oprettet for at frelse kommende generationer fra krigens svøbe. Igen lykkedes det at begrænse retten til krig, fordi folkene ikke ville være med til mere krig.

FN er ikke en verdensregering. FN har ikke et internationalt voldsmonopol, der med militær og politi kan opretholde international lov og orden. FN’s magt ligger i, og er afhængig af, at verdens befolkninger og regeringer ikke vil finde sig i krig.

Derfor prøver krigsmagerne hele tiden at fortælle os, at FN ikke duer, og at fredelig konfliktløsning ikke er mulig.

I 1949 oprettedes NATO. I 1949 var den folkelige modstand mod mere krig fortsat så stor, at NATO var nødt til i sin formålsparagraf at forpligte sig til FN-traktaten og til at løse konflikter fredeligt og i afstå fra magtanvendelse.

I 1950 oprettedes verdensfredsrådet WPC og i Danmark Fredens Tilhængere, anført af Mogens Fog.

Verdensfredsrådet støttedes blandt andet af Sovjetunionen og kommunisterne og blev af modstanderne betegnet som en kommunistisk dækorganisation.

IPB, International Peace Bureau, en gammel pacifistisk verdensorganisation fik under den kolde krig dermed en rolle som modstykke til WPC.

Fredens Tilhængere samlede underskrifter på Stokholm-appellen om forbud mod atombomben og mod første brug af atomvåben. Stokholmappellen opnåede verden over bred tilslutning, fordi den byggede på et konkret krav, der adresserede folks frygt uden at diskutere de på grund af den kolde krig meget ideologiserede begreber om krig og fred.

Med Vesttysklands optagelse i NATO i 1955 kom frygten for en genoprustning af Vesttyskland til at spille en stor rolle. Da der første gang skulle tyske soldater til øvelse i Danmark lænkede fredsaktivister sig til togskinnerne for at stoppe transporten.

I 1960 startede Kampagnen mod Atomvåben anført af Carl Scharnberg op. Med påskemarcherne fra 1960 til 63 skabtes opmærksomhed om kravene. ”Nej til atomvåben på dansk jord”.

Både protesten mod tysk genoprustning, og mod atomvåben fik gennemslagskraft fordi de adresserede danskernes frygt for krig og ødelæggelse.

I 60’erne eskalerede Vietnam-krigen og med fjernsynet fik danskerne for første gang krigens gru direkte ind i stuen. Det resulterede sammen med ungdomsoprøret i en omfattende solidaritets- og antikrigs-bevægelse. Militæret lærte heraf at styre pressedækningen, så krigens gru kom først i fjernsynet igen under Ukrainekrigen. I de mellemliggende år talte medierne om kirurgisk præcise bomber.

Vietnambevægelsen blev delt i 2 retninger. På den ene side Vietnam 69, der ville samle alle, der var i mod, at så mange vietnamesere skulle bombes og slås ihjel, og som samlede ind til børnehospitaler til Vietnam. På den anden side De Danske Vietnam-komiteer, der ville samle bevidste anti-imperialister til kamp mod USA imperialismen, og som samlede ind til maskingeværer til Vietnam. Om vi skal argumentere humanitært eller antiimperialistisk er en skillelinje, vi stadig ser i fredsbevægelsen.

I 1974 dannedes Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed, som prøvede at koordinere bl.a. modstanden mod køb af nye F16 kampfly i 1975 og mod neutronbomben fra 1977.

Modstanden mod neutronbomben fik internationalt bred opbakning, lidt ligesom Stockholmappellen

NATO’s dobbeltbeslutning i 1979 og protesterne mod opstilling 572 Perhing2 raketter og Thomahawk missiler i Vesteuropa gav en opblomstring af fredsbevægelsen i 80’erne, fordi danskerne blev bange for, at en krig ville ramme dem.

Kvinder for Fred blev Dannet i 1980.

På mange uddannelsessteder dannedes fredsgrupper

Hardy Hansen spurgte i 1981 på SiD’s kongres. ”Hvad nytter det at vinde arbejdskampen, hvis vi taber kampen for fred” I mange fagforeninger blev der lavet fredsudvalg. Fagbevægelsen for Fred i 1983.

Det giver fredsbevægelsen en større bredde og legitimitet når fagbevægelsen er med og lægger navn til. Så er det ikke bare de sædvanlige venstreorienterede, som altid protesterer. Derfor er det vigtigt igen at få diskussionen om fred ind i fagbevægelsen, som gode kræfter nu forsøger på.

Med fredsbevægelsens opblomstring blev der lavet store arrangementer, fredstræf i Silkeborg i 1983 og store påskedemonstrationer.

Der blev lavet en række opsigtsvækkende aktioner. Vi dannede ring om Århus langs ringgaderene.

I England dannede kvinderne en fredslejr ved Greenham Common. Senere var der en fredslejr ved Farslane i Skotland.

I Danmark trængte en flok udklædte skovtursgæster med stråhatte, madkurv og rødternet dug ind på en militær flyveplads og holdt frokost på landingsbanen indtil de blev fjernet af politiet. Ideen var at gøre opmærksom på kravet og protestere mod militæret. Udstyret viste, at vi ikke ønskede slagsmål og konfrontation med politiet.

I Faslane lykkedes det en dansk fredsaktivist, Ulla Røder med en våddragt at svømme ind til de bevogtede atombevæbnede u-både, som hun gik til angreb på med en hammer og en dåse spraymaling, hvorefter hun måtte vente på at marinesoldaterne vågnede, så hun kunne blive arresteret.

Ideen var ikke at ødelægge ubåden, men at gøre opmærksom på protesten. Det var vigtigt ikke at svømme væk igen, men at stå ved sin handling og blive arresteret.

Vi skal ikke gøre noget, vi ikke vil stå ved.

Ullas sag kom i skotsk højesteret, som vurderede at hendes aktion stod i et rimeligt forhold til den store fare hun protesterede imod.

Fredsbevægelsens folkelige opbakning viste sig også på Christiansborg i form af fodnotepolitikken fra 1982 til 88, hvor Schlüter-regeringen var i mindretal i forhold til dobbeltbeslutningen, og folketinget dels pålagde regeringen at markere standpunktet i en række fodnoter til NATO-erklæringer, og dels stoppede danske betalinger til raketterne. Det var kun muligt, fordi der var et bredt folkeligt pres, og fordi socialdemokraterne og de Radikale ikke var i regering.

Next Stop Nevada i 1987, og Next Stop Sovjet i 1989 var kampagner styret af unge aktivister og henvendt til unge. Det lykkedes dermed at engagere mange unge i at gøre noget mod atomkrigsfaren.

Med Berlinmurens fald i 1989, og Sovjetunionens sammenbrud dalede spændingsniveauet og fredsbevægelsen forsvandt næsten.

NATO fik det problem, at de ikke havde en fjende, der kunne retfærdiggøre fortsat oprustning.

Under den 1. krig mod Irak efter Iraks angreb på Kuwait 1990 var der næsten ingen protester, selv om Danmark deltog med korvetten Olfert Fischer. Efter Golfkrigen fulgte mange års blokade af Irak som førte til sult, lidelse og død for millioner af irakere uden at det udløste større aktivitet eller bekymring blandt danskerne.

Vestens og danskernes opbakning til krigen blev bl.a. sikret med en historie om, at de irakiske soldater rev spædbørn ud af kuvøserne i Kuwait. Det var løgn, men alle aviser skrev det, og folk troede på det. Når medierne beskriver en leder eller en befolkning som meningsløst brutale, så er det som regel løgn eller fordrejning, som skal få befolkningen til at acceptere krig.

Hvis vi ikke kan, ikke ønsker eller ikke tør gå imod disse fjendebilleder, kan vi ikke forhindre krig

Under Balkankrigene var der noget solidaritetsarbejde bl.a. omkring til Konvoj til Bosnien. Danmark deltog i en fredsbevarende FN styrke med mere militær magt end hidtil, og stod for Operation Bøllebank i Bosnien.

I 1999 deltog Danmark, da NATO angreb og bombede Serbien. Vi lavede nogle små nærmest hemmelige demonstrationer i Århus. Vi var flere til forberedelsesmøderne end til demonstrationerne, og der var ikke mange, der opdagede, at vi protesterede. Hvis der var protester i andre byer, så hørte vi ikke om det. Krigen blev begrundet med påståede etniske udrensninger i Kosovo, og der var skabt et ensidigt og fordrejet fjendebillede af serberne. De fleste danskere opfatter nok stadig krigen mod Serbien, som en retfærdig krig.

I 90’erne skete et afgørende skift i Danmark til den aktivistiske udenrigspolitik, som ført til at Danmark blev en aggressiv bøllenation, der førte angrebskrige og kastede bomber i andre lande uden FN mandat. Og danskerne opdagede ikke at det var farligt.

11. september 2001 fik NATO den fjende, de havde manglet siden 1990, og vi fik Afghanistankrigen og Bushdoktrinen. Afghanistan blev prøvestenen på NATO’s nye strategi om at forvare vestlige værdier i hele verden. Derfor kunne NATO, indtil russerne i 2014 tog Krim og genåbnede et gammelt fjendebillede, ikke tåle at tabe i Afghanistan, for så var strategien forkert og NATO unødvendig.

Århus mod Krig og Terror blev dannet i 2001 efter terrorangrebet på Word Trade Center, fordi vi så, at vestens reaktion på angrebet var krig, bomber og undertrykkelse.

Afghanistan-krigen blev markedsført som den gode krig, der skulle sikre demokrati og kvinderettigheder, og den fortælling holdt længe.

I 2002 viste det sig, at den næste krig skulle være mod Irak. USA forsøgte at få opbakning til krigen i FN. Colin Powell fremlagde falske beviser i FN’s sikkerhedsråd, og USA’s udenrigsminister rejste rundt og forsøgte at presse sikkerhedsrådsmedlemmerne til at støtte krigen. Det lykkedes ikke, men at det var nødvendigt for USA's viser FN’s betydning. Uden FN mandat var de fleste lande, bortset fra Danmark, England og enkelte andre ikke villige til at gå med. Det, at USA var næsten isoleret i FN i ønsket om krig mod Irak, styrkede den amerikanske fredsbevægelse i kampen om amerikanernes holdning. 

Danmarks opbakning til krigene svækkede krigsmodstanden i andre krigsførende lande.  

I 2003 kom Irakkrigen, uden FN mandat.

Truslen om, at vi skulle i krig med Irak, gjorde danskerne bange. Hvad betød det for vores sikkerhed? Kunne der nu komme bombeangreb i Danmark. Dermed kunne der igen laves brede antikrigs-bevægelser. I Århus lavede vi samarbejdet ”Ingen krig mod Irak, hvor Århus mod Krig og Terror, LO og FTF og venstrefløjspartierne var med. Vi lavede tre gange i februar og marts 2003 store demonstrationer med flere tusinde deltagere.

Vi fik opbygget et landsdækkende netværk af fredsorganisationer.

Et par aktivister fik adgang til Christiansborg, og smed rød maling på Anders Fog. De kom i avisen og skabte opmærksomhed, men også modstand, fordi aktionen blev udlagt som et angreb på folketinget og den demokratiske proces. Man skal altid indregne, hvad reaktionen vil blive, når man planlægger aktioner.

Krigslobbyen havde lært af Vietnam-krigen, så krigen i Irak kom ikke i medierne. Anders Fogh nægtede at give interview om krigen. Krigen var dog så upopulær, at Fog måtte trække Danmark ud inden han kunne udskrive valg i 2007.

Krigen i Afghanistan fortsatte, men som en glemt krig, som medierne søgte at tie ihjel.

Krigspolitikken fortsatte. Regeringen og folketinget var parat til at sende dansk militær i krig mod lande i det globale syd, hver gang de fik en mulighed for det.

Somalia. Libyen, Mali, Syrien, IS og lige nu Yemen.

I protest mod krigspolitikken opstod Pink Army.

Pink Army afdelingerne i København og Århus, lavede i april 2008 en koordineret fællesaktion kaldet "Pink Daisy", hvor der i forbindelse med Dronning Margrethes fødselsdag blev opstillet små lyserøde plastiksoldater både ved Amalienborg og ved Marselisborg slot.

Det var for at “beskytte majestæten, nu hvor den folkevalgte regering, har sendt hæren til fjerne verdensdele.

En fredsaktivist malede kampvognen uden for Slagelse kaserne lyserød. I fuldt dagslys og lige uden for kasernens vinduer nåede han at male kampvognen, inden nogen forstod, hvad der foregik. Malingen var vandopløselig, så den kunne vaskes af igen.

Aktivisten blev på stedet og oplyste navn mv. Formålet var ikke at begå hærværk, men at vise sin protest. Så han var mere interesseret end militæret var i at aktionen kom i pressen.

Undervejs kom et nyt tema ind i fredsbevægelsen. Klimakampen. Klimaødelæggelsen skaber nye konflikter og krige og krigene er klimaødelæggende og forstærker klimakatastrofen.

Det, der virkeligt er klimaødelæggende, er ikke så meget, at landene har baser, kampfly og kampvogne. Problemet er, når baser, fly og kampvogne bliver brugt til deres formål, at føre krig med al den ødelæggelse, der er en del af krigens væsen.  

Når en by eller et område er bombet, brændt af og ødelagt, som det lige nu sker i Gaza, og som det skete i Mariopol, Aleppo og Mosul, så er boliger, infrastruktur og produktionsapparat destrueret.

Hvis de stakkels indbyggere igen skal have et sted at bo, og igen skal kunne tjene en løn og selv frembringe deres livsfornødenheder, så skal det hele produceres igen.

Bygninger, veje, fabrikker, maskiner mv. Det er hundrede års akkumuleret co2 belastning, der så skal udledes i atmosfæren en gang til. 

Vi kan godt snakke om genbrug, affaldssortering og begrænsning af madspild mv. men det her er klimabelastning i en helt anden målestok.

Krig er den mest klimaødelæggende aktivitet, vi kender.

Efter Maidan kuppet i 2014, blev der borgerkrig i Donetsk og Rusland overtog Krim.

Dermed havde NATO igen fået Rusland som hovedfjende, og der kom fuld kraft i opbygningen af fjendebilleder. Det lykkedes utrolig hurtigt at skabe frygt for Rusland og at dæmonisere Putin, så mange danskere tror, at Putin kan man ikke forhandle med.

Så kom krigen i Ukraine. Fredsbevægelsen krævede forhandling og fredelig konfliktløsning, men politikerne sagde at forhandling var umulig.

Politikerne lavede til det nationale kompromis med en aftale om vild oprustning af Danmark, og en aftale om amerikanske baser.

Det førte til mange nye lokale fredsgrupper og organisationer som Fredsinitiativet og Nej til Oprustning, ja til bæredygtig sikkerhedspolitik.

Lige nu er det mest påtrængende at stoppe blodbadet i Gaza. Mon ikke den forfærdelige situation har åbnet mange unge menneskers øjne for, hvor forfærdelig krig er. Og måske også for, at man ikke bare kan gå ud fra, at vesten og Danmark er på den rigtige side.

Alle, der har nogen medfølelse med uskyldige ofre, kan se, at det må standse. Det er ikke i orden at synes, myrderiet må fortsætte indtil den ene part har sejret.

Som regel er det sådan, at når først det er kommet til krig, så er der ikke længere nogen rigtig side. Så bliver det første krav af hensyn til de mennesker, der dræbes og lemlæstes, stop skydningen, våbenhvile nu. Så må man derefter forhandle om en fredsaftale.

Det gælder både i Gaza, i Ukraine og i andre krige.

Lad mig opsummere:

Det er folks frygt for og modstand mod krigens død og ødelæggelse, der er drivkraften i fredsbevægelsen.

Vi skal forme, formidle og udtrykke den modstand.

Folk bliver aktive, når der er fare for at krigen kan ramme dem.

Kun løgn og fjendebilleder får folk til at acceptere krig.

Det er vigtigt, at bekæmpe fjendebilleder. Der er ingen folkeslag eller ledere, der bare er onde og usympatiske uden nogen formildende omstændigheder.

Vore aktioner skal skabe opmærksomhed, ikke søge konfrontation.

Vi vil ikke have slagsmål. Vi skal altid kunne stå ved det vi gør.

Det er os, der skal fastholde, at der er andre løsninger end krig.

Hvis man vil fred, må man søge den med dem man er i konflikt med.