Vi skal i dag drøfte oprustningen af Danmark.  Den oprustningsbølge vi er vidne til blev varslet det nationale kompromis i marts 2022.

Desuden indgår den nye aftale om amerikanske baser som et væsentlig del af militariseringen.

Vi er imod baseaftalen med USA, fordi den forringer Danskernes sikkerhed.

Problemet er, at USA fra baserne kan udføre krigshandlinger uden at Danmark har nogen indflydelse på, hvad der sker. USA varetager fra baserne USA’s interesser, og de er anderledes end Danmarks interesser.

Det er der ikke noget nyt i. I 1957 ønskede USA også baser på jyske lufthavne, men politikerne sagde dengang nej, fordi de ikke kunne få indflydelse på hvad baserne måtte bruges til.

Hvis de danske stræder og bælter bliver spærret i en konflikt med Rusland, så er det ikke USA, men Danmark, der risikerer ødelæggelse.

Hvis amerikanerne fra baser i Danmark angriber eller truer Rusland, så er det i første række Danmark, der risikerer ødelæggelse.  

Det øger krigsfaren og gør Danmark til bombemål.

Vi har det sikkerhedspolitiske argument på vores side. Det er vigtigt. Det er krigspolitikerne, der sætter Danmarks sikkerhed på spil.

Vi er også imod baseaftalen, fordi den svækker danskernes retssikkerhed.

Problemet er, at amerikansk personel ikke kan dømmes efter dansk lov, men at evt. forbrydelser skal behandles af amerikansk militærpoliti og amerikanske domstole efter amerikansk lov.

Det betyder f.eks. at samtykkeloven ikke gælder i voldtægtssager, hvor amerikansk personel er indblandet.

Vi er desuden imod baseaftalen, fordi amerikanske baser medfører en risiko for atomvåben i Danmark.

I Baseaftalen, står, at aftalen ikke ændrer på dansk politik i forhold til opmagasinering og deployering af atomvåben i Danmark. Det er mindst 3 grunde til, at det ikke er betryggende.

Dansk politik var, at USA kunne bruge Thule også med atomvåben, bare de holdt det hemmeligt.

Aftalen bestemmer, at Danmark ikke kan inspicere og kontrollere, hvilke våben USA har på baserne.

Vi ved, at USA havde atomvåben på baser i Japan, selv om Japan klart var imod atomvåben. 

Vi er imod den militarisering, vi ser med det nationale kompromis og forsvarsforliget.

Delaftalen, der netop er indgået til udfyldning af forsvarsforliget, konkretiserer nogle af problemerne i forsvarsforliget.

Forsvarsforliget har forpligtet Danmark til at bruge 2% af BNP på at opfylde NATO's krav. Når BNP så stiger, så skal forsvarsudgifterne også stige. I denne omgang ved at den samlede ramme, som i det nationale kompromis var sat til 143 mia., nu øges til 155 mia. 

Den mekanisme vil sikre stigende forsvarsudgifter hvert år og tage af de penge, der kunne bruges til klimaindsats, velfærd og sundhedsvæsen. Det kommer til at ramme vore medborgere.

Vi har i flere år i samar5bejdet med LO/FHom 1. maj haft freden med i det i det fælles grundlag, bl.a. med parolen ”Velfærd frem for våben”. Parolen udtrykker sammenhængen, at oprustningen stjæler de midler, der kunne bruges til velfærd. Det er relevant og akuelt, men det giver ikke svar til dem, der accepterer oprustning for at få sikkerhed. Vi er også imod forsvarsforligets oprustning, fordi oprustningen går ud over sikkerheden, og øger risikoen for krig, død og ødelæggelse.

Nu gennemføres den aftalte investering i langtrækkende droner i Grønland og radarstation på Færøerne, Begge dele for at øge overvågningen af Nordatlanten, mere af hensyn til USA's sikkerhed end af hensyn til Danmarks sikkerhed. 

Der medtages i aftaleteksten, nok mest af hensyn til Færøerne og Grønland, en sætning om, at Arktis fortsat skal være et lavspændingsområde. At oprustning kan sikre Arktis som lavspændingsområde er en militær logik, som ikke er rationelt begrundet.

En stor del af forliget handler om investering i bedre forhold for personalet. Det er jo sympatisk nok, men det udspringer af et ønske om at udvide antallet af militært ansatte. Hvis det lykkes, vil det øge problemerne med at rekruttere unge mennesker til nyttige og nødvendige fag og jobs i velfærds- og sundhedssektoren.

Det er en af de mest skadelige følger af forsvarsforliget, hvis vi lige ser bort fra, at oprustningen jo øger krigsfaren.

Til brug, hvis oprustning og trusler slår over i krig, anskaffes så luftværnsmissiler både til flådens skibe og til den brigade, Danmark skal stille med til fortsat og øget optrapning af spændingen i Østeuropa. Det er den farligste del af den nye aftale, fordi det meget konkret øger rustningskapløbet lige i konfrontationszonen.

Nøjagtigt som det vil øge spændingen, at NATO i 2024 vil gennemføre sin hidtil største militærøvelse med 90.000 mand i håbet om en russisk modreaktion, der så kan retfærdiggøre den yderligere oprustning.

Og det stopper ikke med det.

Krigsministeren har været ude med krav om at forcere oprustningen yderligere og fremrykke de mange militære investeringer.

Det vil betyde at en større del af statsbudgettet skal reserveres til død og ødelæggelse, og at nyttig anvendelse af samfundets ressourcer må nedprioriteres yderligere.

Senest har der på sikkerhedskonferencen i München været forslag om, at de europæiske EU og NATO-lande anskaffer sig atomvåben.

Både franske og tyske politikere og danske Søren Pind argumenterer for EU må have sin egen atomslagstyrke.

Og ikke mindst så er Danmark igen blevet en krigsførende nation.

I en periode efter nederlaget i Afghanistan lød det som om, Danmarks militære fokus blev flyttet fra krige i fjerne lande til et dansk territorialforsvar, og at forsvaret skulle omstilles fra et udrykningskorps til netop et nationalforsvar. Selv progressive partier købte den ide.

Nu kan vi se, at Danmark både skal opruste hjemme og angribe i fjerne lande. Krigspolitikken fortsætter. Danmark deltager nu i angrebene på Yemen. Det var ikke nok for krigspolitikerne at sende en fregat for at beskytte Mærsks adgang til det røde hav. 

Regeringen ville også være med i USA’s og Storbritanniens angreb på Yemen. Regeringen har dermed engageret Danmark militært både i konflikten mellem Israel og araberne, og i borgerkrigen i Yemen, hvor den shiitiske Houti-bevægelse kæmper mod Saudisk støttede Al Qaeda-grupper.

 

Hvis Danmark vil sikre fri sejlads i Bab el Mandeb strædet, skal vi arbejde for stop af krigene både i Gaza og Yemen, og stop for våbeneksport til Israel.

Konflikter skal løses med fredelige midler, dialog og forhandling. Ikke med flere bombardementer.

Danmark skal ikke involveres militært i en uoverskuelig konflikt.