Arbejdere for Fred!

Vi lever i en tid hvor det er blevet radikaliseret at snakke om fred. Og det er fredeligt at agitere for krigsbevilliger, våbenleverancer osv.

Der var en gang hvor arbejderklassen i Danmark stod stærkt på internationale spørgsmål. Tænk bare på kampen mod apartheid i Sydafrika en indsats som selveste Mandela senere kvitterede Sømændenes forbund for. Demonstrationerne mod USA´s forbrydelser i Vietnam og Korea krigen for bare at tage nogle eksempler. Altså vi formåede at stille os på den rigtige side. En gammel parole i fagbevægelsen lød, hvad nytter det og vinde en sejr i arbejdskampen hvis vi taber kampen om freden. Det er spørgsmålet vi i dag må stille os selv.

Situationen i dag er en noget anden hvor freds spørgsmålet har svære betingelser. Det mærker vi også i fagbevægelsen.

Det er på mange måder et emne der skiller vandene hvor følelserne og den umiddelbare fortælling for lov til at styre den generelle opfattelse.

På mange måder står vi midt i et stormvejr, hvor der ingen vilje eller vejledning er til fredens vej fra partierne på Christiansborg. Og som alle spiller en instrumental rolle for krigsindustrien hvis krigstrommer bare buldrer der ud af.

Vi kan konstatere at den militære oprustning har taget fart, og dødens købmænd kommer til at fylde deres lommer endnu mere i de kommende år.

I år blev et stort flertal af Folketingets partier enige om at tilføre 143 milliarder kroner ekstra til forsvaret i løbet af 10 år. Ydermere taler man nu åbent om, at imødekomme militæralliancen NATO's krav om at bruge minimum 2 procent af BNP på våben, hvis ikke mere! Forrige år mistede vi forsvarsforbeholdet overfor EU, hvilket betyder, at det danske militær nu skal ud og "forsvare" den europæiske elites handelsinteresser - uden for EU vel og mærke.

Så man kan roligt sige, at oprustnings spiralen har medvind godt hjulpet på vej af Ukraine krigen som i den grad politisk er blevet brugt til, at magthaverne i dette land har kunne slippe oprustningshelvedet løs.

Vi har som arbejdere ingen interesse i, at se passivt til, mens de imperialistiske modsætninger skærpes og fører til krig på bekostning af velfærd, liv og klima i hele verden.

Pengene til våben og oprustning kunne i stedet være brugt på at finansiere en haltende velfærd. Til at sikre alle en pensionsalder, de kan holde til. Og en reel progressiv politik til at bekæmpe klimakatastrofen, som også buldrer derudaf. Men milliarderne bruges tværtimod på krig og ødelæggelse, der alene tjener stormagternes geopolitiske og økonomiske interesser.

Jeg mener, at uanset hvad man i øvrigt mener om krigen i Ukraine, så er der nogle helt grundlæggende ting som det virker til, at den brede venstrefløj og langt størstedelen af fagbevægelsen ikke længere føler sig forpligtet til. Ikke bare i Danmark men i mange europæiske lande. Nemlig den proletariske internationalisme. Ja selv nogle af de russiske venstrefløjs partier vælger, at holde sig til sit national flag frem for det røde internationale flag som er arbejdernes flag. Og stå fast på kravet om, at vi ikke har noget som helst at gøre med borgerklassens krig mod hinanden i deres kamp om markeder og ressourcer.

Det er som om, at vi bredt set ikke formår og se igennem krigsretorikkens tåge der har lagt sig over os. De partier som kaster en alt eller intet politik ud over os, er de samme partier der hver dag forpester arbejderklassens liv med angreb på vores faglige rettigheder, stjæler vores fridage, hæver pensionsalderen til det urimelige og smadre vores kollektive offentlige velfærd. Vi skal huske på, at Imperialisternes krige er en fortsættelse - blot med andre midler - af den klassepolitik, de anvender mod folkene i "fredstid". Eksemplerne er mange med angreb på de sociale rettigheder overalt i Europa de sidste 30 år. Se bare hvordan kniven har været ført overfor vores kammerater i sydeuropa i mange år efterhånden. Hvordan man igen og igen angriber arbejderklassen i Frankrig. Vi ser et StorBritanien hvor mio. af offentlige ansatte mobilisere imod velfærdsforringelser og forringelser i den offentlige sundheds sektor. Lign. angreb ser vi også i Danmark. Tidligere i år vedtog den danske regering en lov der afskaffer en af vores fridage, et direkte brud på den såkaldte danske model. Det voldsomste angreb i nyere tid på den danske fagbevægelse, og kniven er ført af den socialdemokratiske ledet regering. Det var altså med argumentet om, at vi måtte rykke sammen i bussen i kampen for vestlige værdier i Ukraine måtte vi forstå. Altså vestlige værdier i et land hvor man har sløjfet faglige rettigheder, brændt fagforenings bygninger ned og forbudt alle partier der ikke deler Nato-skødehundene i Administrationen i kiev´s linje.

Det er altså de samme partier der bilder os ind, at vi må stille os samlet bag vores national flag, at vi har samme interesser på den internationale scene.

Hvordan kan vi tro, at dem som angriber os på den hjemlige politiske scene. Holder vores fane på den internationale scene.

Den sovjettiske agitator, og den første kvinde der sad i en regering Alexandra Kollontaj sagde det meget skarpt på en tale i 1912 i Stockholm,.

Hun sagde:

Kapitalisterne siger altid, at vi må bevæbne os, fordi vi er truet af krig. De råber på krig for at befri sig fra den sociale revolution, men det entydige, internationale svar til dem er:

Ned med krigen.

Arbejderne må vide, at bag truslen om krig står den kapitalistiske stat, der vil belaste folk med nye skatter, de ved, at krigsindustrien står bag og vil øge sine profitter! Citat slut.

Det er lige præcis det vi oplever. Der går en lige linje fra det kapitalistiske systems angreb på os, til dets kriser og dets krige. Det er vores fremtid de stjæler.

Verdensfreden kan ikke beskyttes eller sikres gennem militarisering. Og den kan ikke baseres på sanktioner og økonomiske krige, hvor befolkningerne er de som lider. De, der principielt forsvarer folks rettigheder - folks ret til at leve i fred - de kæmper mod folkets udbyttere og undertrykkere. De kæmper for at fjerne årsagerne til imperialistiske krige, tilbagetrækning og afvikling af alle militære koalitioner, her under NATO, afskaffelse af atomvåben og respekt for alle landes uafhængighed og suverænitet.

Det er jo i alt sin enkelthed opgaven. Som nok er nemmere sagt end gjort. Men i takt med, at det bliver mere og mere øjensynligt for flertallet hvordan vores kollektive velfærds ordninger forringes og underfinansieres med den ene hånd og krigsbevillingerne flyder ud med den anden hånd. Så tror jeg på, at der kan skabes et momentum for freds dagsordenen. Til foråret skal de offentlige fagforeninger forsøge og vride nogle penge ud af den politiske administration her i landet til deres overenskomstforhandlinger. Lur mig om ikke det økonomiske råderum er brugt, og de får svært ved at komme igennem med ret meget.

De skal så bare huske på hvor mange mia. der kan stampes op af jorden til krudt og kugler.

Tingene hænger sammen. Derfor mener jeg også, at spørgsmålet om fred er en sag for fagbevægelsen.

Men det er svært, det er i modvind og det er op ad bakke på 4 flade dæk. men vi må stå urokkeligt fast, Få sparket gang i debatten på det her spørgsmål.

Derfor er det på tide, at vi kræver retten til et liv i venskab og fred.

Kun sådan kan vi som menneskehed udfolde vores fulde potentiale.