Kære fredsvenner.

Overskriften for vores fredsfestival er ”Nej til militarisering af Danmark”

Da vi begyndte at planlægge festivalen regnede vi med, at vi på nuværende tidspunkt skulle mobilisere imod de konkrete initiativer til oprustning, militarisering og baser, som var varslet med det nationale kompromis.

Men der tog vi fejl. Ikke på den måde at den ekstreme oprustning er aflyst, men på den måde, at regeringen endnu ikke har offentliggjort andet end en forligsramme, så vi kender ikke konkrete projekter fra forsvarsforliget, som vi kan lave demonstrationer imod.

Der er sat tal på, hvor mange penge der mindst skal bruges, og pengene er sat af, så der skal spares på alt andet, særlig slemt er det, at der spares på klimaindsats, sundhedsvæsen og velfærd.

Hvordan og på hvad, de mange milliarder skal bruges, vil først blive afsløret drypvis, når regeringen finder det mest belejligt i løbet af de næste år.

Men vi kender forligspartiernes intensioner, og vi må afsløre dem og mobilisere mod dem, for militariseringen vil ændre Danmark og ændre den politiske dagsorden.

Så lad os starte med at se på, hvad det er, vi taler om. Hvad består militariseringen af Danmark af?

Det nationale Kompromis

Det begyndte med Det nationale Kompromis om sikkerhedspolitikken, som igangsatte og gav retning og mål for oprustningsbølgen blev lanceret i februar 2022 af de klassiske gamle partier.

Socialdemokratiet, som dengang var regeringen, og Venstre, Konservative, Radikale og SF blev enige om ”at den nationale sikkerhed var truet”, og at truslen kom fra Rusland.

Danmark skulle derfor oprustes sammen med EU og NATO.

Der blev umiddelbart afsat 3,5 mia ekstra årligt i 2022 og 23. Det var en bufferpulje bl.a til ”aktuelle økonomiske ubalancer i Forsvaret, forhøjet beredskab, afledte indsatser, styrket diplomati, humanitær indsats”.

Udover denne hovsa-bevilling blev aftalt ”et historisk løft af forsvaret til 2% af BNP.

Det var en opfyldelse af 2% hensigtserklæringen i NATO fra 2014.

Det blev aftalt, at en betydelig del heraf skulle være til køb af våben og materiel.

Det blev aftalt ” at Forsvaret skal have en tilstrækkelig planlægningshorisont i et kommende forlig, hvorfor .. (det) skal være en tiårig aftale, , sådan at implementeringen af styrkelsen af Forsvaret sker mest hensigtsmæssigt”.

Det er udtryk for, at muligheden for at komme igennem med en voldsom oprustning opstod så pludseligt, at man ikke anede, hvad man skulle købe for de mange penge. Men beslutningen skulle træffes, mens muligheden var der.

Det blev desuden aftalt, at afskaffe forsvarsforbeholdet. Det krævede en folkeafstemning, som blev gennemført 1. juni.

Det blev aftalt, at Danmark skulle være uafhængig af russisk gas

Det blev aftalt, at hovsa-bevillingen for 2022-23 kunne klares ved at lempe finanspolitikken, men at det historiske løft af forsvarsudgifterne holdes ”inden for rammerne af EU's regler og fuldt forenelig med fortsat ansvarlig finanspolitik og lav offentlig nettogæld”.

Der sigtes ” efter et offentligt underskud på omkring 0,5 pct. af BNP”.

Det betyder, at pengene tages fra det såkaldte økonomiske råderum, altså fra de penge, som politikerne ellers kunne bruge på andre ting, og dermed at pengene skal spares andre steder.

Hvorfor kommer det nu?

Den politiske elite, magthaverne, har ønsket at afskaffe forsvarsforbeholdet i de 30 år, der er gået siden vi fik forbeholdet i 1993, fordi danskerne stemte nej 1992.

Politikerne har ikke tidligere turdet tage en afstemning, fordi danskerne nok ville have stemt nej igen. Nu var chancen der.

Nu kunne de komme igennem med deres ønske om oprustning og fuld integration i EU’s militære aktiviteter og ikke mindst udvikling af forsvarsindustrien.

Men det krævede et nyt nationalt kompromis, hvor de fik SF med ligesom i 1992, hvor det nationale kompromis med bl.a. forsvarsforbeholdet sikrede et ja til Edinburgh-aftalen.

Tilsvarende har militæret, våbenlobbyen og deres støtter på Christiansborg længe ønsket at imødekomme USA og indfri NATO’s 2% krav, men de har ikke tidligere kunnet komme igennem med det på anden måde end som en hensigtserklæring på meget langt sigt.

Det skyldes, at danskerne indtil sidste år ikke ville acceptere en nedprioritering af vigtige områder som klimaindsats, sundhedsvæsen og velfærd.

De nye muligheder for oprustning og militarisering skyldes krigen i Ukraine, og den effektive krigspropaganda, krigen har udløst.

Fortællingen er, at eneherskeren i det autokratiske Rusland, Putin, helt uprovokeret angreb det demokratiske Ukraine, en suveræn, europæisk stat.

At Putins krig er uhørt forbryderisk og grusom i en grad, vi ikke ellers ser, og at Putin, hvis han lykkes med at erobre Ukraine, vil fortsætte med først Baltikum, så Østeuropa og i de værste fantasier også det fredelige Danmark.

Det skulle derfor angiveligt også være vores frihed, som de heltemodige ukrainere kæmper for.

Propagandaen er falsk.

Angrebet på Ukraine, er brud på FN-pagten og international lov, men bestemt ikke uprovokeret.

Rusland er ansvarlig for angrebet på Ukraine. Den ugerning protesterer vi imod.

Ukraine har hovedansvaret for at Minsk 2 aftalen, der kunne løse konflikten i Donbas uden krig og inden for Ukraines grænser, ikke blev gennemført. Hvorfor har kun fredsbevægelsen protesteret imod dette?

USA er hovedansvarlig for at konflikten er eskaleret, og at der ikke måtte aftales en løsning uden krig, som indebar ukrainsk neutralitet baseret på sikkerhedsgarantier.

Den løsning blokerer Vesten fortsat for. Hvilke danske partier har protesteret imod dette?

Rusland har tydeligt hverken militær kapacitet til eller interesse i en konventionel krig med NATO.

Selv efterretningstjenesten og forsvarsministeriet siger, der ikke er en trussel mod dansk territorium eller frihed. Der er altså ikke behov for oprustningen.

Forsvarsforliget

Aftalerne i Det nationale Kompromis skulle udmøntes i et 10 årigt forsvarsforlig, men regeringen er ikke klar, så rammen blev meldt ud i maj, men indholdet kommer drypvis i løbet af de kommende år.

Der bruges ifølge forligsudspillet alt 32,6 mia. til Ukrainestøtte. Heraf er knap 22 mia. nye penge. Disse beløb må forudses at vokse løbende.

Regeringen lægger op til ud over pengene til Ukrainestøtten at investere 143 mia., der skal styrke dansk militær. Pengene skal i vid udstrækning bruges i den hjemlige forsvarsindustri.

Noget af det første, der efter planen skal laves aftaler om allerede i dette efterår, er rekruttering og fastholdelse.

Regeringen vil rekruttere og fastholde mere arbejdskraft i forsvaret. De skriver selv ”Styrkelsen skal ske vel vidende, at det vil betyde større træk på ungdomsårgangene”.

Desuden skal der kunne trækkes på en større reservestyrke ansat andre steder end i forsvaret.

Danmark skal leve op til EU’s og NATO’s forventninger, det betyder bl.a. at der skal opstilles en indsatsstyrke, der hurtigt kan rykke ud, og at vi skal kunne deltage i EU’s militære indsatser.

Der nævnes 3 geografiske indsatsområder, Rigsfællesskabet, Nærområdet i Øst, samt Verdens brændpunkter og EU’s nærområder.

Samarbejdet med erhvervsliv og uddannelsesorganisationer skal styrkes. Den udvikling er i fuld gang bl.a. gennem projekter i PESCO og med støtte fra EU’s forsvarsfond.

Forsvarets bygninger, organisation mv skal moderniseres. Der afsættes cirka 27 mia. kr. over de næste ti år til at styrke Forsvarets materiel, bygninger, IT og personel

Forsvarsforliget indeholder en investering på 143 mia. over 10 år, og de løbende driftsudgifter indenfor NATO’s 2% krav bliver 20 mia. om året fremover.

Selv om Regeringens udmeldinger om forsvarsforliget ikke siger et ord om det, så forberedes også baseaftalen med USA. En baseaftale, som vil gøre Danmark til bombemål og medføre, at der kommer atomvåben til Danmark. Det vil Tove Jensen sige meget mere om.

Oprustning og baser skader Danmarks sikkerhed ved at øge faren for krig og ødelæggelse

Det nationale kompromis, og dets udmøntning i forsvarsforliget betyder mere oprustning, flere våben, mere forskning i og udvikling af våben, så de bliver hurtigere, mere præcise og mere effektive til at dræbe og ødelægge.

Vil vi så få mere sikkerhed for pengene? Desværre nej, tværtimod.

Sikkerhed betyder jo at være uden for fare. Internationalt skal sikkerhed altid ses i relation til omverdenen.

Vi reagerer på det, der sker i omverdenen og omverdenen reagerer på det, vi gør. Under den kolde krig kendte vi det som rustningskapløbet.

Vi får at vide, vi skal opruste, fordi russerne gør det, og at Rusland truer os.

Men russerne er lige så bange for Vesten, som vi er for dem, så vestlig oprustning får Rusland til at investere og forske mere i udvikling af nye våben, som er hurtigere, mere præcise og mere effektive.

Det bruges igen som argument for yderligere oprustning hos os.

Vinderne i det spil er våbenproducenterne på begge sider, som scorer milliarder på staternes våbenkøb.

Rusland har også et militærindustrielt kompleks. Russiske våbenfabrikanter tjener milliarder af rubler på våbenproduktion. De har en økonomisk interesse i at fremstille oprustning i Vesten, herunder Danmark, som en trussel, nøjagtig som våbenlobbyen i Danmark taler om en russisk trussel for at sikre sin indtjening.

Derfor er logikken i et våbenkapløb, at oprustning på den ene side øger oprustningen på den anden side.

Danmark (og Europa) er nu en gang naboer til Rusland. Det kan der ikke ændres på. Derfor en det i vores sikkerhedspolitiske interesse, at vi kan leve fredeligt sammen med russerne uden fare for krig og ødelæggelse.

Olof Palme konkluderede, at man kun kan føle sig sikker, hvis ens modpart føler sig sikker. Det vil sige, at vi kun kan være trygge som naboer til Rusland, hvis Rusland kan føle sig tryg ved NATO, og omvendt.

Det er en erkendelse, der ikke har fundet vej hverken til NATO eller til de danske politikere.

Deres svar er, at vi skal vise, at vi er i stand til at banke russerne. Det føler jeg mig ikke tryg ved.

Der er stor fare for, at vi ryger med i købet, hvis NATO skal banke russerne.

Kennedy konkluderede efter Cuba-krisen, at man ikke kan vinde en krig med en atommagt, og at man ikke skal presse en atommagt ud i valget mellem et ydmygende nederlag eller en atomkrig.

Den erkendelse, har politikerne også glemt i dag, hvor vesten ønsker og arbejder på at give russerne et ydmygende nederlag i Ukraine.

I stedet for oprustning og konfrontation har vi brug for dialog og forhandlinger for at nå frem til aftaler om fælles europæisk sikkerhed.

I stedet optrappes konfrontationen.

Den særlige indsatsstyrke, som forligskredsen vil opstille, er bl.a. tænkt som en del af en større NATO-styrke tæt ved Ruslands grænse i Baltikum.

Det kan ikke overraske nogen, at russerne vil se det som en trussel, som de må reagere på ved at opstille en styrke på deres side af grænsen.

Da det er så forudsigeligt, må man næsten tro, det for nogle krigspolitikere indgår i formålet med den særlige indsatsstyrke.

Våbenlobbyen har jo et klart økonomisk motiv til at øge konfrontation og oprustningskapløb.

Fortsat krigspolitik skader Danmarks sikkerhed ved at øge terrortruslen

Forsvarsforliget skal sikre fortsat dansk deltagelse i internationale operationer.

Der nævnes særligt 3 geografiske områder for militær indsats:

Rigsfællesskabet, dvs. Arktis, Nærområdet i øst, dvs. Østersøen og Baltikum, og verdens brændpunkter.

Vedrørende brændpunkter rettes fokus fremover på Vestbalkan og Nordafrika.

Det med Vestbalkan er et varsel om, at der forventes, eller lægges op til yderligere konflikt omkring Serbien.

Det med Afrika er en konsekvens af arbejdsdelingen i Vesten, hvor USA fokuserer mere på Kina og Asien, mens EU og de Europæiske NATO-lande må tage sig af Afrika.

Og dermed at Danmark fortsat er med til at fastholde det globale syd i fattigdom og udplyndring.

Erfaringerne fra Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien er ellers entydige. Krig og bomber skaber hverken stabilitet, demokrati eller sikkerhed, men død og ødelæggelse i de ramte lande, og terrortrusler mod vesten.

Militær indsats skaber flygtningestrømme, men også frygt, elendighed, håbløshed og had.

De 4 elementer: Frygt, elendighed, håbløshed og had er præcist det, der skal til for at skabe flere terrorister.

Det forstærkes af, at vi med den militære indsats ofte fjerner den lokale magtstruktur, og dermed giver plads til at ekstreme kræfter kan tage over og udfylde det magttomrum, vi skaber.

Det øger terrortruslen mod Danmark. Erfaringerne er på det område ret entydige, men forligspartierne har åbenlyst ikke lært af erfaringerne fra Danmarks hidtidige krige.

Prioriteringen af oprustning og krig stjæler pengene fra klimaindsats og udviklingsstøtte.

Det lyder måske uskyldigt, at udgifterne til oprustning og krig skal holdes ”inden for rammerne af EU's regler og fuldt forenelig med fortsat ansvarlig finanspolitik og lav offentlig nettogæld” og altså inden for et offentligt underskud på omkring 0,5 pct. af BNP.

Men konsekvensen viste sig hurtigt.

Global nyt skrev efteråret 22: ”Krigen i Ukraine slår hul på dansk ulandshjælp”.

”Regeringen vil tage milliarder fra udviklingshjælpen til at hjælpe ukrainske flygtninge. Det er helt efter reglerne, og ukrainerne har også brug for hjælp. Men alligevel går det hårdt ud over den danske udviklingshjælp, der egentlig var tiltænkt verdens fattigste. ”

Globalt fokus kunne så marts 23 skrive:”Danmark bliver den største modtager af egen udviklingsbistand i 2023”

”Kort inden Finanslovsudspillet lancerede regeringen den nye Ukrainefond på 7 milliarder kroner, som et samlet civilsamfund har bakket op om.

Af de 7 milliarder, der placeres i Ukrainefonden, er 1,2 milliarder taget fra udviklingsbistanden.

De 1,2 mia. bliver blandt andet fordelt således: 600 mio. kr. til genopbygning af Ukraine, 110 mio. kr. til Investeringsfonden for udviklingslandes (IFU) nye Ukraine facilitet, 60 mio. kr. øremærkes i Danida Sustainable Infrastructure Finance (DSIF) til genopbygning af kritisk infrastruktur i Mykolajiv og 145 mio. kr. vil gå til humanitære indsatser.

Desuden vil en del af midlerne gå til demokratifonden både i Ukraine og de andre naboskabslande”.

Jeg synes selvfølgelig, man skal behandle flygtninge fra Ukraine ordentligt, men Ukraine fonden er ikke ulandshjælp.

Man stjæler hjælpen fra verdens fattigste for at hjælp Ukraine.

Når det så kommer til klimaindsatsen, er der ikke tale om direkte at omkontere midler, men om at nedprioritere og udskyde klimaindsats, fordi råderummet indskrænkes af oprustning.

Politikerne har konstrueret et en økonomisk ramme, det såkaldte økonomiske råderum.

Her er så forlods prioriteret de mange mia. til Ukraine, til opbygning af dansk militær og til våbenindustrien, så kan man diskutere, hvordan resten fordeles mellem skattelettelser, velfærd, sundhedssystem og klimaindsats.

Det betyder, at der ikke tages nye klimainitiativer, selv om klimarådet klart siger, at Danmark ikke når sine klimamål.

Det er ikke kun i Danmark, klimaindsatsen er gået i stå på grund af oprustning. I det meste af Europa er klimaindsatsen sat på pause for i stedet at få råd til flere våben og mere ammunition.

Her har vi en fælles interesse med klimabevægelsen, men vi må desværre konstatere, at våbenlobbyen i samspil med olieselskaberne og med industriens generelle krav om vækst har større indflydelse end klimabevægelsen, så våbenproducenterne sikres milliardbevillinger, mens klimaødelæggelsen fortsætter.

Prioriteringen af oprustning skader danskernes velfærd og sundhed, og forhindrer genoprettelse af sundhedsvæsenet og genopretning af velfærden.

Når vi siger, at prioriteringen af krig og oprustning forhindrer genopretning af sundhed og velfærd, så er det den samme mekanisme som med ulandshjælp og klimaindsats, at når militær og våbenindustri får først, så er der mindre til sundhed og velfærd.

Her har vi en fælles interesse med fagbevægelsen. Emil Olsen vil senere i dag tale om, hvad vi kan gøre ved det.

Der er vedrørende sundhedsvæsen og velfærd også en anden dimension. Arbejdskraft.

Der mangler arbejdskraft i sundhedssystemet, ældreplejen og andre velfærdsområder.

Og i den situation vil forligspartierne vil øge værnepligten.

Det betyder at flere unge skal tage en uddannelse i militæret i stedet for på Sygeplejeskoler, SoSu-skoler og andre nyttige ungdomsuddannelser, og at flere unge i længere tid skal spilde deres tid i militæret, i stedt for at tage job inden for sundhed og velfærd.

Det er da en klar og asocial prioritering. Og Forsvarsministeriet siger det åbent. ”Styrkelsen skal ske vel vidende, at det vil betyde større træk på ungdomsårgangene”

Og bagefter, hvis folk så har taget en nyttig, ikke militær uddannelse, så skal en større del af dem indgå i en reservestyrke.

Det skal der være plads på arbejdsmarkedet til mere frihed til øvelser med videre.

Der er netop indført en uniformernes dag, hvor hjemmeværnsfolk og andre amatører med tilknytning til forsvaret, som har ansættelse i anstændige ikke militære job, kan bære deres uniform på arbejde for at vise opbakningen til militæret.

Et synligt tegn på at militariseringen trænger ind overalt i samfundet.

Konklusion / Opsummering

Hovedkonklusionen efter denne gennemgang må være at militariseringen skader Danmarks sikkerhed, og øger faren for krig, ødelæggelse og terror.

Det er fordi oprustning og konfrontation i stedet for dialog, spejles i oprustning og konfrontation fra modparten, og fordi nye krige mod og i det globale syd, fører til mere had mod Vesten.

Vi kan også konstatere, at militariseringen betales af det økonomiske råderum, og derfor betyder færre penge til klimaindsats, u-landhjælp, sundhedsvæsen, velfærd og andre gode områder, som det kunne være nyttigt at investere i. Den prioritering vil føre til både klimabenægtelse, privatisering og sociale nedskæringer

Det giver os mulighed for at lave alliancer med klimabevægelsen, fagbevægelsen og andre gode kræfter.

Men hvis det skal nytte, må vi først forstå og kunne argumenter for, at oprustning og militarisering betyder større fare for krig og mindre sikkerhed.

Paroler om velfærd frem for våben, eller klimaindsats i stedet for oprustning, giver ikke svar til dem, der accepterer oprustningen for at få sikkerhed.