Krigen i Ukraine risikerer at udvikle sig til en atomkrig!
Selv om medierne næsten har glemt det på grund af koranafbrændingskrisen, så er
der stadig krig i Ukraine.
Selv om vi ikke ser det, fordi der ikke er bevægelser af fronten, så intensiveres krigen
med stadig stærkere våben og med stadig flere angreb ind i Rusland. Det er krigens
logik. Når man er i krig, så bruger man de midler, der skal til for ikke at tabe.
I foråret 22 ville Danmark sende anti-tankvåben, men ikke tunge og langtrækkende
angrebsvåben, fordi det var for farligt. Så leverede vi alligevel artilleri, men
kampvogne kunne vi ikke levere. Det var for farlig en optrapning. Så leverede vesten
alligevel kampvogne. Grænserne for hvilke våben, man kan sende, og hvad man kan
gøre i krigen, flytter sig hele tiden. Stadig kraftigere våben og stadig voldsommere
krigshandlinger bliver acceptable.
Nu er spørgsmålet ikke om, men hvornår vesten leverer jagerfly.
Det er krigens logik. Når man er i krig så bruger man de midler, der skal til, for ikke at
tabe. Det gælder til den yderste konsekvens, hvis en stat ser sine vitale interesser
truet.
I krig og kærlighed gælder alle kneb. Det gælder også brug af atomvåben.
Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen har sagt, at ”selvfølgelig vil de
[russerne] benytte atomvåben, hvis det er deres sidste udvej for at undgå at miste
Donbas og Krim. Folk, der siger andet, forstår hverken krigens eller russernes logik”
Stater vil ikke sky nogen midler, hvis de føler deres eksistens truet. Det gælder alle
stater, også Rusland. Og i denne krig føler alle parter deres vitale interesser truet.
Ukraine risikerer at miste store dele af sit territorium, og blive en russisk lydstat, hvis
de taber krigen. Rusland risikerer at miste sin sortehavsflåde, der har hjemsted i
Sevastopol på Krim.
Begge lande risikerer at skulle efterlade et stort nationalt mindretal på den anden
side af grænsen.
Rusland risikerer, at Ukraine bliver medlem af NATO, og at der opstilles amerikanske
a-våben i Ukraine, hvorfra de kan nå det centrale Rusland på få minutter.
Læg så dertil, at Vesten ønsker med en langvarig krig i Ukraine at svække Rusland så
meget, at Rusland ikke længere kan spille en storpolitisk rolle.
For USA vil et nederlag være endnu et stort skridt i bevægelsen væk fra den
verdensorden, hvor USA bestemmer som eneste supermagt.
Et nederlag truer altså både for Ukraine, Rusland og USA med at ramme så
grundlæggende interesser, at alle hensyn vil blive tilsidesat for at undgå et nederlag.
I den situation har Rusland truet med at bruge taktiske atomvåben
Vestlige kommentatorer beroliger os med, at vesten er så teknologisk overlegen, at
hvis russerne bruger atomvåben, kan NATO udslette alle russiske militære enheder i
Ukraine og hele Sortehavsflåden. Man fortæller ikke, hvad Ruslands modsvar
derefter vil blive i en situation, hvor russerne allerede er begyndt at bruge
atomvåben. Tænk selv over det.
Med optrapning af konfliktniveauet tager den ene handling den anden med sig.
Krigens logik er ubarmhjertig.
Eskaleringen af krigen er dermed til en trussel mod hele Europa, klimaet og verden.
Vi er nødt til at bryde optrapningen af krigen inden, det ender i en atomkrig.
Kennedy konkluderede efter Cuba-krisen, at man ikke kan vinde en krig med en
atommagt, og at man ikke skal presse en atommagt ud i valget mellem et
ydmygende nederlag eller en atomkrig. Den erkendelse, har politikerne også glemt i
dag.
Det ser jo noget dystert ud. Hvis vi følger krigens logik, er der ikke meget håb.
Men alle krige stopper jo engang. Hvordan når vi dertil?
Vi ved, at krige stoppes, når befolkningerne bliver så trætte af krigen, at de ikke vil
være med mere.
I Rusland er der efter mobiliseringen en tydelig krigsmodstand, I Ukraine tærer
krigen hårdt på folks kræfter. Blandt andet viser en meningsmåling, at der er stor
utilfredshed med udrejseforbuddet for krigsduelige mænd. Både i Rusland og
Ukraine holdes utilfredsheden nede med undertrykkelse og krigspropaganda.
Utilfredsheden er der, og den truer med at bryde igennem.
Også i resten af verden vokser krigstrætheden. Mange steder fra kræves nu
forhandlinger. I USA er der både blandt demokrater og republikanere grupperinger,
der synes, at krigen har kostet nok, og at det nu er tid til forhandling.
I mange EU lande, blandt andet Tjekkiet, Tyskland, Italien og Grækenland
demonstreres for at stoppe krigen, fordi folk er trætte af den energikrise og inflation,
der er en direkte følge af krig og boykot.
I Danmark er folk også trætte af energikrise, inflation og manglende penge til
klimaindsats og velfærd, men det er endnu ikke koblet til et krav om forhandlinger
og stop for krigen.
Vi må rejse kravet. Det er nødvendigt, ikke kun for klima og velfærd. Det kan være
nødvendigt for vores overlevelse
Et gennembrud i Vesten for kravet om forhandlinger, kan være afgørende for at
stoppe krigen. Det betyder derfor noget, hvad danskerne og den danske regering
mener. Det påvirker i samspil med bevægelserne i de andre EU- og NATO-lande,
hvornår kravet at stoppe krigen slår i gennem i Vesten. Det er derfor vigtigt, at vi
rejser kravet om at stoppe krigen.
Vi skal og kan ikke bestemme, hvordan en fredsløsning skal se ud, eller hvilke
kompromiser, der skal indgås, Det må afklares i forhandlingsprocessen.
Det, vi kan kræve, er, at Danmark skal arbejde for dialog og forhandling, for
genoptagelse af forbindelser og genskabelse af aftaler og tillidsskabende
foranstaltninger, og at Danmark skal støtte, at der skabes en ramme for forhandling
med en neutral mægler.
Stop krigen nu, ellers ender det i en katastrofe!
